Henrik Dahl har igangsat en vældig klynkekampagne på sin blog og i
interviews, der plæderer for et Ankenævn for Anmeldelser, fordi han
stadig væk ømmer sig over og ikke vil finde sig i de anmeldelser, han
fik i Politiken og Information, citat fra omtalen i Berlingske:
»Jeg påstår jo ikke, at min egen bog (NT - en forstadstragedie,
red.) var noget mesterværk. Jeg vil selv vurdere den til et 9-tal på
den gamle karakterskala. For selvom jeg har fået mange gode reaktioner
på den, har jeg stadig meget at lære, men jeg synes, at der er en
tendens til at lave utroværdige anmeldelser.« Sådan siger den danske sociolog, forfatter og boganmelder Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad
om sin debutroman, der i efteråret af Information og Politiken fik en
behandling, han sent vil glemme. Mens Informations kulturredaktør og
anmelder skrev, at »Henrik Dahls såkaldte satire er så ubehjælpsomt skrevet, at det har kultpotentiale«, lød det kontant fra Politikens anmelder, at: »Henrik Dahl flopper fælt som romanforfatter«. Det har nu fået den 54-årige forfatter til at gøre status. I et tankeeksperiment på sin blog
foreslår han nu, at der bør oprettes et ankenævn for urimelige
litteraturanmeldelser, der efter hans mening er en stigende tendens
herhjemme. »Se bare, hvordan Bent Jensens nye værk er blevet anmeldt med alt fra to
stjerner til topkarakter. Det virker utroværdigt, hvis en bog er blevet
anmeldt med alt fra to stjerner til topkarakterer,« siger Henrik Dahl
til Kristeligt Dagblad og forklarer på sin hjemmeside, denhenrikdahl.dk, hvad tanken med ankenævnet kunne være. »Med Ankenævn for Anmeldelser mener jeg et sted, hvor for eksempel
Josefine Klougart (dansk forfatter, red.) kunne have klaget i det
hypotetiske tilfælde, at en stor avis havde givet hendes seneste bog til
en kriminalromananmelder, der siden var vendt tilbage med bedømmelsen:
»Nul handling – nul stjerner« – og litteraturredaktøren på den store
avis derpå ukritisk havde sendt denne bedømmelse i trykken,« skriver den
forurettede sociolog og fortsætter: »Skulle det være sket i virkeligheden, og havde Ankenævnet for
Anmeldelser eksisteret, ville det uden tvivl i mere slebne vendinger
have skrevet det, alle litteraturinteresserede spontant havde tænkt:
Denne anmelder er idiot, og redaktøren ikke sin opgave voksen.«
Forhåbentlig mener han det ikke alvorligt med et ankenævn,
for hvem kan og bør dømme, om en smagsdom er korrekt og retvinklet? Dommen over smagdsdommen har læseren jo; finder han og hun, at der
bliver argumenteret - herunder eksemplificeret/dokumenteret -
overbevisende for den fældede dom, så gælder den dom over den bog for den læser. Jeg synes da ikke, at en krimianmelders
anmeldelse af en Klougart-roman skulle være forbudt; jeg synes endda, det
kunne give meget god mening med en ikke-indforstået
Klougart-anmeldelse, bortset fra at jeg slet ikke tror på relativerende
fag- eller segment-anmeldelser og -anmeldere af skønlitteratur, eftersom
al skønlitteratur skal kvalificere sig som sprogkunst. Og hvis vi kigger
på René Jean Jensens Information-anmeldelse af Dahls roman (link oppe i
klippet) - hvilket Dahl nemlig slet ikke gør, han nøjes med redaktør
Peter Nielsens misbrug af anmeldelsen (til at forlange at Dahl ikke
anmelder skønlitteratur (og det skal han bare ikke gøre, fordi han
ingen litterær SANS har og heller ingen synderlig viden)) - når René jo
slet ikke frem til at tage stilling til og eventuelt diskvalificere
genren (satirisk underholdningsroman eller hvad det må være; vel
også den genre, Hans Scherfig benyttede sig af, ingen grund til kritisk
relativering dér!); han nøjes med at forholde sig til til akkurat
sprogkunsten, helt nede på grammatisk og stilistisk sandkasseniveau og
længere oppe i den - hvad skal man kalde det? - kompositionelle
forholdsmæssighed, og han eksemplificerer hele tiden, faktisk består vel
op imod en tredjedel af anmeldelsen af citater fra bogen. Hvis der
faktisk var et ankenævn, ville Dahl have en særdeles dårlig sag, fordi
han så skulle bevise, at Renés eksempler faktisk er eksempler
på fremragende litteraritet eller bare god stil eller bare udmærket
sprog; jeg citerer med glæde fra Renés citeren:
Henrik Dahl er en kendis. Nu har han skrevet en roman. Okay: Det er en af de ringeste bøger jeg nogensinde har læst. Dårlig på alle planer. Skrevet på onkeldansk, uden dybde, uden
engagement og totalt uden gehør, spækket med døde formuleringer og
fraser, så man f.eks. »anbringer sig bekvemt« i sofaen og »nyder sin
kaffe«, manden har konen »til bedste« når han laver en practical joke
med hende, køkkenet »gøres ryddeligt ved fælles hjælp« i den lille
familie i Lyngby osv. fra skuffen med livløsheder. Sådan skriver man når
man ikke har et levende forhold til sprog, men højst pirker lidt til
det fra tredjesals højde. N.T. er en hjælpeløst skrevet roman af en stilistisk rådvild
forfatter. En skribent som glad og fro tumler rundt mellem ufrivilligt
komiske metaforer a la »fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt
mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn« og narrativt
helt unødvendige og tomgangsagtige gengivelser af the freakin’ obvious,
såsom hvordan man jo iføres et forklæde ved frisøren, hvordan man
egentlig spiller mikado, hvordan man tænder en grill (»det er
nervepirrende at tænde en grill, nederst skal man lægge…«), hvordan
menu-logikken er i Arkens restaurant, og, over et helt kapitel,
gudhjælpemig, hvordan nedrykningsdramaet forløb i runde 33 af
Superligaen, beskrevet så man på ingen måde forstår, hvorfor det er med i
bogen.
Overbevisende dømt ude, dømmer denne dommer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
En barsk anmeldelse er sommetider chokerende læsning for en forfatter, fordi anmelderens aggression fra forfatterens synspunkt kan synes at komme ud af det blå. Forfatteren må efterfølgende enten sluge kamelen i afmagt eller følge sin tilskyldelse om at tage til genmæle. Vi har set denne type situation udspille sig mange gange, og det kan være svært som læser at sætte sig ind i især anmelderens udgangspunkt, mens det er lettere at fatte sympati for den overfusede forfatter – men jeg tror, jeg har en forklaring på fænomenet.
SvarSletDet drejer sig helt grundlæggende om GENSIDIG INVESTERING.
At læse en bog som underholdning er en ting, men at læse en bog som litteratur er en anden, idet opmærksomheden først og fremmest er på sproget som sprog og ikke blot som formidlende omstændighed. Den litterære læser lægger mærke til, hvordan bogen er skruet sammen – som en komposition af sproglige enheder, der sammen betyder noget og 'giver mening'. Når det sproglige håndværk er dårligt, gør det ONDT på den litterære læser. Og lidelsen er, kan jeg snildt forestille mig, lang, når man som anmelder er nødsaget til at kæmpe sig igennem hele værket, og det skal man jo for at kunne give en saglig anmeldelse, som René Jean Jensen for eksempel gør det i sin anmeldelse af Henrik Dahls forstadstragedie.
Som almindelig læser har man mulighed for at lægge bogen fra sig og gøre en ende på sine lidelser – dette er en frihed jeg som læser for eksempel benyttede mig af, da jeg engang forsøgte at læse en roman af David Lodge, der, ifølge et interview i Information, er Henrik Dahls litterære forbillede. Jeg havde fået bogen anbefalet pga. historierne og de komiske karakterskildringer, men kunne efter 30-40 sider ikke længere holde det dårlige sproglige håndværk ud og gjorde derfor brug af det privilegie, det var at kyle bogen ud. Lodge er ikke det dårligste, jeg nogensinde har læst; det er bare ikke litteratur. Kvaliteten ligger et andet sted.
De første få sider af en dårligt skrevet bog kan give anledning til hovedrystende morskab, men tragikomikken er kortvarig og erstattes hurtigt af decideret lidelse – 'hvorfor gør du det her imod mig?', 'hvorfor skal jeg pines med flere hundrede sider af det her?' – og, tænker jeg, irritation over, at man som anmelder er tvangsindlagt til at være med hele vejen og lægge en FLID i sin vurdering, som man oplever forfatteren ikke selv har lagt i sit håndværk.
Læsningen kommer altså til at opleves som en fjendtlig handling – godt nok utilsigtet, men at handlingen er utilsigtet gør kun en lille forskel, for: fra anmelderens synspunkt burde forfatteren vide bedre og have gjort sig mere umage.
Aggressionen i særligt dårlige anmeldelser skyldes således, hvis jeg har ret i denne analyse, at –
1) læsningen er en påført pinsel, og
2) den langvarige æstetiske lidelse, forfatteren har udsat anmelderen for, føler anmelderen kunne være undgået, hvis forfatteren havde gjort sig mere umage.
Disse to aspekter ved forholdet mellem forfatter, værk og anmelder opleves i bund og grund som en uretmæssig UBALANCE i den gensidige investering, der eksisterer som en underliggende kontrakt mellem læser og forfatter.
Forfatteren føler ikke han har gjort noget for at fortjene den sårende behandling, men den aggressive dårlige anmeldelse kommer – hvis det hænger sådan sammen, som jeg har beskrevet – ikke ud af det blå; den opstår som følge af et oplevet KONTRAKTBRUD.
Læsningen af en bog er et forholdsvis stort 'commitment' for en læser; man giver sig hen, og man gør det i lang tid. Man forventer derfor, at det kan betale sig: at bogens forfatter gør sig tilsvarende umage og gør det umagen værd.
Opretholdelse af "kontrakten" forudsætter således en passende balance mellem læserens investering og omhu og forfatterens egen investering og omhu – hvad man kunne kalde 'perceived artistic effort'.
(fortsættes...)
(fortsat)
SvarSletJeg anvendte engang en af dine udtalelser, Lars, i din WA-anmeldelse af H. J. Brøndums I en Kælder Sort som Kul ("Betydningen af ‘kniv og gaffel’", 28/4/06) til at eksemplificere forventningen om proportional gensidighed i forfatter-læser-forholdet; jo større litterær investering fra forfatterens side, jo mere vil læseren være tilbøjelig til at investere i sin læsning. Jeg citerer det her fra min engelske tekst (om betydningsdannelse i litterære tekster):
The perceived amount of authorial effort in turn affects the amount of effort a reader may feel compelled to exert in reading the text (cp. for instance the time typically allotted for readings of beach bag novels versus that deemed appropriate for Joyce’s Finnegan’s Wake). The norm of reciprocal investment, this unspoken contract between author and reader, is sometimes made explicit in literary criticism, as in the Danish critic L. Bukdahl’s review of a book of nonfiction by H. J. Brøndum (I en kælder sort som kul, 2006): "[It is not that the book is badly written,] it is just that it is written in a rather lax and distracted way and therefore also read in a rather lax and distracted way by this critic."
Kritikere er ofte poeter, endda ofte gode poeter. Når gode kritiker-poeter vurderer litterær prosa, kan det gå hårdt til, men de har som regel ret. Det skyldes poesiens højere sprogbevidsthed end prosaens. Når kritikere ikke er poeter, – det hænder jo – , klarer den bedømte prosa lettere frisag hos dem. Når den sidste slags kritikere bedømmer poesi, går det ofte helt galt, de går efter religion og ideologi og mediefnidder. Prosa og poesi er faktisk to helt forskellige ting, og man bør ikke pudse en prosakritiker på et poetisk værk. En poesikritiker kan derimod bedre bedømme et prosaværk sprogligt end en prosakritiker kan; kan han også vurdere prosaværket narrativt? Åbent spørgsmål. – Per Aage Brandt
SvarSlet