Det skrigviolette forfattersegment (findes der andre?)

Henrik Dahl har igangsat en vældig klynkekampagne på sin blog og i interviews, der plæderer for et Ankenævn for Anmeldelser, fordi han stadig væk ømmer sig over og ikke vil finde sig i de anmeldelser, han fik i Politiken og Information, citat fra omtalen i Berlingske:

»Jeg påstår jo ikke, at min egen bog (NT - en forstadstragedie, red.) var noget mesterværk. Jeg vil selv vurdere den til et 9-tal på den gamle karakterskala. For selvom jeg har fået mange gode reaktioner på den, har jeg stadig meget at lære, men jeg synes, at der er en tendens til at lave utroværdige anmeldelser.« Sådan siger den danske sociolog, forfatter og boganmelder Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad om sin debutroman, der i efteråret af Information og Politiken fik en behandling, han sent vil glemme. Mens Informations kulturredaktør og anmelder skrev, at »Henrik Dahls såkaldte satire er så ubehjælpsomt skrevet, at det har kultpotentiale«, lød det kontant fra Politikens anmelder, at: »Henrik Dahl flopper fælt som romanforfatter«. Det har nu fået den 54-årige forfatter til at gøre status. I et tankeeksperiment på sin blog foreslår han nu, at der bør oprettes et ankenævn for urimelige litteraturanmeldelser, der efter hans mening er en stigende tendens herhjemme. »Se bare, hvordan Bent Jensens nye værk er blevet anmeldt med alt fra to stjerner til topkarakter. Det virker utroværdigt, hvis en bog er blevet anmeldt med alt fra to stjerner til topkarakterer,« siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad og forklarer på sin hjemmeside, denhenrikdahl.dk, hvad tanken med ankenævnet kunne være. »Med Ankenævn for Anmeldelser mener jeg et sted, hvor for eksempel Josefine Klougart (dansk forfatter, red.) kunne have klaget i det hypotetiske tilfælde, at en stor avis havde givet hendes seneste bog til en kriminalroman­anmelder, der siden var vendt tilbage med bedømmelsen: »Nul handling – nul stjerner« – og litteraturredaktøren på den store avis derpå ukritisk havde sendt denne bedømmelse i trykken,« skriver den forurettede sociolog og fortsætter: »Skulle det være sket i virkeligheden, og havde Ankenævnet for Anmeldelser eksisteret, ville det uden tvivl i mere slebne vendinger have skrevet det, alle litteratur­interesserede spontant havde tænkt: Denne anmelder er idiot, og redaktøren ikke sin opgave voksen.«

Forhåbentlig mener han det ikke alvorligt med et ankenævn, for hvem kan og bør dømme, om en smagsdom er korrekt og retvinklet? Dommen over smagdsdommen har læseren jo; finder han og hun, at der bliver argumenteret - herunder eksemplificeret/dokumenteret - overbevisende for den fældede dom, så gælder den dom over den bog for den læser. Jeg synes da ikke, at en krimianmelders anmeldelse af en Klougart-roman skulle være forbudt; jeg synes endda, det kunne give meget god mening med en ikke-indforstået Klougart-anmeldelse, bortset fra at jeg slet ikke tror på relativerende fag- eller segment-anmeldelser og -anmeldere af skønlitteratur, eftersom al skønlitteratur skal kvalificere sig som sprogkunst. Og hvis vi kigger på René Jean Jensens Information-anmeldelse af Dahls roman (link oppe i klippet) - hvilket Dahl nemlig slet ikke gør, han nøjes med redaktør Peter Nielsens misbrug af anmeldelsen (til at forlange at Dahl ikke anmelder skønlitteratur (og det skal han bare ikke gøre, fordi han ingen litterær SANS har og heller ingen synderlig viden)) - når René jo slet ikke frem til at tage stilling til og eventuelt diskvalificere genren (satirisk underholdningsroman eller hvad det må være; vel også den genre, Hans Scherfig benyttede sig af, ingen grund til kritisk relativering dér!); han nøjes med at forholde sig til til akkurat sprogkunsten, helt nede på grammatisk og stilistisk sandkasseniveau og længere oppe i den - hvad skal man kalde det? - kompositionelle forholdsmæssighed, og han eksemplificerer hele tiden, faktisk består vel op imod en tredjedel af anmeldelsen af citater fra bogen. Hvis der faktisk var et ankenævn, ville Dahl have en særdeles dårlig sag, fordi han så skulle bevise, at Renés eksempler faktisk er eksempler på fremragende litteraritet eller bare god stil eller bare udmærket sprog; jeg citerer med glæde fra Renés citeren:

Henrik Dahl er en kendis. Nu har han skrevet en roman. Okay: Det er en af de ringeste bøger jeg nogensinde har læst. Dårlig på alle planer. Skrevet på onkeldansk, uden dybde, uden engagement og totalt uden gehør, spækket med døde formuleringer og fraser, så man f.eks. »anbringer sig bekvemt« i sofaen og »nyder sin kaffe«, manden har konen »til bedste« når han laver en practical joke med hende, køkkenet »gøres ryddeligt ved fælles hjælp« i den lille familie i Lyngby osv. fra skuffen med livløsheder. Sådan skriver man når man ikke har et levende forhold til sprog, men højst pirker lidt til det fra tredjesals højde. N.T. er en hjælpeløst skrevet roman af en stilistisk rådvild forfatter. En skribent som glad og fro tumler rundt mellem ufrivilligt komiske metaforer a la »fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn« og narrativt helt unødvendige og tomgangsagtige gengivelser af the freakin’ obvious, såsom hvordan man jo iføres et forklæde ved frisøren, hvordan man egentlig spiller mikado, hvordan man tænder en grill (»det er nervepirrende at tænde en grill, nederst skal man lægge…«), hvordan menu-logikken er i Arkens restaurant, og, over et helt kapitel, gudhjælpemig, hvordan nedrykningsdramaet forløb i runde 33 af Superligaen, beskrevet så man på ingen måde forstår, hvorfor det er med i bogen.

Overbevisende dømt ude, dømmer denne dommer.