6 pacemakere

Hvad er bevæggrunden til at give en bog det optimale stjerne/hjerte-antal: 6, som Politiken nyligt ved Jes Stein Pedersen gav Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig og i dag ved Lilian Munk Rösing giver Josefine Klougarts Om mørke? Jeg selv giver kun stjerner, når jeg anmelder film i Ekko, hvilket er evigt svært, og gennem de 7 år, jeg har filmanmeldt, har jeg kun to gange givet 6 stjerner, til David Lynchs Inland Empire og til Wes Andersons Moonrise Kingdom, og da jeg anmeldte den sidste sammenlignede jeg de 2 film:

Den eneste anden film, jeg har givet seks stjerner, er David Lynchs Indland Empire, og det var fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur udsyret, men umiskendeligt gik helt fra koncepterne. Monnrise Kingdom  - mystisk som titlen rimer på Indland Empire … - skal have seks stjerner fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur hyperkoncentreret (og) umiskendeligt holder sig til koncepterne og igennem denne hyper-koncept-koncentration frisætter og elektrificerer et vidunderligt kunstnerisk overskud.

Jeg ved ikke, om jeg ville have givet nogen bøger 6 stjerner i år, og det behøver jeg heller ikke at vide, for jeg skal ikke give nogen bøger nogen stjerner, og jeg synes, stjerneafgivning er en pænt stupid og meningsløs form for kritik - men hvis vi nu LEGER, at jeg kunne og skulle give stjerner, så vil jeg måske nok give Niels Franks Nellies bog, for dér går en yndlingsauteur fra koncepterne, og Marianne Larsens Umulighedsportal, for dér holder en yndlingsauteur sig til koncepterne, seks stjerner hver, bortset fra at jeg altså ikke giver nogen stjerner til nogen bøger.

Hvad er det for optimale kvaliteter, Klougart får 6 hjerter for? Det er ikke helt klart, men det er vistnok, at kritikeren bliver rørt, og (at hun bliver rørt af) at oplevelser og følelser, iagttagelser og tanker formuleres optimalt smukt og præcist:

Skriften skaber billeder, som læseren ser for sit indre øje, skriften skaber en stemme, som læseren hører for sit indre øre. Klougarts skrift skaber billeder, som man har lyst til at tapetsere sit indre med (»Kroppen er en kam man kan trække gennem tankerne«) eller sende som postkort til nære og fjerne kære. Dette billede går ud til min søster: »Wienerstolenes spændthed i træet, måden det bøjer sig på, som en kærlighed, der overvintrer«. Dette går ud til min ekskæreste: »Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det«. Klougarts stemme er på én gang skarp og nådesløs og mild og livgivende som lyset.

Jeg synes ikke, kritikerens eksempler overbeviser som eksempler på optimalt smukke og præcise formuleringer (de går fra det ufrivilligt groteske, kroppen som en kam, til det højstemt klodsede, stole-spændthed som overvintrende kærlighed), men først og fremmest formår hun ikke selv at præcisere, grimt eller smukt, hvad der er det optimalt særlige og særegne og egensindige, det perfekt eller eksploderet auteuristiske, ved Klougarts litterære stemme eller bare stil; skarp/nådesløs, mild/livgivende er jo ikke karakteriserende adjektiver, men fade superlativer linket på en lige så patetisk som luftig (se, 3 karakteriserende adjektiver lige dér: fade, patetisk. luftig) metafor, LYS, som Klougart selv helt sikkert ville holde sig for god til. Til sidst skriver den hjertelige kritiker:

Man kan tale om ubærlig skønhed, men man kan også tale om en sproglig skønhed, der gør det ubærlige til at bære. Det ubærlige at alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser. Mellem øjet og verden, manden og kvinden, kroppen og livet.

Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd.