Om at skyde forlorne pelikaner med pap-bazookaer

Fejl er pinlige punktum. Og det er pinligt, at jeg i min anmeldelse af filmen Den store skønhed i Ekko er kommet til at skrive pelikaner i stedet for flamingoer punktum (men også lidt sjovt punktum punktum punktum). Det er svært at rekonstruere, hvordan en tanketorsk har fundet sted, men jeg er ret sikker på, at jeg har tænkt på flamingoer hele tiden og er kommet til at skrive pelikan i stedet, fordi pelikanen også er en excentrisk fugl, de står lige ved siden af hinanden på fugle-tastaturet, og jeg har så læst 'flamingo' i stedet for 'pelikan', når jeg har læst teksten igennem, og det er afgjort pinligt (men også lidt sjovt ...) Nå, men den fejl fik i aftes Morten Sabroe til at eksplodere i et både generelt og specifikt angreb på mig i en FB-opdatering, som alle mulige har liket og kommenteret og linket til, og her kommer den: 

DU BLIVER ALDRIG TIL EN SKID, LARS BUKDAHL: Og du kan lige så godt begynde at pakke dit skrammel sammen, dit Bukdahls bet, Hvedekorn, og alle dine rustne anmeldelser som du har rystet ud af dit højre ærme som betød det ikke en skid for dig, men rystede gjorde du alligevel, det er Mediesprællemandens lod, rystes skal der, og du blev nok selv lige så overrasket over de ord der kom dryssende, og de domme du fældede uden at vide hvorfor du fældede dem, men de kom faldende sammen med ordene ud af ærmerne, og der var ingenting i dem da du begyndte at ryste, men jo mere du rystede, des mere kom der, rable, rable, rable, og skide være med det hele, det er ikke bøgerne det handler om, det er Mig, og det er det Mig, der er vokset dig over hovedet og har gjort dig til dit eget skadedyr, for i al din jublende glæde over dig selv, er du – for længst – blevet så skide upræcis at det du skriver, ikke har nogen værdi, og det er så: overhovedet ikke nogen værdi. Gang på gang har jeg set i dine anmeldelser hvordan du giver hovedpersonerne i de bøger du anmelder (og ved dine evindelige fejl beviser at du ikke har læst) forkerte navne og referer handlingen forkert, og en eller anden dag falder hammeren, en eller anden dag tænker man, nu kan det være nok. Vi der skriver fordi vi mener det alvorligt, har altid gjort en dyd ud af at der ikke er fejl i vores tekster. Ikke én. Fandt vi én efter teksten var blevet sat og trykt, blev vi ude af den, selv om den var nok så lille. Det er det der hedder professionel ære. Du er pisse ligeglad. Jeg kunne også være pisse ligeglad med dig. Det er jeg ikke. Der var engang hvor jeg troede på dig. Du var faktisk talentfuld, nu er du bare fuld af dig selv.

Dette eksempel er kun et blandt utroligt mange:

Jeg var i biffen i går og se Paolo Sorrentinos Den store skønhed. Da jeg kom hjem læste jeg din anmeldelse i Ekko. Den var edderhakkeme nedladende og fuld af din sædvanlige ’Jeg er godt for god til at være sand’-attitude. Du indledte den sådan her:
’Hvad er det mest ordinære realistisk-magiske dyr? På en delt førsteplads: Elefanten og giraffen, vil jeg foreslå. I Paolo Sorrentinos nye, spektakulært forlorne film, Den store skønhed, møder vi til overflod både en giraf og en flok pelikaner. Pelikanerne, der vel er nede på cirka en tolvte-trettende plads på hitlisten, lige efter zebraer, bliver det nok for anti-plotspoilende at tale nærmere om, fordi de optræder til allersidst. Eller faktisk ikke helt til allersidst, men filmen har et helvedes besvær med at gøre sig færdig ...”

Det er skrevet af en mand der ikke duer. Kan du forstå det: du duer ikke. Der er ingen pelikaner i den film, og ved du hvad? Du er ligeglad. Du er skide ligeglad. Det er ikke det kommer an på. Det kommer an på Mig, Lars Bukdahl, jeg skal kraftedeme skrive en morsom nedrakning, og om det er pelikaner eller ej, rager mig. Det er derfor du ikke duer. Du ejer ikke professionel ære. Så pak dit tingeltangel og gå hjem og vis det til dem der ligesom du synes, at du godt nok er for god til at være sand.

Uha! Hvor bliver jeg bange! Det er virkelig imponerende med så heftig og patosfuld forargelse over selvoptagethed fra netop den mand (og hvad angår ærefuld ufejlbarlighed: "'Jeg er godt for god til at være sand'-attitude"!? og hvad med det sære billede: "rystet ud af dit højre ærme" - med min venstre hånd?). Jeg tror simpelthen ikke på, at der er utroligt mange andre eksempler på sådanne tanketorskede fejl i mine anmeldelser (hvoraf 80 % er anmeldelser af danske bøger). For så ville forfatteren eller venner af samme stensikkert have gjort opmærksom på dem, fordi sådanne forfejlede tanketorsk, som Sabroe anfører, ligner et bevis på, at anmelderen ikke har læst bogen (ordentligt), men det eneste, det beviser, er,  at bogen ikke har givet ham en god grund til at skelne mellem en onkel og en tante (seneste sag, jeg husker, var Mikkel Zangenberg, der havde sjusket med nogle af Jakob Ejersbos personnavne). Og hvis det endelig skal være, så er flamingoer højere placeret på top tyven over ordinære magisk-realistiske dyr end pelikaner (det er virkelig svært at holde sig alvorlig i denne diskussion, jeg bliver gladere og gladere for min forveksling ... undskyld), den rette fugleart gør kun min pointe stærkere.

Jeg læste Sabroes opdatering, før jeg gik i seng, og drømte selvfølgelig om den, men sjovt forsonligt; jeg mødte Morten i en let muteret udgave af Politikens Boghal og vi kom hurtigt over skædmyddslen, verfede den ligesom bare af os, og så anbefalede jeg Lone Aburas' Politisk roman til ham og hans datter (der, stolt, har kommenteret på tråden), der var med eller havde fødselsdag, som noget, der virkelig burde være i hans boldgade, men desværre var den udsolgt, og så fadede drømmen ud ...

Men, åh, hvor jeg ikke gider, at det udvikler sig til et nyt Ib Michael-gate, for det handler om lige så lidt af forbandet ingenting: Ja, en anmelder kan komme til at lave en fejl, men hey, han er ikke ligeglad, han synes, det er genuint pinligt (og så i dette tilfælde lidt sjovt ... beklager), og så er den skid virkelig ikke længere og fortjener hverken skærmtid eller skærmplads. Lad os skændes VILDT om, hvad bøgerne siger og gør, og hvad det, de siger og gør, er værd, PLEASE!

(her link til et kriminalistisk allegorisk digt om mordet på en flamingo)