Om den indstilling, at det biografiske er noget, der må begraves i en fremmed stoflighed, at der må søges en frihed fra personlighed og essens, også er båret med ind i Niels Franks senere forfatterskab, der med illustrativ tydelighed taler i munden på sig selv – for at korrigere tidligere fejltrin, for at vise, at Niels Frank også kan opfatte sig selv som krukket, at han kan være lige så mandligt sjofel som sine kolleger, at han kan være lige så fjollet, ligefrem barnagtig – er ikke helt klart for mig, men det er også noget, som ikke har den store betydning for mig. Det har ikke den store vægt for mig. Men mht. forskydningen fra erindring til skrift i Roubauds forfatterskab, har Niels Frank jo været i gang med et tilsvarende projekt på sine skrifters vegne: at omskrive et stort udvalg af sine tidligere tekster for at slette de ”dårlige minder” om dem, om deres naivitet, pyntesyge, forfængelighed, forsigtighed, hvad det nu kunne være; noget, der bare forstærker fornemmelsen af forfængelighed og pyntesyge, en pyntesyge, der har mistet sin naivitet og nu arrigt dekorerer sig selv med skrald, affald. Det er, som om hans mistro til sin egen ærlighed eller naivitet ikke længere er en kritisk skepsis: den formår ikke at skelne mellem, hvad der er værd at vise kritisk skepsis, og hvad der ikke er. Omskrivningerne har alt for meget præg af en hidsig gestikulation, der skal fange min opmærksomhed. De vækker ikke min nysgerrighed, min undren, min sans for gåder.
Frank yderst til venstre, Thykier yderst til højre, store franske digtere midt imellem, foto fra den citerede blogpost.
og til Thykier-kompletisterne, der sikkert allerede har fuldt tjek:
SvarSletu-u-u-u-u-blogposten "På visit i arkivet: Coda maestoso i f-mol" er også af Thykier og er et herligt genvisit til et godt gammelt, esoterisk MT-emne: arkæologi.
Og på Den sproglige flåde anbefaler han 5 bøger, jeg halvt mistænker for at være Borges'ske fiktioner, bl.a. denne:
Yayoi Kusama: Infinity Net
Ud over at være en selvbiografi, der kortfattet og hektisk beretter om Kusamas besættelse af at blive kunstner, hendes rejse til USA og tid som central aktør i New Yorks kunstverden i 1960’erne, opbruddet fra USA og hendes tilbagevenden til Japan, er det en bog om sindets vold mod sig selv, og om hvordan der kan arbejdes mod de ustyrlige kræfter i sindet ved at arbejde med dem: Som barn oplever hun en dag, at alle violerne i blomsterbedet har et menneskeligt ansigt og taler til hende, højere og højere, indtil det gør ondt i hendes ører; da hun løber sin vej, render hendes hund efter hende og gør med en menneskelig stemme, i samme øjeblik bliver hendes egen stemme til en hunds uforståelige gøen. ”Hver gang den slags skete, skyndte jeg mig hjem og tegnede det, jeg lige havde set, i min skitsebog, den ene hastige tegning efter den anden. Når det skete, var jeg der ikke. Jeg var i en særskilt verden, og jeg tegnede for at dokumentere det, jeg så dér (…) At nedtegne dem var med til at lette chokket og angsten …” Lignende hallucinatoriske episoder gentager sig, da hun i New York maler store lærreder med uendelige net af prikker: