De, der kan, må

Jeg er jo i udgangspunktet enig med Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, når han i dag i og som et såkaldt "synspunkt" (i forlængelse af Morten Sabroes FB-opdatering nr. 2) kritiserer Weekendavisens Bøgers redaktør for at lade Henrik Dahl anmelde (dansk) skønlitteratur, og det er jeg af to grunde: 1. Der er anmeldere af dansk litteratur NOK på WA Bøger, ofte føles det (på kampen om bøger) som om, der faktisk er for mange, 2. Ingen af Henrik Dahls tidligere skriverier har røbet forstand på eller engagement i dansk skønlitteratur eller talent for at skrive kritisk om det, men det beviser selvfølgelig ikke, at han ikke har forstanden og engagementet og talentet,; nu har han så skrevet x antal anmeldelser uden spor af forstand og engagement og talent, og hvorfor søren så bruge ham? Men Peter Nielsen vrøvler helt væk fra vores initiale enighed:

Det interessante var derimod det efterfølgende indlæg fra Sabroe. Her kritiserede han Weekendavisens litteraturredaktør Anna Libak for at give plads til sociologen Henrik Dahl som anmelder af skønlitterære bøger i avisen. Sabroe var vred over den arrogance, hvormed Dahl let fejer nogle bøger af bordet. Den kritik er jeg enig i, men Sabroe kunne sagtens være gået videre, for det afgørende er ikke bare arrogancen, men hele spørgsmålet om, hvem der har lov til at anmelde skønlitteratur? Må en ikkelitterat, her en sociolog, anmelde skønlitteratur? Forfattere og sociologer arbejder væsensforskelligt med sproget. Min erfaring er, at de dårligste læsere af skønlitteratur er sociologer og filosoffer, for de har et ret skråsikkert forhold til selve det sprog, de betjener sig af, og det er det stik modsatte af det, skønlitteraturen gør. Nu har jeg som sådan ikke noget imod, at folk med anden baggrund end en litterær anmelder skønlitteratur, hvis de vel at mærke har faglig indsigt i litteraturens væsen. Men når man så lægger den oplysning til, at Henrik Dahl for nogle uger siden debuterede som skønlitterær forfatter med sæsonens ringeste anmeldelser og med anklager om overhovedet ikke at kunne skrive en roman til følge, så er det, at mistanken til hans evner til at bedømme andres evner får nyt liv. Når han nu hverken selv kan skrive litteratur eller læse den, hvad laver han så egentlig som anmelder? Tænker på pelikaner måske?.

Filosoffer og sociologer må ikke anmelde skønlitteratur, fordi de har et "skråsikkert" forhold til sproget. Det har ret mange litteraturuddannede nu også, fx Peter Nielsen, akavet, men skråsikkert. Og en kritiker skal vel ikke nødvendigvis have samme forhold til sproget som en forfatter (og som hvilke forfattere? Kirsten Thorup eller Ramus Halling?), bortset fra jeg ikke synes, nogen skrivende bør have et skråsikkert forhold til sproget, og det har de bedste filosoffer og sociologer vel heller ikke? "Faglig indsigt i litteraturens væsen" er en pænt klumpet størrelse. Jeg vil hellere som ovenfor tale om forstand (man har læst en masse bøger), engagement (litteratur er vigtigt for én), talent (for at beskrive og smagsbedømme sin læseoplevelse på skrift) og, som det måske mest sjældne (derfor nævnte jeg det heller ikke som mindstekrav), sans for litteratur, også kaldet litterært gehør. Ingen de kvaliteter behøver man at være uddannet i litteratur for at besidde, ingen af de kvaliteter er filosoffer og sociologer på forhånd udelukket fra at besidde. Men det mest forvrøvlede i synpsunktet er dog, at det skulle diskvalificere en boganmelder, at han selv har skrevet en, angiveligt, dårlig bog (medmindre den fx er decideret ord-til-andet-afskrift). Skal nu Kamilla Löfström være nervøs for Peter Nielsens smagsdom over sin bravt eksperimentelle roman-blog A? Og hvad med den fynske nøgleroman, Mikkel Zangenberg har annonceret, kan den blive fyringsgrund? Og hvad med mig selv? Er min ene stjerne i Berlingske for min seneste bog et problem for mit anmelderi? Kritikere skal kunne skrive kritik, kan de det, er de kritikere, hvad de end ellers også er eller ikke kan finde ud af at være.