tirsdag den 25. juni 2013

Jeg prøver at konkurrere med Nils Gunders Lars Bukdahl-optagethed

Nils Gunder Hansen anmelder Springs anmelderi-nummer i Kristeligt Dagblad med underubrikken: "Lars Bukdahl fylder alt for meget og redaktørerne alt for lidt i tidsskriftet Springs særnummer om anmelder", og hvad handler så tre fjerdedele af anmeldelsen om (uden at fortælle, at jeg selv kalder Ib Michael-fejden idiotisk, for ligesom i Himmelstrups artikel, er det pludselig lige fedt med IM og mig, vi skaber os begge helt åndssvagt for at få opmærksomhed og opfører os ekstremt og selvfornedrende, men hallo: den ene af os truede den anden med tærsk, og den anden af os sagde så, gider du ikke lade være at true mig med tærsk, så vi kan skændes videre med stil)?

En del af nummeret er helliget den fejde mellem forfatteren Ib Michael og anmelderen Lars Bukdahl, der udsprang af, at førstnævnte for et par år siden lovede sidstnævnte tæsk. De får begge lov til at ytre sig om sagen endnu en gang, og hele forløbet bliver omhyggeligt gennemgået af gæsteredaktør Kristian Himmelstrup. Det er deprimerende, at den fjollede historie skal have lov at fylde så meget. For som Himmelstrup selv er inde på, siger sensationen mest af alt noget om, hvor marginalt et fænomen den litterære kritik er blevet i den almindelige offentlighed. Aktørerne er nødt til at skabe sig helt åndssvagt for at få opmærksomhed. Der kommer lidt reality-tv over det, Michael og Bukdahl er divaer i junglen, og nationen skiftevis måber og morer sig over deres ekstreme og selvfornedrende opførsel. Lars Bukdahl fra Weekendavisen er den mest omtalte og omstridte kritiker i Danmark gennem de seneste 20 år, og faktisk lyder det også, som om det udelukkende er ham, Johannes Riis skriver kritisk om, selvom han er omhyggelig med ikke at nævne navn(e) og lader, som om han ser flere typer for sig. Der er imidlertid en historie om Lars Bukdahl, der aldrig bliver fortalt, heller ikke i denne sammenhæng, men lad da så mig gøre det: Før Bukdahl i 1996 blev headhuntet til Weekendavisen skrev han i en årrække for nærværende avis. Han var en ung, intelligent, velskrivende og fræk anmelder. Det var sjovt at følge ham, og fra tid til anden blev han da også bemærket og citeret i de andre aviser, ikke mindst når han uærbødigt tog litterære koryfæer i behandling.Det gik, som det måtte gå. Han kom til en større klub, som det ville hedde i fodboldverdenen, og her blev han sandelig ikke sat på bænken.Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fortalte engang selvtilfreds i et interview, at hendes ugeavis ikke som sådan blev redigeret.Man ansatte jo kun folk, der kunne skrive! Så redigeringen var for så vidt overstået under jobsamtalen. Og det princip må man sige, at hendes skiftende bogredaktører levede op til, både Bo Bjørnvig, der hentede Bukdahl, og senere Klaus Wivel. Fra dag 1 og mange år frem blev Bukdahl overhovedet ikke redigeret. Sådan tog det sig i hvert fald ud, set udefra. Både Bjørnvig og Wivel er fortræffelige skribenter og sympatiske mennesker, som nærværende anmelder sætter højt, men man fornærmer dem næppe ved at sige, at ny dansk skønlitteratur ikke havde deres store interesse. Det var kun en lettelse, at Bukdahl tog sig af den, og der kom jo masser af opmærksomhed og gang i gaden. Fra at være en ung anmelder på en lille avis blev Bukdahl på ingen tid chefkritiker med megafon på landets største kritikerscene. Han anmeldte det hele, både det, han kunne lide, og det, han ikke brød sig om. Han skrev uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende. Først da Anna Libak kom til for et par år siden, er der - stadig set udefra - blevet lagt låg på Bukdahl. Han anmelder ikke længere det hele inden for dansk skønlitteratur, og han bliver også sat til at anmelde ting, han ikke selv har valgt. Desværre tror jeg, at dette indgreb er kommet mange år for sent.

Nils Gunder kan såmænd godt have ret i sin krønike om redigeringen af mine tekster; en stor del af tiden under Klaus Wivel fik jeg lov til at gå pænt eksperimenterende amok med mine tekster, især i mine såkaldte føljetoner, men jeg ved ikke af, at jeg fik alle de bøger til anmeldelse, jeg gerne ville have, det har jeg sgu aldrig fået, under Anna L har det så bare være nogle mit hjerte nærmerestående bøger, jeg, nu og da, ikke har fået (mestendels Pia Juul!). Og det er rigtigt, at samme Anna straks satte en stopper for den eksperimentelle-excentriske skrivepraksis, hvilket jeg selvfølgelig blev seriøst muggen over i sin tid, men vil mene, at jeg er så godt som forsonet med: når jeg gennem indtil flere år havde givet de specifikke yderligheder alt, de kunne trække, risikerede elastikken langsomt at blive slappere, og hvorfor så insistere? resultaterne og/eller manglen på samme var opnået; nu er øvelsen i høj grad den modsatte, at koncentrere og inddampe Borum-style, hvilket er mindre spektakulært (og læse-udfordrende / -anstrengende), men jo ikke mindre menings- og ærefuldt eller potentielt personligt og nuanceret, og ja, ja, jeg ville gerne skrive mere og længere og anmelde alle de bøger, jeg gerne vil anmelde, hulk, hulk og herregud! Men det er underligt og trælst, hvordan Nils Gunder tager for givet, at min kritiske praksis er og har været et (moralsk? etisk?) betænkeligt og beskæmmende fænomen. Jeg skriver "uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende". I mine øjne er det kun "injurierende", hvilket jeg vil mene, at jeg (modsat flere af mine "modstandere", fx Jan Sonnergaard) aldrig har været, der er et negativt adjektiv her. Det er en trist kritik, der foretrækker at være hæmmet, ufræk, umorsom, uvild, upolemisk, upersonlig, uidiosynkratisk, urablende, uselvrefererende, men der er til gengæld masser af den over det hele, også i WA Bøger, der er faktisk næsten ikke andet. Jeg ved for lidt om fodbold til at forstå klub-metaforen, men hvis man køber en spiller (selvom det er for ingen penge ...), er det vel ikke for at sætte ham på bænken, det er vel for at sætte ham på banen og score mål, og mål scorer han ikke, så vidt jeg har forstået, ved at være forsigtig og diplomatisk og konsensussøgende, men ved at være pågående og kreativ og infightende; han kan så drible mere eller mindre og mere eller mindre Laudrupsk og skyde fra mere eller mindre skarpe og umulige vinkler, men bolden skal rammes, så den rammer i plet, indenfor rammen, ikke også?

1 kommentar:

  1. "sofus header" Harald Giersing 1917 må være første kunstværk i DK med en meta hilsen til en sportshelt ( Sofus "Krølben" Nielsen). Dragten ligner så mere et B 1903 outfit end Krølbens Frem

    SvarSlet