En forfatter gav mig i går stædigt og vedvarende den kolde skulder, selvom jeg bestemt mener at have hilst på ham/hende, efter jeg skrev noget negativt, ikke en decideret anmeldelse og derfor desto værre (fordi der aldrig kom en decideret anmeldelse), om hans/hendes seneste kunstneriske produkt, men om et par uger udgiver han/hun en ny bog, som jeg endnu ikke har haft i hænderne og endnu ikke ved, om jeg får til anmeldelse her midt i de grasserende Kierkegaarderi, flere tekstuddrag kan imidlertid sort på hvidt og i audiovisuel bearbejdning opleves på forfatterens hjemmeside, men dem har jeg kun kommenteret i mit stille sind, ikke i avisen og ikke engang på bloggen, min fortolkning af skulderkulden må derfor blive, at det er en fornærmethed på forhånd og for en sikkerheds skyld, at det er historien om en forventet fornærmelse: når forfatteren nu anser det for så godt som uafvendeligt, at jeg, anmeldelse eller ej, ikke kan undgå at disse hans/hendes bog, er det allerede ulideligt at sige dav.
(Clue: det er ikke Christian Dorph, der om et par uger udgiver digtsamlingen En drøm om kærlighed, som jeg ikke må anmelde, fordi han og jeg i mange år var epigonværkstedkumpaner).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ej Lars, man kan altså ikke koge suppe på forestillingen om en kold skulder og servere det som gættekonkurrence for nyfigne.
SvarSletMåske kan man ikke det, men jeg synes jo, at det var skulderen der kogte (iskold hønsekøds)suppe på forestillingen om mig, og det optager bare helt ærligt og vildt irriterende min bevidsthed temmelig meget, når jeg står dér og vil hilse høfligt på og opdager, at det må jeg ikke, og desto mere og værre, når det så er en forfatter, hvis bog jeg måske skal anmelde lige om lidt og allerede, bogen altså, har dannet mig fordomme om (på grundlag af faktiske tekstprøver) som jeg forsøger at holde fra livet - det er bare et glimt fra en kritikers paranoide lørdag, og jeg gider ikke nævne navnet, fordi jeg ikke gider, at en evt. dårlig anmeldelse bliver anklaget for at være skulder-påvirket, men jeg gider heller ikke lade være, for det er (også) koketteri, og så bliver det en quiz, og kritikeren hængt ud som ikke bare paranoid, men også barnlig, men det er han så faktisk!, sue me!
SvarSletFørst en kold kande vand og nu en kold skulder.
SvarSletIb Michael som den næste istid?
Kierkegaarden kalder os alle, vi kan endnu nå at tø op.
Jeg skrev den bog med min kolde skulder.
SvarSletKatrine Marie Guldager?
SvarSletNjiiells Ljyingsøeee
SvarSlet! ?
SvarSlet? !
Nogenledes uforløst quiz, skulle man mene ...
SletPete Hegn ?
SvarSlet(spøgelsesromanen "Dr. Gruks 1000 ører")
Pablo?!
SvarSletAt leve for striden.
SvarSletDet kan synes overraskende, at en personage som vores allestedsnærværende hr Lars Bukdahl i den grad helliger sig striden med sine litterære med- og modkombattanter. Det forekommer ærlig talt som et noget fortærsket fortagende, ja da nærmest som en lidet udholdelig føljeton, som på den måde presses ned i halsen på os andre. Det er jo ikke for at tage bad i mavesyre, man går ind på denne ellers udmærkede side og læser. Næ, det er faktisk fordi, man har en interesse for litteratur. En interesse, som man har kultiveret gennem et langt professionelt liv. Når man så skal læse hr Lars Bukdahls udfald mod snart sagt alle andre, der måtte have krydset hans vej, ja da bliver man træt. Meget træt. Kunne vi ikke lade barnlighederne og pinlighederne ligge for en stund og se fremad i stedet for at hænge fast i alskens personfnidder. Det giver jo nærmest indtryk af, at hr Lars Bukdahl lever for striden. Det kan på ingen måde være i vores alle sammens kritikkers interesse at male sig selv op i et hjørne, hvor der tilsidst ikke længere er nogen, der tager én seriøst. Huske nu på: Adel forpligter!
Lektor Jens Madsen
Lars, du nyder selv at udstøde, sparke og stikke med kniv i mørke.
SvarSletDet her er jo bare som at se en rovfugl jamre over, at musen gik sin vej.
Her sparker jeg ham ned og hopper på ham, og så smiler han ikke engang til mig.
SvarSlet