torsdag den 27. december 2012

Det regner i vores København

som det regnede i vores London:

Forfriskende støvet. 

Hjerterne er to vandpytter,
der flyder sammen med et

fint plask.
Indsendt af kl.
Etiketter: , ,

2 kommentarer:

  1. Anonym30. december 2012 kl. 11.28

    Dette er første anonyme angreb på et pinligt, uoverskueligt dårligt digt. Det er simpelthen så lavt, at ethvert angreb på en bog fra LB fra nu af, burde være diskvalificeret. Dette at stille en Paul Verlaine-reference ind, gør kun hullet dybere.
    Og ja: dette er en blog, og man må skrive, hvad man vil på ens blog. Men samtidigt: det forpligter at lægge ting ud i offentligheden. Og når man samtidigt er redaktør på et tidsskrift, når man samtidigt for et godt ord halshugger bøger, så viser dette ovenstående "digt", hvem poesiens største fjende i virkeligheden er. Sjusk. Mangel på ambitioner. Kliché. Og også selvom det er dækket ind af en vis selvsmagende ironi, der tilhører 90'erne, må vi alle mærke denne tristhed i vores indre.
    Det er fint at være inkluderende, men for ævlet: at kaste sig frådende over eksempelvis SUTs regnvejrs metaforer, når man selv uden vamlen lægger sådanne forudsigelige linjer offentligt.
    Dette dobbelte linjebrud til sidst som en lille trommehvirvel, og så så kedeligt: med et ... fint plask.
    Det er et nummer, der hørte hjemme i starten af forrige århundrede; ikke nu.
    Det er simpelthen diskvalificerende for al kritik af nogen skrivende. Dette digt viser sig grumt at rumme misundelsens alvor, når der angribes til højre og venstre af Lars Bukdahl (som dog - det tjener til hans ære i modsætning til mig - tør stå ved sit navn i sin kritik).
    At Bukdahl sidder så voldsomt på poesien i DK, viser tydeligt den helt himmelråbende krise poesien er i. At han samtidigt sidder som formand for Forfatterskolens bestyrelse, viser hvor himmelråbende en krise forfatterskolen i virkeligheden står i. At han sidder som redaktør på landets ældste tidsskrift for poesi, viser, hvor himmelråbende fortabte unge skrivende er.
    Det er trist men sandt. Dette besidderiske over de unge skrivende, dette: her kommer mine digtere, der flyder fra Bukdahls pen. Det er pinligt. Og trist.
    Og selvfølgelig er det i virkeligheden ikke Bukdahls problem. Han kæmper for sit litteratursyn, modigt og stolt og frygtindgydende ærligt. Men tristheden er den brede tone, som gør, at Bukdahl ikke for alvor møder modstand, at der ikke er andre, der kæmper for en anden og smukkere og mere ambitiøs poesi. Som klimaet i kritikken er idag, er det en tristhed, at skabe noget som helst. Man bliver enten forgudet (og ingen er jo guder) eller ignoreret eller mast. Der er ingen diskussion af, hvad poesien betyder, hvad værkerne i virkeligheden har på spil. Istedet er vi et sted, hvor det handler om at sige "Du er inde" eller "du er ude". Det er en stor ligegyldighed om man er det ene eller det andet. Men det er ikke ligegyldigt at tale om værkerne. Den samtale, den diskussion er afsporet. Én af samtalepartnerne, præstere så elendige digte, at hans angreb burde skamme sig. Fx at hive Josefine Klougart igennem sølet, en ung skrivende, der kun har gjort det galt, at gøre sig umage. At hive den ene efter den anden gennem sølet, når man selv sidder med så latterligt ligegyldige linjer på hånden. Det er en skam. Det er et vidne om, ikke at fortjene den position omverdenen har givet.
    Ja. Jeg er anonym. Men det er vel også ligegyldigt, hvem afsenderen er. Hvis det er latterligt, hvad jeg skriver, hvis folk er uenige, kan de jo kaste sig over mig. Eller give mig ret.

    SvarSlet
  2. Niels6. februar 2013 kl. 15.59

    Hvorfor er du dog så fjendtlig, hr. Anonym? Tør du ikke stå frem?

    Bukdahl har da bare lavet et lille poetisk digt om regnvejr, hvilket der efter min mening er lidt for meget af her i DK - kan ikke se det helt store problem i det?

    SvarSlet

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)