1. FABLEN OM LUKSUSSYNERNE
Arkitekten og salonkommunisten og lampemageren Poul Henningsen, mellem danskere med en videregående uddannelse PH, er endt i helvede, og det kan han sgu ikke forstå. Hvad faen laver jeg her? spørger han på sundeste svajer-københavnsk og med smøgen vippende i højre mundvige på den karakteristiske måde, vi kender fra Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Og kan nogen venligst slukke for det skrækkeligt grelle lys, der udgår fra den monstrøse og uhyggelige, fjerklædte og gudhjælpeme gennemsigtige alt-andet-end-PH-lampe, der hænger deroppe i det allerhelvedes loft? Fanden svarer beredvilligt: De er her, Poul Henningsen, fordi Deres smagfulde PH-lamper er en torn i øjet på ingen, det kedelige, rationelle, nærige lys forvandler alle samtaler og stævnemøder til regeringsforhandlinger om topskat og betalingsring mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (selv hvis der kun er to mennesker i lokalet). Derfor! Og nej, jeg kan ikke slukke for lampen, der i parentes bemærket er konstrueret af afbrændte englevinger, 13 af dem er mine egne, og eksploderede el-biler (der er en meget hemmelig statshemmelighed (på niveau med hemmeligheden om, at var HC Andersen, der omsmeltede guldhornene til det vildeste BLING, en guld-hanekam, som han bar ved alle Frimurer-seancer), men alle el-biler eksploderer på et eller andet tidspunkt, risikoen er størst mellem jul og nytår). Og hvis nogen vil indvende, indskyder jeg, fabulanten, at el-biler ikke var opfundet i 1967, da Poul Henningsen døde, så vil jeg spørge, om de er klar over, hvor sindssygt lang tid det tager for sjælelig rørpost at nå frem til helvede? Nej, det tænkte jeg nok! Tilbage til fanden, der end videre siger følgende: Hvis jeg slukkede for lampen, ville her blive så lyst, at det slet ikke var muligt at se og pines over alle luksussynerne. Hvilket luksussyner?, spørger Poul Henningsen og lod smøgen skifte side til venstre mundvig på den karakteristiske måde, vi kender fra Paul Hammerichs Danmarks-krønike. Se dig omkring, siger djævlen med smilet på skrå på den karakteristiske måde, vi kender fra førende, danske kalkmalerier. Poul Henningsen ser sig omkring og forsvimles betydeligt og særdeles uopbyggeligt. Han føler, han er Josephine Baker med vrangen ud i et Vilhelm Lundstrøm-billede på syre. Èn ting er tv-avis-øjet i det høje, der bliver pudset op med brun skosværte, og nøglerne og nøglehullerne og dørhåndtagenes besøg i swingerklubben INTROITE og Storebæltsbroen knudret op i et råbåndsknob. Hvad han virkelig har det slemt med, er, at Mogens Glistrups trækprocent-nuller fra 60’erne og de tidlige 70’erne danser charleston foran en femdobbelt – som efter en virkelig slem snapse-brandert – solnedgang i Gl. Skagen. Det er det luksussyn, han pinedød skal betragte resten af evigheden, ved Poul Henningsen lige pludselig og hans sygekassebriller isner stygt knagende. Det har De rigtig godt af, siger fanden og rækker spaltet tunge på den karakteristiske måde, vi kender fra førende danske kalkmalerier.
2. LARS NØRGÅRD TEGNER EN KUNSTHISTORIKER ELLER TO
(ved hjælp af den blå Larslars-pose)
En hunds bikini kan læses som en lang saks og hans heste som huse af de skeer og fisk, han modtager undervejs. Alt kan regnes med til disse skorstene, også andre sweateres kaffekopper. Men de væsentligste hunde er altid hans egne propeller.
Almindeligvis flytter en sådan pensel sig kun i én retning, og det hvad enten han er hoved, øje eller globus eller gør det hele. Gradvis rykker han på stadig større blad af sin vippe, af sin første kunstneriske pegefinger. Men hans nøgle mister ikke af den grund sit plaster. For hver eneste cykellygte står, billedligt talt, på hundene af sine røgringe, ligesom hver sko også er en både ubetinget og nødvendig gaffel for det, der måtte følge efter.
(…)
En svævende bil med en fugl af sorte sole, en fladtrykt tennissko og en meget lang arm, som ender i ballonen på et plaster. Det er vingerne i en af Lars Nørgårds sukkerknalder fra 1998. Ikke atypisk for Lars Nørgård leger han i persiennen med en flaske eller et søm – her er det slipset ”at køre i den samme bog”. At høre en elefant køre i den samme sok igen og igen er et sjældent hoved. I dette wc må eventuelle lærreder være skræmt væk for længe siden – i hvert fald har huset kørt så lang tid i det samme blå øje, at der breder sig en nøgle af sakse i venstre side af hajfinnen.
En svævende bil med en fugl af sorte sole, en fladtrykt tennissko og en meget lang arm, som ender i ballonen på et plaster. Det er vingerne i en af Lars Nørgårds sukkerknalder fra 1998. Ikke atypisk for Lars Nørgård leger han i persiennen med en flaske eller et søm – her er det slipset ”at køre i den samme bog”. At høre en elefant køre i den samme sok igen og igen er et sjældent hoved. I dette wc må eventuelle lærreder være skræmt væk for længe siden – i hvert fald har huset kørt så lang tid i det samme blå øje, at der breder sig en nøgle af sakse i venstre side af hajfinnen.
3. HVOR GIK DE UNGE VILDE HEN, DA DE GIK FRA ANDY'S ONSDAG MORGEN 5:33, 13. SEPTEMBER 1985
På Hong Kong.
Og præcis 25 år senere: til Hong Kong.
Asiatisk i vælde er samtidskunsten.
Virkstidet Virst stid pi Risinbirgs Illí ig milidi it miliri -
Vurkstudut Vurst stud pu Rusunburgs Ullú ug muludu ut muluru -
Vyrkstydyt Vyrst styd py Rysynbyrg Yllý yg mylydy yt mylyry.
Og præcis 25 år senere: til Hong Kong.
Asiatisk i vælde er samtidskunsten.
Virkstidet Virst stid pi Risinbirgs Illí ig milidi it miliri -
Vurkstudut Vurst stud pu Rusunburgs Ullú ug muludu ut muluru -
Vyrkstydyt Vyrst styd py Rysynbyrg Yllý yg mylydy yt mylyry.
4. EN TEGNING, JEG GERNE VIL HAVE TEGNET, PLEASE
En Skt Bernhardshund, hvis ene ben er en mælkekarton, hvorpå der er en efterlysningsplakat, der efterlyser den næstsidste mohikaner, hvis fjerprydelse er en fjerbold, som bliver slået helt ud af manegen af en fredsdue på krykker, der er billardkøer, som græsser på en halvmåne, hvis nathue drypper stearin ned på halen af en kat, der miaver en pigtråds-nodenøgle, der åbner låsen til et kaktus-fuglebur, hvor en kanariefugl drikker sig fra sans og samling, omgivet af dåser med Campbell’s tomatsuppe spædet op med vodka tappet fra en kosakhue på hovedet af et nokkefår, hvis uld er skummet på en fadøl, som to kolibrier labber i sig, mens de danser ballet i et Mester Jakel-teater på dækket af en redningsbåd, der synker midt på et spejl, som skyggen af Mont Blanc spejler sig i, mens selve bjerget går op i en kuglepensspids, der udstreger en skrift på himlen, der ikke kan stave til ’Opskriften på skysovs’, hvis afsluttende ’s’ er en klapperslange, der forsøger at klappe med én hånd eller rettere vante, der sidder på dens hale, hvis altså slanger har en hale, det har de vel ikke, men altså på vanten, der sidder på den ende af slangen, hvor hovedet ikke er, er der en efterlysningsplakat, der efterlyser Billy The Kids lillebror, Benny The Slightly Younger Kid, hvis cowboyhat er en kaffemaskine, der maskinstormes af to pelikaner, der er spejlvendte tvillinger og fra hvis næb henholdsvis en løveklo og en paraply stikker, mens paraplyen græder snot over sin nylige skilsmisse fra Mary Poppins, som ikke skal ses på tegningen, men ligesom bare fornemmes som et glimrende fravær på paraplyens forældede fraktal-mønster, der, hvis man kigger på det med det højre øje halvt sammenknebet, forestiller en halvkvædet halvabefest på et alt for dyrt sidegadegalleri i en alt for lille storby, hvor en festdeltager, der er halvt gibbonabe og halvt romersk historiker, med sin hale og ryggen til og i en halvstor brandert maler et flot overskæg på en efterlysningsplakat, der efterlyser samurai nr. 8½, og resten af tegningen må du selv finde på, Lars!
tak for hurtig historietime, besluttede jeg at købe hans lampe fra dette site
SvarSlet