Dickens er for fanden umådeholdet selv

Jeg fik min bladren i det nye nummer af Standart - hvis temasektion om "Litterær offentlighed" jeg skal diskutere med bl.a. og gudhjælpeme min egen redaktør Anna Libak i angiveligt 3½ TIME (!!??) lørdag i Møstings hus - fuldstændig ødelagt, da jeg fangede navnet på mit prosaidol DICKENS i Ole Nyegaards essay "Middel(mådigheds)klassens litteratur" som, læste jeg med vantro øjne, præmieeksempel på snusfornuftig middelklasse-litteratur!!!!!!!!!!!!!!!!!???????????? vs. åh så subversive Flaubert; af ren aggression citerer [OG KOMMENTERER] jeg generøst: 

Spændingen i Dickens romaner består i protagonistens og læserens kamp for klarhed - i rejsen fra kaos til orden [DICKENS' ROMANER ER FORMALISERET KAOS, VITALT-ARTISTISK UDSYRENDE ANTI-ORDEN], fra narrativitet til erfaring. Tag f.eks."Great Expectations" ["TILFÆLDIGVIS" EN AF DICKENS' KORTESTE, MEST VELORDNEDE OG VEL PLOTTEDE ROMANER] Pip, den naive protagonist, bliver klogere undervejs, men altid længe efter læseren har indset hans fejl. Selvom førstegangslæseren ikke har gennemskuet plottet, vil der være rig lejlighed undervejs til at gennemskue intrigen inden protagonisten gør det (kun de mest naive af læsere kan tro, at Miss Havisham er Pips velgører). Personerne hos Dickens tegnes op med strøg, så alle kan være med [ELITÆRT BULLSHIT, FOR EN GANGS SKYLD]. Protagonisten udvikler sig og gør det på baggrund af et persongalleri med særligt iøjnefaldende karaktertræk. Så selvom plottet virker knudret, er Dickens' verden overskuelig [TAKKET VÆRE ECRITURENS OG PERSONGALLERIETS OVERLAPPENDE, VILDT KNOPSKYDENDE AUTONOMI ER DICKENS' VERDEN IMMER LIFLIGT UOVERSKUELIG].
Enkle ledemotiver: som Magwitchs hals, der klikker, når følelserne overvælder ham; Joes banale fraser; Wemmicks mund, der er som et postkontor; Jaggers der gnaver sin finger - alle Dickens' ledemotiver kører regelmæssigt [NEJ, DE KØRER PÅ HØJE NAGLER HELT AF SPORET], og ved hjælp af dem føres læseren gennem bogens overskuelige verden, hvor dårskab straffes [NEJ, DÅRSKAB BELØNNES, KUNSTNERISK], og de ydmyge og renhjertede belønnes [JA, PLOTMÆSSIGT, MEN SGU DA IKKE I DEN KUNSTNERISKE (MANGEL PÅ) ØKONOMI], og en fornuftens verdensorden bekræftes [NEJ, NEJ, NEJ, NEJ].
 Dette gør Dickens til model [PÅ UFORHOLDSMÆSSIGHED]. I Dickens' romaner får læseren (uanset fortælleren) en genkendelig stemme [LÆSEREN FÅR ET UTAL AF EXTREMT MÆRKELIGE STEMMER FORUDEN FORTÆLLERENS CRAZY VIRTUOST KAMÆLEONISKE STEMME]. Der fortælles fra et center af moralsk ansvarlighed, hvorfra de dumme, forløjede og ansvarslæse og deres vildfarelser udleveres [NEJ, TRIUMFERER], mens den sunde fornuft trimuferer [TABER EKLATANT]. Dickens' romaner inkarnerer den ultimative Middelklasse-stemme, en farveløshedens [??????????????????] og middelmådighedens [???????????????] grundtone, hvorfra afvigelserne, det kulørte, det ekstreme udstilles og kommenteres [JA/NEJ, ILLUMINERES OG CELEBRERES].

Den moralske fordømmelse i dette (minutkorte - til forskel fra Zachs sekundportrætter) portræt af Orlick fra Great Expectations overdøves totalt af skikkelsesdannelsens (for både forfatter og læsere) uimodståelige egenvilje:

Now Joe kept a journeyman at weekly wages whose name was Orlick. He pretended that his christian name was Dolge - a clear impossibility - but he was a fellow of that obstinate disposition that I believe him to have been the prey of no delusion in this particular, but willfully to have imposed that name upon the village as an affront to its understanding. He was a broad-shouldered loose-limbed swarthy fellow of great strength, never in a hurry and always slouching. He never even seemed to come to his work on purpose, but would slouch in as if by mere accident; and when he went to the Jolly Bargeman to eat his dinner, or went away at night, he would slouch out, like Cain or the Wandering Jew, as if he had no idea of where he was going, and no intention of ever coming back. He lodged at a sluice-keeper [sluse-passer] out on the marshes and on working-days would come slouching from his hermitage, with his hands in his pockets and his dinner loosely tied in a bundle round his neck and dangling on his back. On sundays he mostly lay all day on sluice-gates, or stood against ricks and barns. He always slouched, locomotively, with his eyes on the ground; and, when accosted or otherwise required to raise them, he looked up in a half-resentful, half-puzzled way, as though the only thought he ever had was that it was rather an odd and injurious fact that he should ever be thinking.

En døgenigt excessivt udødeliggjort!