Varm luft taler med kløvet tunge

Janus Kodal har en forvirret kronik (vistnok ca. lig hans pamflet, som jeg ikke har set endnu) i Politiken i dag, "Monopol og moral", der skal være et forsvar for vandkastningen i Litteraturhaus og mestendels former sig som en mindre skarp og mere klynkende gentagelse af pointerne i Mikkel Thykiers pamflet Over for en ny virkelighed (den MT, der i sin tid protesterede kraftigt mod det uetiske i, at JK mod hans vilje tog billeder af ham og offentliggjorde dem på sin hjemmeside) Men når nu JK taler så meget om moral og etik, hvorfor er han da så UÆRLIG ikke at røbe, at den primære bevæggrund til aktionen var min kritiske WA-anmeldelse af hans nye bog, og - hvilket er det virkelig IRONISKE faktum vs. al JK's snak i kronikken om "forfatteren omringet af stilhed og ingen lyd" - at den anmeldelse er den ENESTE, bogen har modtaget i det JK selv kalder 'kulturbærende aviser'. Ingen andre kritikere anerkender (eller får/giver sig selv lov til at anerkende), at JK efter sin exit fra Gyldendal stadig har et forfatterskab. Hvilket bare ikke er nok for digteren, han vil også forstås (kritikeren skal "fatte, hvad der er på færde i det skrevne") og have ros. Jeg er helt med på det bekymrende og triste i den eksklusion, der foregår lige nu, af smal/eksperimenterende/kompromisløs etc. litteratur på forlag og i aviser, men det er i al ubeskedenhed svært at finde en kritik, der er mere inklusiv grænsende til det sygeligt nærsynede end min egen. Derfor bliver JK nødt til, i den personlige afdeling af kronikken, at anklage mig for at være perfid og fordomsfuld og uvidende og "udvise manglende etik", og som sædvanlig gøre det uden et eneste eksempel, hvilket i min bog lige nøjagtig er at være perfid og fordomsfuld og uvidende og udvise manglende etik:

En af de anmeldere, som i særlig grad handler efter forgodtbefindende, er Lars Bukdahl. I aviser, bøger og i undervisningssituationer [!?] prøver han, i et stadigt forsøg på at bevise, at han ikke er en klavertangent, at opfinde sin egen litteraturhistorie. Det er i sig selv prisværdigt, hvis det ikke var fordi, hans fordomme, perfiditet og mangelfulde internationale orientering fyldte så meget.
Når man ser at en sådan anmelder, om hvem, man ved, at han rent faktisk kan læse, nu ikke mere gør det, bliver man forstemt som ved enhver anden adfærd, der demonstrerer svigtende etik.

Hvad betyder det i særlig grad at handle efter forgodtbefindende, når det ikke betyder, som det gør andre steder i kronikken, at ligge under for bestsellerlisterne og undlade at anmelde smalle bøger? Så betyder det, at jeg på en underlødig (dvs, intenderet vittig eller bare - kritisk) måde skriver kritisk om visse bøger, herunder nogle af de smalle bøger, som de andre kritikere slet ikke skriver om, primært dem skrevet af JK. At jeg ikke mere læser, betyder at jeg ikke længere, som jeg en kort overgang (1 værks tid) gjorde, læser JK udelt positivt. Sikke uklartekst!