søndag den 1. maj 2011

Varm luft taler med kløvet tunge

Janus Kodal har en forvirret kronik (vistnok ca. lig hans pamflet, som jeg ikke har set endnu) i Politiken i dag, "Monopol og moral", der skal være et forsvar for vandkastningen i Litteraturhaus og mestendels former sig som en mindre skarp og mere klynkende gentagelse af pointerne i Mikkel Thykiers pamflet Over for en ny virkelighed (den MT, der i sin tid protesterede kraftigt mod det uetiske i, at JK mod hans vilje tog billeder af ham og offentliggjorde dem på sin hjemmeside) Men når nu JK taler så meget om moral og etik, hvorfor er han da så UÆRLIG ikke at røbe, at den primære bevæggrund til aktionen var min kritiske WA-anmeldelse af hans nye bog, og - hvilket er det virkelig IRONISKE faktum vs. al JK's snak i kronikken om "forfatteren omringet af stilhed og ingen lyd" - at den anmeldelse er den ENESTE, bogen har modtaget i det JK selv kalder 'kulturbærende aviser'. Ingen andre kritikere anerkender (eller får/giver sig selv lov til at anerkende), at JK efter sin exit fra Gyldendal stadig har et forfatterskab. Hvilket bare ikke er nok for digteren, han vil også forstås (kritikeren skal "fatte, hvad der er på færde i det skrevne") og have ros. Jeg er helt med på det bekymrende og triste i den eksklusion, der foregår lige nu, af smal/eksperimenterende/kompromisløs etc. litteratur på forlag og i aviser, men det er i al ubeskedenhed svært at finde en kritik, der er mere inklusiv grænsende til det sygeligt nærsynede end min egen. Derfor bliver JK nødt til, i den personlige afdeling af kronikken, at anklage mig for at være perfid og fordomsfuld og uvidende og "udvise manglende etik", og som sædvanlig gøre det uden et eneste eksempel, hvilket i min bog lige nøjagtig er at være perfid og fordomsfuld og uvidende og udvise manglende etik:

En af de anmeldere, som i særlig grad handler efter forgodtbefindende, er Lars Bukdahl. I aviser, bøger og i undervisningssituationer [!?] prøver han, i et stadigt forsøg på at bevise, at han ikke er en klavertangent, at opfinde sin egen litteraturhistorie. Det er i sig selv prisværdigt, hvis det ikke var fordi, hans fordomme, perfiditet og mangelfulde internationale orientering fyldte så meget.
Når man ser at en sådan anmelder, om hvem, man ved, at han rent faktisk kan læse, nu ikke mere gør det, bliver man forstemt som ved enhver anden adfærd, der demonstrerer svigtende etik.

Hvad betyder det i særlig grad at handle efter forgodtbefindende, når det ikke betyder, som det gør andre steder i kronikken, at ligge under for bestsellerlisterne og undlade at anmelde smalle bøger? Så betyder det, at jeg på en underlødig (dvs, intenderet vittig eller bare - kritisk) måde skriver kritisk om visse bøger, herunder nogle af de smalle bøger, som de andre kritikere slet ikke skriver om, primært dem skrevet af JK. At jeg ikke mere læser, betyder at jeg ikke længere, som jeg en kort overgang (1 værks tid) gjorde, læser JK udelt positivt. Sikke uklartekst!

7 kommentarer:

  1. LB's anmeldelse af Sabotage II afrundes (som jeg erindrer) med en opfordring til JK om i sin næste bog at forsøge at skrive mindre kedeligt og noget i stil med René Jean Jensens seneste digte. Jeg kan egentlig godt forstå at JK (bl.a.) bliver irriteret over et sådant udsagn (selvom han vægrer sig ved at sige det); for det udsiger intet andet end at LB synes at Jeg har planlagt at dagdrømme er sjovere læsning end Sabotage; & so what!

    Sabotage I/II er på mange måder umulig og irriterende læsning, men det mindste man som anmelder kunne gøre, ville være at sætte sig ind i hvad det er forfatteren har forsøgt at gøre/skrive for derefter at gøre KONSTRUKTIVT (ikke bare med sjove neologismer) rede for hvorfor værket opfylder (eller ikke) forfatterens intentioner. At bede forfatteren om at skrive som en anden, er blot en ligegyldig smagsdom.

    SvarSlet
  2. Jeg har selv plæderet for at anmeldelser helst ikke må være kedelige. Men det betyder ikke at man forfalder til dikotomien sjov vs. kedelig. Det sjove kan snildt være kedeligt og vice versa.

    NB: Og JK's klovnenummer var bare utilgiveligt dumt; det ændrer ingen kronikforklaringer ved.

    SvarSlet
  3. Enig i at der findes kedsommelig sjov og sjov kedsommelighed, men der findes også kedsommelig kedsommelighed, og det er vistnok faktisk intentionen i JK's bog, men skal jeg så absolut synes bogen er god, fordi han lever op til denne traurige intention (jf. citat fra pressemeddelelsen, citeret i blogposten med den afviste WA-kommentar nedenfor)? Pointen i henvisningen til RJJ's bog var at pege på en væsensforskellig fragment- og fragmenteringspoetik. Før RJJ-henvisningen citerer jeg et stykke tekst og smagsbedømmer det i forhold til - ikke RJJS fynd-optimerende poetik, men - en pragmatisk-æsteticistisk alt-andet-end-kedeligt-kedeligt-poetik, er det ikke faktisk fair (og hvorfor kan neologismer ikke være konstruktive?)?:

    : ”Pudrer. Diskrimineret. Helt hen til/ den slettede. Berøring. Tilføjelserne./ Mast. Og i flasken. Trompe l’oeil./ Bølger og hejst. Med sejl. Og skibe.”
    Heller ikke som hermetik fungerer det, fordi intet fascinerer eller frastøder, intet glitrer eller punkterer, intet mærkværdiggør sig sanseligt!

    SvarSlet
  4. OK, der står i anmeldelsen at Kodal ønsker at undgå mening (præfabrikeret betydning) og resultatet finder du traurigt - så langt så godt - ; men det fremgår intetsteds at intentionen bag Sabotagestykkerne skulle være ønsket om (bevidst) at kede læseren jf. interview:

    http://www.information.dk/blog/kamilla-loefstroem/227598

    JK skriver ikke ud fra en "traurighedspoetik", blot fordi læseren opfatter Sabotage som traurig. Og det er ikke sammenligningen med RJJ der er problemet; det er derimod den provokerende/patroniserende opfordring til JK om at skrive som RJJ.

    SvarSlet
  5. Hvor sidder bæltestedet hos dig, Lars B?

    "Ingen andre kritikere anerkender (eller får/giver sig selv lov til at anerkende), at JK efter sin exit fra Gyldendal stadig har et forfatterskab."

    Ikke nok at bruge udeblivelsen af anmeldelser til at underbygge ovenstående postulat. Det er grimt, Lars. Kom tilbage på egen banehalvdel.

    k

    SvarSlet
  6. Nu har jeg fået selve JK's pjece i hånd og det er 1:1 kronikken i Politiken, som der er link til ovenfor, 73 kr. sparet!

    Lige til Erik: Klart nok synes jeg ikke, at JK skal skrive som RJJ - og der står jo ikke engang, at han skal skrive som RJJ, men at han skal "låne" en håndfuld af hans sentenser og "gentage" ham, det skriger (og gerne patroniserende) på ikke at blive taget bogstaveligt) - men at han skal følge det, jeg ovenfor kalder RJJ's fynd-optimerende fragment-politik PÅ SIN EGEN MÅDE. Og nej, JK's poetik er vel ikke intenderet traurig (som fx dele af Mikkel Thykiers poetik i hans pjece er I TEORIEN), men den er det i forhold til tidligere JK-poetikke, Zibebe-poetikken og slammer-poetikken fx (der er mange at vælge imellem) by default så at sige, ved at vælge show (Højholt), fynd, crazyness, kontrast etc. fra som en (xtra) nødvendig faktor i sabotagen.

    Lige til Kenneth: Jeg anerkender, at JK har et forfatterskab! Det er et faktum, at JK's seneste bog ikke er anmeldt andre aviser end WA, men at han, da han udkom på Gyldendal, blev anmeldt de fleste steder, og det er JK selv, der sammenkæder anerkendelse (og deraf (igen ifølge JK) følgende legater, oplæsninger m.mm) med (avis)anmeldelser, ergo er JK kun anerkendt i WA, og så er det jeg synes det bliver noget absurd, at jeg skal være hovedskurk, bare fordi min anmeldelse er kritisk, for så handler det lige pludselig om, at den er kritisk på en forkert (= perfid) måde, og så er sagen jo ikke længere principiel ((ikke-Gy-udkommende) poesi & co.s forsvinden fra mediebilledet), men privat: Du er dum, fordi du siger, jeg har skrevet en dårlig bog.

    SvarSlet
  7. - måske en relevant debat, som kørte af sporet fordi det er det, som er mest interessant for medierne? Forresten interessant at kronikken og pamfletten er en og samme sag, ikke at det er forkert, det er blot godt at vide... :-)
    Her er de overvejelser, som debatten har givet mig anledning til . http://perolofdk.wordpress.com/2011/05/16/digte-kritik-debat/

    SvarSlet