Let's Talk About S.U.T - Anmeldelse In Progress

Tirsdag 1. marts udkommer Søren Ulrik Thomsens første digtbog i 9 år og første digtsamling i 16 år, Rystet spejl, hvilket - på grund af tavsheden/tavshederne (ind mellem fik vi en debatbog og en fotobog og en essayopsamling) og Thomsens status som Stor Digter (som tavsheden paradoksalt har styrket eller i det mindste opretholdt (selvom Thomsens idol Merete Torp til hver en tid er tavsere)) - er en Stor Begivenhed.

Jeg vil ikke påstå, at udgivelsesugedagen bevidst er valgt for at genere Weekendavisen, ligesom når Kongehuset proklamerer forlovelser og graviditeter onsdag eftermiddag efter sladderbladenes deadline (JO JEG VIL!),

men allerede i fredags var der store, ret cirka enslydende interviews i Information og Politiken, for man må nemlig gerne omtale en bog og interviewe dens forfatter før udgivelsesdagen, men den må "tidligst anmeldes den dag", ergo er dette ikke en anmeldelse, for jeg kunne ikke finde på ikke at adlyde Gyldendal; på den anden side synes jeg, det kunne være interessant at åbne op for anmeldelsesværkstedet, når jeg nu alligevel går og spekulerer på den anmeldelse hver evigt eneste dag og allerede har læst bogen ca. 1,7 gang (= en hel gang igennem, og så kan jeg ikke lade være hele tiden at slå op og læse et digt eller 2, hvilket betyder, at der er nogle digte jeg nu har læst 6-7 gange og andre jeg kun har læste en enkelt gang), derfor vil jeg oprette en ny blogpost-genre (som jeg sikkert, ca. og næsten, har praktiseret før, men ikke med det ord); Anmeldelse In Progress, hvor forskellige indgangsvinkler til (anmeldelsen af) bogen skitseres og overvejes, hvilket IKKE er det samme som en anmeldelse (og 1 regel kunne være, at man kun citerer digte, der allerede er citeret i interviews og foromtaler (hvilket man nemlig åbenbart gerne må, citere digte i etc.)), det er anmeldelsesskitser, and here goes:

Da jeg læste det intakt citerede og særligt fremhævede digt i Informations interview (før jeg senere på dagen fik selve bogen i hænde og glubsk læste løs (i Dagmars café)), var det første, der slog mig, det aforistiske præg - og ikke kun fordi jeg om onsdagen havde skrevet en lille anmeldelse af Ludwig Wittgensteins Kultur og værdi - spredte betragtninger, der fokuserede på aforismen som god og ond genre, men også derfor - og da jeg senere på dagens glubsk læste videre (i Dagmars café), så jeg med rette eller urette aforistik over det hele, men her er foreløbig digtet fra Information:

Her skulle egenlig have stået et digt
som jeg har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg er underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.

Det (bevidst? men i så faldt lidet dynamisk) selvmodsigende ved de første 6 linjers metaudsagn er selvfølgelig, at de næste 9 linjer er temmelig "typiske for min poesi" - det er kun den "rammende bemærkning om mine fjender" vi/JEG desværre må undvære (IGEN!). Man kan læse hele digtet som én aforisme, eller de sidste 9, 8, 6, 5 (med let forskudte og ændret ordstilling) linjer som én aforisme, men lige meget hvor lang digtets aforisme er, så er der ingen tvivl om, at den målrettet tæller ned til de sidste 2-3 linjers fyndigt svirpende finish. Og det, jeg spekulerer over, er aforismens poetiske funktion og kvaliteter og mangel på samme - når den ikke (som her og dér Wittgenstein nemlig) selvironiserer over sin aforisme-agtighed og generelle og specifikke poesi-typiskhed, hvilket, så vidt jeg kan læse, ikke sker i dette digt (ligesom det heller ikke er meningen, at man skal studse over det lettere besynderlige faktum, at digteren er iført sin morfars koksgrå jakkesæt (hvilket nemlig ikke lyder som en metafor, men som et en "realistisk" oplysning), som lettere besynderligt). I Wittgenstein-anmeldelsen peger jeg på den konkrete billeddannelse som aforismens poetiske punkt eller moment (der har det med, i sin sansede præcision, at overstråle den afledte aforistiske-allegoriske pointe), men ud over syrenerne og jakkesættet er der ingen billedlige konkreter i teksten og finishen er rent abstrakt, eftersom"krydse grænsen" her er en heldød metafor. Thomsen har altid så travlt med at forsvare poesiens særlige domæne mod konkurrerende og kontaminerende diskurser, men hvad er forskellen på dette digt og en aforisme, bortset fra linjeskiftene og den let optimerede vellyd? I Wittgenstein-anmeldelsen (jeg håber stærkt den kommer i avisen på fredag) fremhæver jeg Renè Jean Jensen som en (post)moderne aforistiker i poesi og kortprosa, for hos RJJ er aforismen ikke viljestærk, autoritativ visdom, men et legesygt, foreløbigt (gerne billedbåret og helst selvironisk) spidsformuleringsforslag i ét mylder, eller er dette en falsk, rent litteraturpolitisk modsætning ... ?

Og her slutter denne Anmeldelse In Progress, som den skal, med det modsatte af en konklusion:

Hmmmmmmm!