- flashback til 80'ernes blodige poesikrig:
At Vita Andersens digt er udformet uden brug af traditionelle lyriske virkemidler såsom vellyd, rytme, metaforer, stilfigurer m.m. betyder vel at mærke ikke at det helt savner sproglig struktur. Som det ses, betjener teksten sig hyppigt af gentagelsesmønstre: opremsninger i str. 1 og i alle underforløb parallelle sætninger bygget op med "hun" som begyndelse og subjekt. Det giver et præg af monotoni og uforanderlighed, som udmærker svarer til grundstemningen.
En anden struktur i digtet angives med det lille ord nu i str. 2. Vi bevæger os en smule i tid - fra en periode af rastløs foretagsomhed til udvejsløs, permanent krisetilstand.
Spørger vi nu ind i digtets verden, finder vi et overfladerealistisk dagligdagsunivers. Her er ting vi kan genkende, og med bestemt form på pilleglasset og bageren lægger forfatteren op til, at læseren kryber ind under huden på den selvmordsstemte kvinde - identificerer sig med hendes situation.
"Depression" søger altså at afbilde en virkelighed, at beskrive noget som-om-det-var-sandt. Det er realisme overført til lyrikken, kunst der søger at skjule kunsten som form og spil. Udtrykket skal tjene til at fremstille motivet. Ordene skal spille rollen som tjenere for et allerede givet virkeligheds-indhold.
Digtet vover af samme grund så lidt som overhovedet muligt, poetisk set. Læseren må for alt i verden ikke opdage sproget! Men netop af denne grund kan man sige, at digtet ligger 100 % under for sin egen sprogbrug. Idet forfatteren søger at lade ordene træde til side for at pege hen på indholdet, udtrykker hun en tyrkertro på, at sproget fungerer. At ord dækker verden, at mennesker i sidste ende ikke er så udsatte som teksten hævder at den stakkels kvinde er. Selv om digtet beskriver en krise, udgør det derfor, kunstnerisk set, en tryg idyl.
Anderledes med Søren Ulrik Thomsens digt.
- fra Erik Skyum-Nielsens programartikel "80'er-gespenstet" i Bogens Verden 1, 1983
Hvilket, hvis nogen skulle være tvivl, var en nødvendig tekst i en velsignelsesrig krig mod den helt rigtige fjende (hvilket på den anden side ikke er det samme som at Vita Andersens digt (læst i dag og med fx Helle Helle vibrerende i baghovedet) er en (SÅ) dårlig tekst).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Nødvendig, måske, men stadig overmåde firkantet. Jeg kom straks til at tænke på den her udsendelse:
SvarSlethttp://www.imdb.com/title/tt0344622/
...fra 1984, hvor Michael Strunge - med nyfarvet (vist nok "apache-black") sort hår - skældte særligt Lola Baidel hæder og ære fra. Da Baidel så havde læst et digt op, replicerede Strunge vist i øvrigt med, at "nå ja, nu havde Baidel så valgt at læse det eneste ordentlige digt, hun havde skrevet" (langt fra direkte citat).
Men hvor ER den udsendelse? Jeg kræver en folkebevægelse for at få den på DRs Bonanza straks!
Borum gav altid Vita Andersen gode anmeldelser, sjovt nok. Lola Baidel var han sandsynligvis efter, men husker det ikke. Og så var han efter Peter Poulsen og Kristen Bjørnkjær og sandsynligvis mange flere af de bløde mænd.
SvarSletborum pralede med at han kunne lide lola baidel
SvarSletTransskription af Bazar-samtalen (som kun findes på skrammede private video-optagelser, DR har den ikke) hentet i Vesterberg og Kongstads Dengang i 80'erne (hvor de også fortæller om efterfesten ...)+ et klip fra min artikel om Strunges krtik i antologien En bog om Michael Strunge:
SvarSlet”Jens Winther: Hvis man nu …
Pia Tafdrup: Nu vil jeg godt lige gøre det færdigt. Den der tredje fase vil på en måde vise, at sproget ikke holder. Altså den sætter en kritik ind i sproget, og jeg tor på mange måder, vi sætter ind dér og videreudvikler det.
Lola Baidel: Jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger.
Michael Strunge: Seerne er ikke så dumme, som man gerne vil have, de skal være.
Jens Winther: Hvis man nu skal være lidt grov. Så sidder I som repræsentanter for modernismen.
Michael Strunge: Jeg repræsenterer kun mig selv.
Latter. Pia Tafdrup omfavner smilende Michael Strunge.
Jens Winther: men modsat 70’er-lyrikken, så kan den digtning, der skrives nu, ikke sælges. Den vil forbrugerne ikke have. Men digtningen fra midt i 70’erne, den man kalder brugsdigtningen, den kunne sælge, er det ikke ubehageligt.
Michael Strunge: Næ. Nu ved jeg heller ikke, hvor meget mindre vi sælger. Men Vita Andersens 100.000 Tryghedsnarkomaner solgte udelukkende, fordi den bekræftede folk i, at de havde det dårligt. Men den gav ikke noget kunstnerisk udtryk for, hvordan man har det dårligt. Hvordan det virkelig er.
Latter. Lola Baidel ler meget højt.
Michael Strunge: Jamen, det er ikke nok at konstatere: Jeg har det dårligt, jeg går ned og køber flødeskumskager. Det er noget pis. Der må et indre udtryk til, som er meget stærkere.
Lola Baidel (ler stadig): Jeg synes nok, du har et meget nedladende syn på den danske befolkning og de læsere der er.
Michael Strunge: Det ved jeg ikke. Ikke mere end dig. Du sagde lige, du ikke forstod, hvad Pia sagde.
Lola Baidel: Det sagde jeg så sandelig, fordi jeg ikke forstod det. Hun henviser. Hun bruger en masse ord, som jeg ikke …
Michael Strunge: Det tror jeg ikke på.
Lola Baidel: Nå tak!
Michael Strunge: Det er en rolle, du spiller.
Lola Baidel: Nej.
Michael Strunge: Jo, det er det.
Lola Baidel: Nej, men hvis du fortæller mig, hvad jeg oplever, så kan jeg nemmere forstå, du har den kålhøgenhed, der skal til for at sige, hvad resten af Danmarks befolkning oplever.
Kristen Bjørnkjær: Jeg vil heller ikke gøres til sådan en klynketante. Jeg har skrevet mange forskellige slags digte. Jeg kan ikke gøre for, at folk lige præcis går hen og køber dem, hvor jeg skriver, at jeg er ked af det. Det må de jo blive glade for.
Michael Strunge: Men det bringer dem ikke en skid ud af det lort, de sidder i. Hvis man skal have noget poesi, der bringer folk ud af det lort, de sidder i, så skal man lave noget andet end det, der bare siger: Jeg har det dårligt. Du har det dårligt. Der skal et poetisk spark til.
Lola Baidel: Ja, men hvorfor sælger mine digte så? Der står ikke, at jeg har det dårligt.
Michael Strunge: Nej, men du var så heldig, at du læste det eneste gode digt fra din første bog. Jeg vil betegne det som fiduspoesi – det der du laver.
Lola Baidel: Hvad?
Michael Strunge: Det er fiduspoesi.
Lola Baidel: Nå, men det er fint.”
Indholdsmæssigt er der intet nyt på færde i Strunges polemik, og tonen er på ingen måde grovere end i f.eks. Skrigerne’s ”punktexter” men aldrig før eller siden er en generationskonflikt blevet opført live på dansk fjernsyn, og det er klart nok derfor, at Bazar-udsendelsen har fået så legendarisk en status, at den er blevet selve emblemet på 80’er-digtningens litteraturhistoriske moment: opgøret med 70’erne og den politiske/bekendende knækprosa. Selv om det hele jo for længst var overstået, 70’er-opgøret såvel som generationsoffensiven, og Strunge for længst havde absenteret sig fra den rolle som generationstalsmand, som han foran de snurrende kameraer ikke kunne lade være med at spille en allersidste gang. Søren Ulrik Thomsen, der medvirkede i udsendelsen som formummet violinist bag Lars H.U.G., der sang et par City Slang-numre, siger følgende ædruelige ord i Dengang i 80’erne:
SvarSlet”Jeg har haft stor glæde af at være del af den 80’er-generation, og Michael Strunge gør et arbejde, som altid skal gøres og altid bliver gjort. Derfor føler jeg også, at det er forkert af mig nu mange år efter at sige, at han gjorde det på en grim måde. Jeg havde jo fået en god rolle i den udsendelse, for jeg skulle ikke prætendere nogen form for seriøsitet, jeg skulle bare posere. Men alle generationer har sådan et negativt fællesskab, når de skal etablere sig: Man er enig om, hvem man er imod. Derfor er det pinagtigt, når Jens Winther hele tiden spørger: ”Hvad er det, der binder jer sammen?” Og spørgsmålet er endnu mere pinagtigt, for allerede i 1984 var folk meget mere interesserede i at fremstå som enkelte digtere frem for som generation.”
Hvis man vil fordømme knækprosaen fra 70'erne og som Skyum hævde, at den er udtryk for tyrkertro på, at sproget kan dække virkeligheden, så må man vel fordømme alle dem, der har skrevet på denne nyenkle måde, altså også Dan Turell, Lean Nielsen og Helle Helle.
SvarSletBogstaverne k o på papir er ikke en ko. Bogstaverne er tryksværte på valset træmasse. Bogstaverne kan ikke sige muh eller tygge drøv.
SvarSletOK, det har vi forstået.
Kan vi så få lov til at tale om koen?
Tak for transskriptionen. Bazar-udsendelsen ligger her:
SvarSlethttp://vimeo.com/18998203
vh Lone Ebbesen
Kære Lars og Lone,
SvarSletTusind tak for transskriptionen og linket til videoen! Strunges "det river ikke folk en skid ud af det lort, de sidder i" er et fantastisk motto :-)
Mvh
Uffe Holmsgaard Eriksen