fredag den 3. december 2010

Ho, Harald, tjo, Josefine

Fantastisk godt ramt af de danske medlemmer af bedømmelseskomiteen, Asger Schnack, Lilian Munk Rösing, Sven Holm, at indstille Harald Voetmanns dekadente-kyniske, historiske roman Vågen til Nordisk Råds Litteraturpris: vildt og præcist hovedværkende peaker et ungt forfatterskab -

men Forfatterskole(- og dermed Asger Schnack-)elev 2008-2010 Josefine Klougarts debutroman Stigninger og fald ... !!?? Der allerhøjest, som annonceret af titlen, er bumlet lovende, når der bare i år (bøger fra 2009 kan også indstilles) er udkommet fuldt ud fremragende bøger af fuldt ud fremragende forfattere som Niels Frank, Marianne Larsen, Pia Juul, Laus Strandby Nielsen, Simon Grotrian, Martin Larsen, Mikkel Thykier, Jens Blendstrup, Susanne Staun, Rasmus Nikolajsen, Preben Major Sørensen, Christina Hesselholdt, Jens Smærup Sørensen, Bent Vinn Nielsen, Hans Otto Jørgensen (som Klougart har lært et trick eller to af) m.fl. Det er sgu da heller ikke at gøre den purunge digter, der sandsynligvis kommer til at skrive langt bedre og stærkere bøger, en tjeneste. Debutanter har vi debutantpriser til, alt andet lige. Ikke fordi debutbøger ikke kan være hovedværker nemlig, men det er godt nok sjældent, at de stråler og overstråler absolut, seneste eksempel er vel Ursula Andkjærs Lulus sange & taler fra for 10 år siden, der havde fortjent enhver medalje, den ikke fik (og Ursula var også fremragende udgivende i år for søren). Og for nu at blive hardcore-Jeronimus-agtig: Hvad er det i det hele taget for en fedten for debutanteri, se også bare de seneste treårige arbejdslegater fra Statens Kunstfond, hvoraf 3 ud af 7 gik til (talentfulde) debutanter (hvoraf den ene, Christina Hagen, skal det retfærdigvis siges, straks efter udgav en fremragende bog nr. 2), mens forlængst fremragende flerbogsforfattere som ovennævnte Thykier og Nikolajsen stod med fletningerne nede i postkassen.

Slut på det for meget sure og for lidt glade blogopstød. Host!

12 kommentarer:

  1. Ja, det er lidt deprimerende, at det ikke er de forfattere, der igennem mange år har gjort os rigere, der bliver nomineret til denne pris. Harald har dog længe været overset. Smukke forfatterinder har det godt i dette årti. Kvindelige forfattere i det hele taget. Havde gerne set Hans Otto Jørgensen modtage prisen og være blevet mindet om at udholdenhed, kompromisløshed og insisteren er egenskaber vi sætter pris på hos en forfatter.

    SvarSlet
  2. Måske det skyldes Kim Skotte-sygen. Altså den hvor man føler sig mest betydningsfuld, når man alkymist-agtigt udråber det uopdagede og indimellem tvivlsomme til at være guld og det vedtaget fantastiske til lort. Sådan konsekvent.

    SvarSlet
  3. Nu synes jeg at den stakkels Josefine K. indirekte bliver nedgjort rigeligt...jeg tænker især på sidste kommentar. Der er jo ingen grund til at kalde det for tvivlsomt, for der er vel ingen tvivl om, at det er en særdeles talentfuld debut. Om det så er lige nok til Nordisk Råd-nomineringen kan selvfølgelig diskuteres. Men at det skulle skyldes Kim Skotte-sygen tror jeg ikke
    Kim Skotte-sygen er i øvrigt en syge, jeg aldrig har hørt om. Jeg troede bare, at Kim Skotte var mondæn. Og det er vel også en syge. Politiken-syge.

    SvarSlet
  4. "Smukke forfatterinder"... tag dig sammen, anonyme, og stå ved hvem du er. Det er udmærket at stille spørgsmål til udvalgets beslutninger og, måske, til "debutanteriet", men at svare igen med sexisme er under lavmålet.

    Det der "purunge", Lars (som du også bruger i dagens WA), skurrer altså også i mine ører. Er det nødvendigt? Ville du have brugt det om en mandlig forfatter? osv.

    SvarSlet
  5. Så du mener altså ikke, at et godt udseende (for de kvindelige forfatteres vedkommende) gør aviserne ekstra interesserede? Og dermed læserne. læg mærke til det næste gang, du læser en avis. Hvis du prøver at google Nordisk Råds Litteraturpris 2010 så se, hvor mange der viser et foto af Harald og ikke Josefine. DET er sexistisk. Når det så er sagt, så kan Josefine jo ikke gøre for, at hun er smuk. Det er maskineriet jeg taler om.

    SvarSlet
  6. @lavesen. Det var nu mere generelt ment; var ikke meningen at tvivlsomt skulle referere direkte til Klougart.

    SvarSlet
  7. Beklager udsagnet i parentesen, Lars, det var opspind i min hjerne.

    SvarSlet
  8. De danske nomineringer er OK (Klougart er god nok). Hvad der derimod ikke er OK, er at Beate Grimsrud nomineres i både Norge og Sverige. Hun er nordmand og det er respektløst overfor de mange gode svenske forfattere at dobbeltgardere hende på den måde.

    SvarSlet
  9. Purung er bare en køn - til forskel fra kønnet - måde at sige meget (og mere specifikt: ren færdigt) ung på, og ja, jeg ville også sige purung om meget unge, mandlige forfattere, og jeg er sikker på, at jeg også brugte det i sin tid om fx Mikkel Thykier og PC Woetmann (og hvorfor er din parentes opspind, når jeg rent faktisk betegner C. Lind purung i WA i dag, CYF?). kh

    SvarSlet
  10. Og jeg selv var pinligt purung, da jeg debuterede ...

    SvarSlet
  11. Regel nr. 1 (som jeg glemte at følge): indlad dig aldrig i diskussion med tømmermænd. Men det med det pinligt purunge, det må vi huske at diskutere ((en anden dag)).

    SvarSlet
  12. Det er så vigtigt at få en pris. Far er stolt. Kun de bedste får prisen. Ikke de næstbedste.

    SvarSlet