ULRIK & BO-INTROEN (inkl. Andersine-citat)

Min tredje begyndelse (det var den anden, der blev brugt) på dagens WA-forsideartikel (som i forsiden på HELE avisen), "Højfornærmeren", om Klaus Rifbjerg -

-->

Mange af os, fra Søren Krarup over Carsten Jensen til Anders Fogh Jensen, er ramt af en helt særlig ensomhed ved Klaus Rifbjergs død. Hvem skal nu attakere og karikere os rasende veloplagt på mindste foranledning? Hvis vi ikke længere er kløpulver for Rifbjergs pen, hvem er vi så?

  Hvem og hvad er Weekendavisen, hvis avisen ikke længere er offer for Store Klaus’ hån, spot og latterliggørelse, som den har været det med et fast abonnement de sidste 25 år? Der er sørgerigt og meningsløst ikke længere at kunne forvente et intenst og indædt overfald som dette, fra den aldrig bogopsamlede føljeton ”Stop Hother!”, der kørte i Information gennem sommeren 1998 – en politiinspektør Mortensen forvilder sig rundt i det danske parnas:

  ”Han var en god patriot, ingen tvivl om det, alligevel gøs han, da han en dag så en flok mennesker marchere op i den stride vind iført sære uniformer af gammeldags snit og med stålhjelme på hovedet, der lignede omvendte kar. De var iført gasmasker og udstyret med rifler årgang 89 og blev anført af en høj, dinglevorn mand, hvis vilde øjne luede gennem maskens glas, og som bar et skilt med påskriften 'Aldrig mere den niende april!'. Mortensen syntes, der var noget bekendt ved personen, men med masken på var han ikke til at identificere. Men så begyndte han at synge og slog samtidig voldsomt ud med armene, som om han ville dirigere de andre. Og minsandten om de ikke faldt i. Det virkede mere end ejendommeligt, og kriminalkommissæren følte sig pludselig hensat til et surrealistisk mørkt Afrika til generalforsamling i Elefanternes Sangforening.

  Kun ved at koncentrere sig helt, lykkedes det ham at genkende melodien, der snøvlende og samtidig stakåndet pressede sig ud af maskernes filter: 'Det haver så nyligen regnet'! Og da det vandrende kor kom til 'Frø af ugræs er føget over hegnet', og stemmerne løftede sig, ikke mindst førerens, faldt tiøren. Den skønne tenor, der ganske vist nu snoede sig ud af noget, der mindede om en støvslugerslange, kunne umuligt tilhøre nogen anden end Ulrik Høy. Ulrik Høy, som kriminalkommissær Mortensen sidst havde truffet i torturkælderen under Weekendavisen, hvor den høje mand havde skudt til måls efter skabeloner af tyske frontsvin, fordi han ikke troede Anden Verdenskrig var forbi endnu og lo henrykt imens, var en uforglemmelig person i det Mortensen nu havde lært var det danske åndsliv. Hvem kunne glemme Ulrik Høy!”

  Rifbjerg gjorde ham i hvert fald en hel del uforglemmeligere. Nogle linjer længere nede er det anden Weekendavisen-medarbejder, der kommer i fokus, det bliver jeg nødt til lige at få med (og ja, ja, jeg medvirker også selv, det kan vi tage en anden god gang):

  ”Der stod en mand i ribsbusken ved siden af trappen. Kriminalkommissæren standsede sine skridt. Han havde mange principper, et af dem var, at han under ingen omstændigheder ville have sit erhverv og sit privatliv blandet sammen. Og på det punkt var han og konen enige. Det sydede elektrisk i overskægget. ­Hvem er De? Manden, der ikke var ret høj og havde korte lår, så på Mortensen med et flakkende blik. Det hjerteformede ansigt var trukket så langt ned, at den svage hage næsten forsvandt bag sweaterens rullekrave. Jeg hedder Bjørnvig, peb han. ­ Bo Bjørnvig. Mortensen stod med begge fødder plantet hårdt i fliserne. Igen var der et eller andet, der virkede bekendt, men uplacérbart. ­ Hvad laver De her? ­ Jeg er blevet degraderet.”

  Typisk for satirens overgivne hensynsløshed er den fysiognomiske fortegning, eller sagt mere direkte: Han elskede at gøre grin med, hvordan folk så ud.
  Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.