fredag den 24. april 2015

Klamphuggeri som sympatisk menneskeligt træk - og æstetik!?

Jeg har ikke læst Kim Leines nye roman Afgrunden (er det ikke en stumfilm med Poul Reumert og Asta Nielsen inkl. passioneret sigøjnerdans?), men det har Klaus Rothstein, og han har også anmeldt den i dag i WA Bøger. Og gad vide, hvad han mener om den, som sprogkunst? Dette er det tætteste, anmeldelsen kommer til en smagsdom:

Genvandt forfatteren så magten over stoffet (i anmeldelsens indledning citerer KR fra romanens forord, hvor KL tilstår, at "Stoffet tog magten!" og dermed blev en kortroman en mursten)? Ja, i det store hele.

Det kan man da kalde en uklar relativering! KR fortsætter:

Men kalkuleret kontroltab står Kim Leines hjerte nær. Han lader tvillingerne springe i havnen fra Langebro og skriver: "Men før ellers senere er man nødt til at indse, at man må overgive sig til den dyriske viljeløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske. Man er i kontrol, og så er man det ikke længere, og kontroltabet overtager kontrollen, og det er der også en frihed i."

Og anmeldelsen er slut. Men citatets klæge pseudo-aforistik slår altså ikke mig med sin kunstneriske styrke. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at kalkuleret kontroltab står Kim Leine nær, som menneske - man mærker den bævrende biografistiske medviden, bygget på Leines autofiktioner og åbenhjertige interviews (med bl.a. KR) - og som kunstner, hvis resultatet er mængder af anstrengt og sjusket tekst, hvilket det ifølge KR er. Dette er anmeldelsens eneste stykke formel karakteristik og vurdering:

Kim Leine folder historien ud med langstrakt læselyst, men tager også skyldigt hensyn til små formeksperimenter med krigs-kortprosa, ofte læsset med fine ledemotiver og tung symbolik, ikke mindst religiøs, men af og til også med passager, der ligner halvbagte, forladte synopser.

Det lyder sgu ikke godt, vel ('tung' foran 'symbolik' er altså ikke et positivt adjektiv, selvom det måske er intenderet som sådan?)?

Rothstein insisterer på at se Leines sjusk som både et sympatisk menneskeligt træk (ligesom hans "ærlighed": "Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig som han er) at romanen begyndte som et bestillingsopgave på et filmmanuskript") OG som en bevidst/ubevidst poetik/æstetik:

"Stoffet tog magten!« Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman.
Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker - uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær. Sådan er det også med Afgrunden.

Men det er da en dårlig poetik og æstetik (og igen: fuck I DEN SAMMENMHÆNG mennesket Kims menneskelighed! mange elendige forfattere er er elskelige mennesker (og omvendt!)), der retfærdiggør sjusk og slaphed for polyfoniens skyld. Polyfoni betyder en flerhed af forskellige stemmer, det betyder ikke polykvalitet, tekstspor- og passager af vidt forskellig kvalitet. JÆVNFØR IMMER DICKENS! Når han skriver drivende, uuholdeligt sentimentalt, skriver han med nøjagtig samme høje intensitet, som når han skriver humoristisk-grotesk fx. JÆVNFØR IMMER IMMER DICKENS! 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar