Rifbjerg blæste i vinden

foran DR-byen, efter jeg havde været i middagsradioavisen (jeg har været 2 gange i middagsradioavisen i mit liv: 1. da Højholts Auricula udkom, 2. da Klaus Rifbjerg døde - rimelig nok dobbelthed; titanrivalerne (Rifbjerg skrev et helt satirisk læserbrev til Information om ærefrygten for Auricula og kort efter forsøgte han selvfølgelig at skrive sin egen Auricula, der kom til at hedde Alea og ikke var mesterlig ligesom Auricula, men overrumplende anarkistisk skidegod)!) og blevet foroptaget til TV-avisen og lige var trådt ud af svingdøren og i samme nu opdagede, at min lynslås stod åben, hvilket jeg beskæmmet søgte at rode bod på, men jeg glemte rent, at jeg i hånden knugede min taxabon, som vinden, i hvilken Rifbjerg blæste, resolut tog og hvirvlede hen ad fliserne med mig sprintende bag efter, og en sådan cirkus 50 meter henne fik jeg omsider fod på den, bonen, og jeg så mig i fugleperspektiv, SOLSORTEperspektiv, og stavede sætningen i hovedet: R-i-f-b-j-e-r-g b-l-æ-s-e-r i v-i-n-d-e-n (i 1971 udgav Rifbjerg skuespillet Svaret blæser i vinden, titlen lige rent nok planket fra Dylan, som jeg er meget usikker på, om jeg har læst, givetvis ikke).