Mange blogposter var gået, da Caspar Eric og jeg indledte en diskussion nede i kommentarfeltet til posten om "titelløfter" - det handler ikke længere kun om titler, selvom titler er vigtige (tror jeg, vi er enige om?!) og derfor tillader jeg mig at løfte snakken herop - jeg citerer fra og kommenterer på Caspars sidste indlæg:
Caspar:
ift. Signes titel og digtning, så ja er jeg uenig i hendes poetik på mange punkter, tror jeg nok, men jeg respekterer den også.
Jeg
synes fx ikke at Ud i det U-løse er dårlig. Jeg tror det jeg mente var:
Titlen framer altså den poesi Signe skriver henimod, altså som et løfte
om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og med vilje
komplekst, end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller det sig
an. På den anden side kan jeg godt lide den manøvre: fordi det er det
kompromisløst. Men, og jeg snakker altså bare om titlerne og ikke
personer eller tekster, så synes jeg også at det kompromisløse
potentielt kan slå over i det arrogante. Lige nu tænker jeg at et "et" i
begyndelsen af titlen villet have ændret meget for mig.
Mig:
Titlen på Signe Gessings majbog er Blaffende rum nænnende alt - hvad ændrer en ændring til et enkelt rum fra en uspecificeret flerhed af rum (der på hver deres måde er i proces med at nænne alt)? Så ville jeg bedre kunne forstå, hvis Caspar havde et problem med den abstrakte, meget poetisk-agtige totalitet 'alt' og ville ændre til Blaffende rum nænnende noget.
Jeg forstår ikke det med faren for arrogance i kompromisløsheden - jeg har intet problem med arrogance, jeg elsker arrogante digtere, der NB har noget at have arrogancen i, og jeg har en forventning for ikke at sige et decideret KRAV om kompromisløshed i forhold til ambition og (forvaltning/forløsning af) talent. Hvad er det for nogle kompromiser, Caspar mener, der skal foretages, og som ikke har at gøre med rent praktiske/formelle begrænsninger? Jeg mistænker, at de har med tilgængelighed at gøre, jf. de for mig GRUMME linjer om "et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og og med vilje komplekst end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller sig an." Altså enten er en tekst jo villet/ anstrengt og/eller slap/anonym indenfor hvilket som helst udtryk, og så er den jo bare dårlig, eller også er den nøjagtig lige så mystisk/finurlig/kompleks eller nøgen/enkel/naivistisk, som den skal være, og så er det mærkeligt at mene, at den er mere mystisk/finurlig/kompleks end den behøver at være. Medmindre, og det er vist tilfældet, at man har sig en POETIK i følge hvilket det er SKIDT, dvs. arrogant, med (for meget) mystik/finurlighed/kompleksitett, og at der hos digtere, der beklageligvis arbejder og har talent for (eller har et talent med et nødvendigt mellemværende med) mystik/finurlighed/kompleksitet, kan udlæses/regnes et eventuelt excessivt overflod/skud af mystisk/finurlighed/kompleksitet, som digteren med fordel kan reducere, fordi jo mindre jo bedre; formel exces/overskud/overflod er ifølge denne poetik i det hele taget en skidt og arrogant ting, kunne man forestille sig?
Caspar:
Iøvrigt har jeg 0 problem med markeret poetiskhed. Men jeg har da et
problem med en bestemt type af poetiskhed. Det handler bare ikke om at
den er markeret. Det handler om at den måske selv finder sig poetisk, og
at dette skulle være godt. At det poetiske skulle være et gode, som man
hermed bidrager til og skal have belønning ros for. (Altså den
bidragende handling, og ikke det man bidrager med). Det har jeg et kæmpe
problem med. Og så tror jeg også jeg har et problem med kunst, alle
slags ja, der gerne vil være, og anser sig selv som, kunst, og at dette
skulle have noget med kompleksitet at gøre. Det mener jeg meget
passioneret, bl.a. fordi jeg føler det er noget følelses-fascisme som
ikke bare har med kunsten eller internettet at gøre, men med den måde
mennesker omgås hinanden. Men
Mig:
Altså jeg kan jo i den grad heller ikke lide kælen poetisk poesi (7 ud af 10 af mine Hvede-afslag udpeger den tendens som skurken), men hvad i alverden er det for noget kunst, der ikke anser sig som (og gerne vil være) kunst? Her er Caspars poetik ikke længere naivistisk, men også naiv. Hans gode digte er da ikke en snus mindre kunstfærdige og stiliserede og PINLIGT bevidste om sig selv som poesi end Signes gode digte, bare fordi de er ikke/anti-mystiske, -finurlige, -komplekse, det er jo for helvede bare EN ANDEN FORM (for 20 år siden skulle jeg forklare Thomsenisterne, at Laugesen ikke var en Sjuske-Dorte, fordi hans skrift så sjusket ud, det var bare en ANDEN FORM, nu er det omvendt, C tror (da ikke for alvor!?), han ikke er formalist) måske er de faktisk mere, fordi de med vold og magt ikke vil være poetiske. Men poesi vil de da i den grad stadig være, ellers havde Caspar for længst forladt både Gyldendal og det litterære miljø og stillet op for Alternativet eller noget. Han er og bliver en fucking lille digter, der skriver fucking små (men lange!) digte, selv hvis han nøjedes med at gøre det på internettet, hvilket ingen internetdigtere gør, de vil allesammen udgive fucking BØGER, og er der noget mere patetisk end en blødt flaprende fucking digtsamling? Jeg kunne aldrig drømme om at betegne poesi som "et gode", god poesi er godt for mig, som jeg formoder det også er for Caspar. Og hvem andre end virkelig støvede nykrtikere, og dem er der indrømmet stadig nogle stykker af, mener, at kunst SKAL være komplekst (men guderne skal vide, at jeg elsker at (forsøge at) tyde såvel som at give helt op overfor (give it up for) et Grotrian-digt), men hvorfor vende det dumme dictum på hovedet og mene, at kunst skal være simpel, og at kunst, der ikke er det, der taler barokt, hermetisk, SORT, er arrogant og gudhjælpeme, helt ærligt?, følelses-fascistisk? Den dér sidste passionerede pointe fatter jeg nada af: For mig er ethvert (som sprogkunst afgrænset (måske bare af mig)) stykke suverænt (i sin formfuldendthed eller sin kaotiske koksethed) personlig skrift en - lad mig så blive patetisk - GAVE, og jo arrogantere, kompromisløsere affattet jo taknemligere bliver jeg; jeg vil fandme ikke henvendes etisk og demokratisk til, jeg vil forskelattakeres (og simpelhed er også forskel, fra al "autentisk" ævl og magttale; ingen, og da slet ikke depressive, taler som Sternbergs Depressionsdigte) Den eneste i PRAKSIS tilgængelige digter i DK, ud over Benny Andersen, er hinsides arrogante (men samtidig kører han med PET ud og og forærer signerede bøger til akkurat Maren i Kæret, der sjældent kommer til trappe-oplæsninger i Boghallen) Yahya Hassan, som stadig er imponerende udiskuteret i det litterære miljø, og hold kæft, han synes, han er digter, og hans digte, at de er poesi, både når de stakåndet live-rapporterer og når de tykt patos-blomstrer, og de gør jo sigende nok begge dele. Fedt nok for Caspars poesi tydeligvis (men ikke rigtig for andres i DK, så vidt jeg kan læse (også hos C selv, han er karrig med anbefalingerne (mere om det i WA fredag - teaser!)) med den naive naivisme-poetik, men sørgeligt for den poetiske horisont, kan jeg ikke lade være med, medfølende, at synes; jeg forstår godt, man kan være uenig med Signes poetik, men hvordan man kan være uenig med hendes poesi går over min forstand, ikke lige så højt over som hendes poesi, men næsten.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
jeg skal nok svare mere udførligt Lars, jeg har simpelthen bare ikke tid lige nu, ligesom at jeg ikke har tid (4real) til at skrive digte på internettet. jeg udgiver heller ikke bøger på gyldendal på trods af at jeg er internetdigter. jeg udgiver bare digte der hvor jeg synes de digte skal udgives (og har mulighed for det). jeg anser mig selv som digter. Jeg synes ikke at noget er problematisk fordi det er poesi. Jeg synes heller ikke kunst der godt ved at det er kunst er problematisk. jeg synes heller ikke at kunst nødvendigvis skal være simpel, hverdagslig, tilgægelig og så videre og så videre, men til gengæld synes jeg at der skal være en meget god grund til at det så er på den måde det er på. Og det er jo så der man kan være uenig i diverse poetiker og ikke i at digte er digte, men altså i hvordan man beskriver verden og ikke mindst hvorfor. og det jeg så har været uenig i med Signe Gjessings kommende titel er at den titel er et løfte om noget specielt fedt, frem for, for mig mig mig, noget jeg kunne synes pegede i retning af en type poesi jeg kunne have det anfægtet over, forstået som det verdensbillede der lå bag, kunstens rolle osv. something something. men det betyder jo ikke jeg er uenig i at den poesi må findes. det betyder på en måde også bare: ok, det der ville jeg aldrig (kunne) gøre. (og nej klart nok kan jeg ikke det, for der er mange ting jeg ikke kan, som digter og menneske, men jeg mener også, jeg ville aldrig beskrive verden i det sprog). Der står nogle ting i dit indlæg som er afledninger af noget jeg har sagt også Lars, det er de ting jeg gerne vil vende tilbage til, men det kan jeg ikke overskue lige nu. so: more to come. Men altså ift. poesi lige nu osv. så handler det her ikke om Signe Gjessing for mig, bare lige hvis nu nogen skulle være i tvivl. Men vi er klart nok, i vores digte, meget forskellige. Og det er der jo grunde til, som jeg så altså regner med må hænge sammen med at vi er uenige om nogle ting.
SvarSletok nu skriver jeg også bare lige et hurtigt indfald igen:
SvarSletjeg har ikke vendt kompleksitets-dictummet på hovedet. Jeg har bare sagt at kunst der gerne vil være kunst, og anser sig selv som kunst (ofte føler jeg at kompleksitet eller intellektualitet eller materialebevidsthed eller whatever bruges som undskyldninger her), er problematisk.
((lige et indskud: Det er forskellen på arrogance i et digts stemme (1milliard stemmer på det iøvrigt) og i udsigelsen af (digterens forhold til) den stemme. ))
Det betyder ikke, at kunst ikke må være klar over at det er kunst, tværtimod. Det betyder nemlig, at det aldrig må være nok for kunsten at være kunst. Og denne pointe hænger jo sammen med (og det er lidt forvirrende med den konstruerede dialogiske form du har lavet i blogposten synes jeg Lars) pointen om kompromisløshed og arrogance. Fordi her tænker jeg fx at en sætning som "blaffende rum nænnende alt" er en sætning der vil sig selv så meget, især i det perspektiv (hvilket jeg synes er nødvendigt) at det er en titel.
Jeg tænker: hvad betyder det. hvad er dog et blaffende rum. hvad er dog et rum der nænner noget. hvad er dog et rum der blaffer der nænner alt. alle ord i sætningen er ukonkrete, og tilfredse med at være det. er det fx ikke mere end art genrebetegnelse tænker jeg (fx med titlen POESI - som det konkret ukonkrete)? noget der er en beskrivelse af noget andet m.a.o.
Derfor synes jeg den titel bliver en anelse kunstfærdig i hvert fald. At den synes den selv er smuk, og det kan jo også være en ok ambition, men her er det så bare at jeg tænker: nåmen hvorfor skal den være smuk og ukonkret, som sætning, hvorfor er det vigtigt.
Og poetikalsk tror jeg, at det er her jeg fx har noget at krydse klinger over med Signe Gjessings Ud i det U-løse, som jeg synes den nye titel virker som en fortsættelse af, og jeg kan ikke umiddelbart se hvordan de to titler markerer at nu er det det her andet, i den nye bog, som Signe har et udestående med. Og det er heller ikke et absolut kriterium for mig, og min egen næste titel NIKE, adskiller sig måske heller ikke fra titlen 7/11 ved første øjekast, men det gør den jo så alligevel. Fordi NIKE er noget helt andet, og det er 'blaffende rum' sikkert også, men jeg synes det er meget svært at få adgang til en forståelse, og jeg synes også at det er ok at verden er svær at forstå, men jeg synes bare ikke at sætningen 'blaffende rum nænnende alt' er noget der er svært at forstå på en måde hvor jeg bliver aktiveret/provokeret af det. Og derfor er det ikke et titelløfte for mig.
Og det der med Alternativet. Lol Lars. Seriously. Du ved jeg aldrig ville stemme på dem. Jeg stemmer på Enhedslisten eller også stemmer jeg ikke på noget. Og det ved du jo godt. Eller det burde du vide/have vidst.
mht Yahya Hassan i dansk politik: jeg tænker det faktisk som et genre-valg. Jeg har selv et udestående med den parlamentarisk aktive genre. Hvis Yahya Hassan ikke har det, eller har det mindre, i forhold til ikke-parlamentarismen, jamen så ok med mig. Jeg ved heller ikke om jeg tror på det poetiske som genre, men jeg tror i hvert fald ikke ikke-på det poetiske. Og det er grunden til at jeg skriver poesi og ikke taler.
Du har rum, flere, de blaffer, altså er der noget uden for rummene, altså er det ikke nok for rummene at være rum, de vil afsted også, så det at være i et rum ikke som sådan er statisk, de nænner, altså interagerer de i et felt, hvor de både tildrager sig skyld og véd, at de gør det, de realiserer, de griber ind mere, som er alt, de realiserer alt.
SvarSletHvad så med den her...
"Bøden verdensrummet har fået blaffende langs uendelige stop i sommer"
Hey Signe, fedt du skriver. hvilket er en underlig ting at skrive, men jeg mener det også. i virkeligheden vil jeg jo helst snakke med dig om det.
SvarSletJeg er helt med på det med de rum der står og blaffer og nænner alt. Jeg har aldrig tænkt eller skrevet eller følt at det var noget 'nonsens'. Jeg ved ikke om jeg kan se, at det betyder det ikke er nok for dem at være rum, det med at rummene vil afsted. Men ift. 'alt', jamen så ville jeg jo fx spørge: nænner de også at stå stille og være rum?
Men altså, jeg synes den sætning eller titel du skriver til sidst er helt vildt meget bedre. Det har noget at gøre med at rummene får lov til at blive mere konkret i blaffer-billedet, at rummene er mere konkret so verdens rummet, og at det absurde (og poetiske, som ligger i begge sætninger) også får lov at være komisk, uden at være mindre seriøst. så den sætning kan jeg enormt godt lide. og jeg kan også godt lide det med de uendelige stop. Og så har det selvfølgelig, ligesom det begyndte med, også bare noget at gøre med min smag, og at jeg godt kan lide at jeg synes det er en mindre påpeget meta-poetisk sætning.
KH C
Kære Caspar. Jeg vil nemlig også hellere tale om det.
SvarSletIndlægget, jeg havde skrevet, gik lige nu ud og forsvandt. Jeg prøver at skrive det igen her.
Jeg vil sige, at jeg tror, at jeg er enig med dig i at den sidste er bedre fordi den har sin egen naturlige logik og fordi ingen ord lapper mere ind over hinanden end andre, fordi ingen ord lapper over. Jeg skrev den første titels logik ud for lige så stille at svare på dine ord om at æstetik er 'virkning' - det er det ikke, men det vil tage lidt tid at snakke om, og netop fordi det ikke er det, er den anden titel også bedre. På den måde forstår jeg også godt din det-er-krukket-kritik, - den er anstrengt. Dens handling skal igennem uforløste logikker (rum nænner).
I øvrigt skrev jeg kun én rute igennem titlen ud. Ja, de nænner at stå helt stille og være rum. At nænne er noget aktivt ... jeg vil ... møntet på noget fremtidigt, uden handling lige nu. At blaffe er en handling lige nu, men passiv ... Tag mig med.
Så jeg er vidst enig med dig i din kritik af titlen, derfor kan ikke tro, at din kritik ellers går på det æstetiskes virkelighed som sådan, på at det er, skulle ikke være, virkeligt. Som titel betragtet er den ikke specielt god, som digt betragtet heller ikke - det er selve nogens manglende tro på ordets egne udfoldelsesmuligheder, der i en linje kapper en stor del af ordets betydning af, og lægger en del af et andet ords betydning ind i det, poder et andet ord til i en ordkonstellation, hvor linjens egentlige skønhed er fremprovokeret, fordi den opstår i gnidningen mellem ords betydninger. Det er som sådant umodent, og jeg vil foretrække en anden digtning, hvor hvert ord virkelig får betænkningstid, ses, som det nu er, og har sin logik; hvor hvert ord ligesom kan stå oprejst og strække sig ud. Det er også i høj grad urumligt at lave den slags file-med-pinde, som om der ikke var et rum mellem ordene, de kunne bevæge sig i. Så, ja, det kunne bestemt være bedre
Kh Signe