Omslagspoesi! Flaplyrik!

På Bue P. Peitersens for øjeblikket, i både poetisk og kritisk henseende, meget uundværlige blog kom han og jeg i går til at diskutere tekst på digtsamlingers omslag, og nærmere bestemt BONUSpoesi på bagside og flapper, og han afslørede det "hemmelige", mega-yndige godnatsangsdigt på INDERSIDEN af flappen på Palle Sigsgaards nyklassiske debutsamling (kan vi aftale en digtsamling nr. 2 om SENEST 17 år, Palle!?) Glitrende støv danser, som jeg har været lykkeligt uvidende om i 8 år, hvilket jeg nu er ulykkelig over, at jeg har været, men her er det, og I andre kender det jo godt: 

Lullaby

Bjergluften herinde er dejlig
men er du sød at lukke slugten
det trækker

Nu du er der
må du egentlig goså gerne trække skoven for
og slukke månen. Lille Hund
kan du bare lade brænde, men jeg er færdig
med Orion og Karlsvognen

Og Nordtsjernen!
Hvis du vidste hvor træt jeg er
af at lege gemme
og være den

Skru endelig ned
for uglerne. Ulvene
plejer at falde til ro af sig selv
så snart månens pornofilm er til ende
Godnat! (og Vær venlig
at liste når du går)

I alt for langt tid overså jeg også titelteksten på flappen af Pia Juuls Af sted, til stede, men den opdagede jeg i sidste øjeblik selv, da jeg nemlig skulle skrive Kritikerpristale:

--> Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget
Men hvilke andre unikke bagside/flap-digte/tekster (overlappende med bagsidepræsentation), med denne helt sære, umulige status af at være ideni og udenpå bogen på sammetid, findes der (siden egen kategori er forside digte (overlappende med titler som digte/tekster: Peter Laugesens Man kan ikke ..., Dan Turèlls Sidste forestilling, Johs. L. Madsens Er skriften løgn ..., alle mulieg Viggo madsen-samlinger) - her har jeg brug for bloglæsernes hjælp. Nogle af de eksempler, jeg har reolbladret mig frem til:

Rasmus Nikolajsen, bagsidedigt på Frihed og sex på rejsen, 2003:

Bangest for alt
og ferien nåede giftermålet
nu vil jeg hjem
under det hele
slap du en stjerne op

Nicolaj Stochholm, bagsidedigt på Femogtyve digte og en drøm, 2000, og dette bagsidedigt på Ødelagt rim, 2013:

Lad det nu være lad det
aldrig kommer nær flygt
det holder dig ikke fast
lader dig ikke løbe frit

Det er jorden som bølger
alt flydende størkner en
ild lydig og gennemsigtig
krusning på luftens tapet

Ursula Andkjær Olsen, Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005, poetisk forgrublet bagsidetekst, Havet er en scene, 2008, bundlinjedigtet kører hele vejen gennem omslag og flapper også,

Johannes L. Madsen, Smarte pletter mellem fingrene, til bristepunktet fyldes bagsidens A4-format ud af teksten, der begynder:

FØR ELLER SENERE MØDER DEN VERBALE LOGIK SIN EGEN MODSÆTNING

Vagn Steen, reklamebagtekster på Digte? og andre konkretbøger

- men der må være en hel masse andre, ikke også!?