Hvad skal det, Gellius, sige? Jeg ser dine rosenrøde
læber er endnu mer hvide end vinterens sne,
når du går ud hver morgen og hver gang efter den søde
lange middagslur brat man kalder dig op.
Det er svært at forstå. Eller er det sandt hvad der siges:
at du er fuld af begær efter at suge på mænd?
Ja, det er sandt. Det beviser jo Victors lammede lænder
og dine læber, endnu våde af sæden der sprang
- jeg lånte bogen på Gentofte Hovedbibliotek i går og vil citere to af digtene til Catuls elskede Lesbia, der begge optæller kys, en central poetisk beskæftigelse, og tilegne dem dig, der forekommer lige så langt væk som Lesbia i det gamle Rom:
Lad os leve, min Lesbia, lad os elske,
ikke regne de strenge oldinges onde
rygtesnak for mere værd end en skilling.
Solens ild kan dø og atter fødes,
men når livets korte lys er slukket
venter os kun en evig nat og slummer.
Giv mig tusind kys og siden hundred,
derpå tusind andre og derpå hundred,
så endnu en gang tusind og så hundred!
Når vi har vekslet endnu et tusind
vil vi blande dem sammen og glemme tallet,
så at ingen misundelig volder os skade,
når han erfarer hvor mange kys vi har vekslet.
Lesbia, du spørger mig om hvor mange
kys vil være mig nok og måske for meget.
Lige så mange libyske sandskorn, der dækker
markerne i Cyrene, hvor silfion vokser
mellem den glohede Juppiters spådomstempel
og den gamle Battus' hellige gravsted,
eller så mange stjerner der skuer i nattens
stilhed ned på menneskets lønlige elskov
- lige så mange kys skal du give Catillus,
før det er nok og for meget for den besatte,
kys som ingen nysgerrig sjæl kan tælle
eller en misunders onde ord kan forhekse.
Abildgaard: Catul og Lesbia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar