Trøsterige treårige!

Yderligere gode nyheder fra i går:

Statens Kunstfonds actionheltemodige litterære udvalg, uddeler 3-årige arbejdslegater

til

Third Ear-radiomagerne Tim Hinman & Krister Moltzen

tegneserietegnerne og -skriverne Rikke Villadsen (nyudnævnt comixchef på Basilisk!) og Halfdan Pisket (der for ti år siden debuterede med Hans Otto Jørgensen-KOproduktionen Vold)

(for allerførste gang 3-årige til radio & tegnserier!)

børnebogsforfatteren (som jeg ikke har læst, men det lyder det som om jeg bør gøre) Tina Sakura Bestle

og digterne
 
Ida Marie Hede
(begrundelse:
Ida Marie Hede er en meget særegen størrelse i dansk litteratur, sårbart desperat, grotesk og dybt mærkelig. Hendes bøger er vildt stiliserede og gestikulerende, højst kunstige – og i den dybeste betydning af ordet: kunst. Hun er som om James Joyce, William Borroughs og Henrik Bjelke var blevet kønsskifte-opererede, æltet sammen med maskuliniserede trylledejs-versioner af Gertrude Stein, Marguerite Duras og Herta Müller og hele den skrigende kimære derpå genfødt gennem en højtaler, spejlet i en dråbe kogende olie og udstillet i en vrangvendt og sortmalet montre. Ida Marie Hede er i den mest bogstavelige betydning af ordet en forrygende forfatter.)

Kenneth Jensen
(begrundelse:
Hvilket adjektiv beskriver bedst Kenneth Jensens praksis udi poesi og prosa? For han er både klar og grumset, nøgtern såvel som lidenskabelig, samtidigt blød og skarp, på én gang patos-fyldt og patos-befriet, både retningsløs og stålsat, stærk og afkræftet, nedbarberet og lodden, afmålt og generøs, tragisk og komisk, vild og kontrolleret, kølig og kogende. Som det turde fremgå, er Kenneth Jensen – som alle gode kunstnere – aldrig entydig, altid i blævrende bevægelse, altid forvrænget omverdens-spejlende. Som en budding sømmet op på en væg. Det var en upræcis metafor. Meget u-kennethjensensk. For det måske bedste ord er: præcis. Kenneth Jensens skrift er altid, altid og altid vildt præcis)

Iben Mondrup
(begrundelse 
Iben Mondrup forener i sine værker teknik og æstetik. Især i Godhavn demonstrerer hun en suveræn beherskelse af det litterære greb: synsvinklen. I hendes fortællingers tematik findes den enkelte altid kun som en del af familiens netværk. Og så har hun bidraget til at gestalte en ny dansk-grønlandsk hybrid-litteratur)

Eva Tind
(begrundelse:
en tid, hvor den selvbiografiske trend har mange disciple, er det velgørende at opleve, hvordan Eva Tind formår at løfte sit personlige stof med usædvanlig coolness. Tekst, foto og tegninger kombineres i et eksperimenterende og usentimentalt forfatterskab, som litteraturudvalget meget gerne vil støtte med et treårigt arbejdslegat.)

TILLYKKER! og jeg har simpelthen hen ikke noget at klage eller mukke eller klynke over - selvfølgelig er der alle mulige, der mere eller mindre for længst mangler (sidste år oplistede jeg: Rasmus Halling Nielsen, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Lene Asp, Glenn Christian, Sternberg, Birgit Munch, Iben Mondrup.- flueben på Hede og Mondrup! jeg nævnte ikke engang Kenneth, han forekom alt, alt for umuligt langt ude, generations-, forlags-, udtryksmæssigt, til at komme i syne - lyksaligt at han ikke var!), men det er alt i alt en sjældent goodlooking flok!