- og samme dag, cirka, modtager jeg monstertykke Antipyrine nr. 2, der indeholder en hel, spredt Thykier-bog (bortset fra at han vist igen ikke går ind for bøger), første egentlige litterære livstegn siden Antipyrine nr. 1 fra 2014 (og før da skal vi tilbage til SUB ROSA fra 2013 (bortset fra den anonyme blog dér, der nu er pist væk, jeg håber, nogen (MARTIN Bastkjær!?) nåede at kopiere/printe ud) der jo mildest talt var en bog, som jeg dybt pinligt aldrig fik anmeldt, pga. ærefrygt tror jeg bare, fik dog nomineret til Bet):
"Evas side af sagen" af Thykier-yndlingen Laura (Riding) Jackson, oversat af Thykiers pseudonym, Lisa Samuelsson, "Brev, fragmenter" af Laure (Colette Peignot, muse og elskerinde for Bataille)), oversat af Thykier (særligste vildskab! begge oversættelser), interview med Anne Louise Bosmans ved Thykier (de fleste spørgsmål længere (og hvassere!) end svarene) og Thykiers eget kæmpeessay "Udsigt fra Thy Kirkegaard", dateret "april-sept. 2014", hvilket i Thykiertid er for et øjeblik siden,
men altså, altså, altså, for første gang bliver ikke jeg bare punktvist irriteret på, men også massivt træt af en major Thykiertekst, jeg KEDER MIG decideret; det er sgu så massivt Jeronimusagtigt og monotont SURT (og humorforladt - titlen (Thy-Kier-kegaard) er næsten den eneste sjov), filosofireferat/citat, the usual buzzwords: genert, privat, anonym, brev, besværget, patetisk disning af al kritik/litteratur i DK (dennegang undtagen Anders Abildgaard (og oppe i interviewet (hans version af) Bosmans)) og så utroligt lidt LITTERÆRT frigjort/dynamisk personlig essaystik eller fyordet: Poesi - HVORFOR ER DET ET FYORD? OG EN FYPRAKSIS WHY, OH WHY, se ham slynge sig udenom og sukke sig patroniserende bort fra et helt enkelt, smukt, ung-Thykiersk billede (måske endda et selvcitat); hvis vi skal findes os i det poesiforbud, så skal du fandeme få de ideer til at swinge, Mikkel, det gør du ikke her, de marcherer som gamle krigsveteraner i kviksand - jeg kalder ham ikke vor tids Kierkegaard én gang til, for nu gør han det gudhjælpeme selv:
Det er mit indtryk, at der med få undtagelser - de kan tælles på én finger: Kierkegaard - er en udbredt skepsis mod idébåret litteratur i DK, ofte ud fra den opfattelse, at det ureflekterede liv er mere helt end det reflekterede, at det reflekterede liv ikke er direkte nok i sin omgang med tilværelsen. Men for mig er det at blive opslugt eller grbet af en idé ikke væsensforskelligt fra at skrive en sætning som "at ligge i sengen som ulmende brændeknude". Tænk på asken som dunene i en dyne (og tænk på dynen, der slutter sig om mig, ligesom den parentes, der lukke sig om denne sætning). Det er en sætning, der viser min interesse for, hvor langt samklangen mellem sansning, association og erindring kan føre mig, og hvor meget den alligevel lader uberørt tilbage. Tænk også på, hvordan vi taler om ideer og omtaler dem som lette, tunge, uigennemtrængelige, formørkede eller indlysende. De fleste oplever, at ideer udfolder sig over tid, nogle gange lynhurtigt, andre gange uendeligt langsomt. Ideer har altså også en oplevelsesmæssig materialitet og en kropslig side: Det burde være muligt at danse med ideer, så at sige, at opleve, at ideerne danser med mig, på samme måde som poesien danser med sproget ved at abrejde med de materielle sider af det - korte og lange linjer, lette og tunge vokaler, rytmiske sammenstød, sammentrækninger og mønstre og den slags - og så også får mine erindringer og følelser til at danse. det giver mig kortvarigt en mistanke om, at modstanden mod ideer måske kommer af, at ideernes verden, relfeksionen, har en langt mere gennemtrængende, en langt mere massiv materialitet, end vi er vant til at håndtere, vant til at blive grebet af.
Er det en poetik? Nej, bare en mistanke, måske ligefrem et misbrug af andres tanker. det er det herlige ved enhver tanke og ethvert misbrug af andres tanker: at det er en omvæltende og uholdbar brug ; derfor bærer den endnu nyskabelse i sig. Hvis poetik er et udtryk for at vide og redegøre for eller måske bare overveje, hvad poesien er, er der ikke så meget mere, det umiddelbart er muligt for mig at sige.
Harman, Merleau-Ponty, to eksempler fra filosofien, I det følgende vil mine eksempler mest komme fra kunstkritik. Når min opmærksomhed rettes mod filosofi og kunstkritik frem for litteratur og litteraturkritik, skyldes det en centralt problem for mig, en erfaring, det er svært at vægre mig mod: min mistanke om, at der ikke kan opnås nogen frigørelse gennem poesi eller ideer om poesi. ideerne om frigørelse gennem poesi, om poesi som en levende tale, der i en andens fravær fremtvinger spørgsmål, om ideernes og følelsernes og erindringernes materialitet, der danser i takt til sprogets musikalitet - alle de ideer må opgives.
WHY OH WHY? Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg forstår slet ikke, at en fuldstændig retorisk tradititonel filosofisk afhandlingsdiskurs i højere grad skulle afstedkomme frigørelse!? Jeg udnævner hermed mig selv til FORMAND i Foreningen Til Frisættelse Af Mikkel Thykiers Uomtvistelige Poetiske Talent, FTFAMTUPT, og foreløbig slipper vi denne sætning fri:
at ligge i sengen som ulmende brændeknude
+ dens POETISKE uddybbelse:
Tænk på asken som dunene i en dyne (og tænk på dynen, der slutter sig om mig, ligesom den parentes, der lukke sig om denne sætning).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar