Bundnekrologen

over Klaus Rifbjerg finder vi også i Information, for det kan blive nødt til - selvom jeg ved gud (som i disse dage VAR Rifbjerg) ikke har læst alle mindeord, og Søren Kassebeers uhyggeligt hurtige nekrolog på Berlingske.dk kommer ind på en imponerende sjusket andenplads - at være Peter Nielsen totalforvirrede artikel i Information i fredags, med overskriften "Rifbjergs (over)magt". Nielsen fremævler sin egen forblommede og forvrøvlede udgave af pointerne fra Koldings-konstruktivister (fx Anne Borup - hvis pointe var, at der var andre poetiske modernismer ved siden af konfrontationisternes, fx Malinowskis og Højholts, og efter: konkret, system etc.) og andre (fx Anders Juhl Rasmussen med hans alternative, prosaiske Arena-modernisme). Første citat, hvor jeg selv, underligt hadsk og umotiveret, får en sløv ørefigen:

Og påstanden er her, at samtidig med at Rifbjerg efter de trætte efterkrigsår gav os et sprog og dermed en ny adgang til den moderne verden, har hans form for modernisme, der bygger på konfrontation og traditionsbrud og på at privilegere det nye og fremtidige på bekostning af det fortidige, været så dominerende, at det i et lille kulturområde som det danske også har virket ekskluderende for alternative litterære strømninger. Eftersom Rifbjergs version af modernismen er blevet institutionaliseret og stadig i dag er den fremherskende, har det også gjort vores litteratur mere ensidig, og som en naturlig følge heraf gjort vores syn på litteratur mere ensidigt. Dogmet om, at reaktiverede fortidige former ikke dur, og kun det absolut nye gælder, kendetegner i høj grad stadig vores litterære kultur.
Og dette gælder helt frem til i dag, hvor selv en klovneagtig kritikerfigur som Lars Bukdahl i en sen afblomstring af denne knopskydning stadig sidder og læser den nye litteratur på dette henkogte æstetiske kriterium. Eneste forskel er, at hos ham hedder det nye ofte det ’viltre’.

Langt før jeg ikke mente det, mente Rifbjerg (og co.) da på ingen mulig måde, at fortidige former ikke duer (hvad mig angår, lavede jeg den første antologi over de RIMENDE rappere for over ti år siden) og kun det absolut nye gælder - ja, både de og jeg har ført kampagner mod kitschede udgaver af gamle former, signeret Grethe Risbjerg Thomsen eller Søren Ulrik Thomsen, men reaktiverede fortidige former er selvfølgelig til hver en tid i orden, HVIS DE ER DET, fra Inger C til Per H - DOH!

Vrøvlet fremturer uden mig:

Det at vende blikket bagud var ikke accepteret i den danske modernismebølge efter krigen, hvor i det hele taget dansk litteratur gennemgik en chokbehandling i tidsskriftet Vindrosen, mens Rifbjerg var redaktør. Den samme fortidsfornægtelse ville aldrig have fundet sted i engelsk, fransk eller tysk litteratur, hvor efterkrigsmodernismen i høj grad også byggede videre på de landvindinger, som forfattere som Joyce, Proust og Thomas Mann i deres store modernistiske romaner havde opnået ved netop at reaktivere fortidige former. Her i landet dyrkede vi det, der pegede fremad, og konsekvensen har paradoksalt nok været et mindre komplekst nutidsbegreb. Dette smallere nutidsbegreb har dansk litteratur i høj grad lidt under og gør det stadig. Det andet træk ved den danske modernisme var privilegeringen af lyrikken frem for prosaen. Det betyder, at vi har en underkuet eller undervurderet romantradition i Danmark, som aldrig rigtig i samme grad har fået lov at dominere det litterære kredsløb. Forfattere som Peter Seeberg, Vibeke Grønfeldt, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Peer Hultberg, Henrik Bjelke, Poul Vad og Bent Vinn Nielsen, der levede i periferien af den tradition og i højere grad trak på internationale traditioner, havde det sværere. De forfattere udkom ofte ikke på det dominerende forlag Gyldendal, men var henvist til en skyggetilværelse på det lille forlag Arena. Det samme gjaldt oversættelser af den udenlandske litteratur, der kunne tilbyde et alternativ til den danske modernismekanon.
Det forunderlige er, at vi i Danmark i overgangen mellem naturalismen og modernismen med Bang, Pontoppidan og Jacobsen havde en stærk prosatradition, der påvirkede hele den europæiske modernisme. Den prosatradition blev på tragisk vis nærmest udslukt med konfrontationsmodernismen. Den bølge kom derimod til at stå i lyrikkens tegn på bekostning af prosaen og førte til manglende studier af romanlitteraturen. Rifbjerg selv skrev paradoksalt nok masser af forrygende romaner af mere traditionelt tilsnit, men alligevel er han først og fremmest
blevet værdsat som sanseskarp lyriker.

Hvad for en gal logik? Rifbjerg modarbejdede anerkendelsen af romanskriveri i DK ved at udgive en hel masse gode og mellemgode romaner (og var først og fremmest værdsat som lyriker? kulturkanonen valgte novellesamlingen Og andre historier som deres Rif-værk og det var for romanen Anna (jeg) Anna, han modtog Nordisk Råds Litteraturpris)!? Rifbjergs medredaktør på Vindrosen var den ikke-indflydelsesløse prosaist Villy Sørensen, hvis fortællinger ingen vist vil kalde traditionsubevidste. Rifbjerg udgav i 1967 opsamlingen Rif  med artikler om bl.a. Hærværk og romanforfatterne Fitzgerald, Hemingway og Beckett. Og, ja, lige præcis Rifbjergs generation var måske nok primært en lyrisk generation, kvalitetsmæssigt (og jo så HØJ-kvalitetsmæssigt), og den næste generation primært en hybrid/eksperimenterende generation (MEN HVAD MED SVEND ÅGE MADSEN? Akademiets Store Pris for overtradtionsbevidste Sæt verden er til 1975!), men så ankom i 70'erne en STOR, ligelig lyrisk og prosaisk generation inkluderende de fleste af de prosaister, Nielsen nævner (nogle af dem sent blomstrende ældre folk, fx Poul Vad og prosamæssigt Højholt), som stadig større stjerner (og hvordan kan man så kalde prosatraditionen udslukt!? - og hvad med i dag og folk som Harald Voetmann og Peter Adolphsen og Christina Hesselholdt?), som vel ikke havde eller fik det signifikant sværere, bare fordi de udkom på Arena (og i det omfang, de VAR overset, var det i hvert fald ikke fordi de skrev romaner!) - I BEGYNDELSEN, alle de nævnte nåede før eller siden frem til at udkomme på Gyldendal eller Gyldendal-ejede Rosinante&Co, og alle (måske undtagen Bjelke) er i dag absolut kanoniserede (Seeberg, der altså ikke blev ignoreret i 60'erne, er dobbelt så tvangskanonisk som Rifbjerg, i både folkeskole og gymnasiet nemlig). At der ikke er monografier og artikler (nok) om (visse af) disse prosaister er altså ikke Rifbjerg og co.s fejl og heller ingengang de samtidsrygvendte ideologikritikeres, men skyldes såmænd bare almindelig litteratdovenskab.

Det er kort sagt decideret USANDT, at der post-Rifbjerg og af Rifbjergs egen generation, inkl. Rifbjerg, i betydeligt omfang ikke er blevet skrevet betydelige romaner (der er blevet anerkendt og kanoniseret) og ikke er blevet skrevet betydelig (anerkendt og kanoniseret) poesi og prosa, der benytter sig af "reaktiverede" litterære former - says this clown! Og hvad i alverden er Peter Nielsens pointe SÅ?