mandag den 13. april 2015

Åh nej, Sonne forsvandt! Her er han igen (uden Andersine)!

Jørgen Sonne-karikaturen Alvar Tang rød ud af begyndelsen på min WA-forsideartikel om "Højfornærmeren", eller rettere præsentationen af ham og den ene, men ikke den anden af hans replikker (hvori Bo Grreen Jensen (under dæknavn) og Johannes Jørgensen (under eget navn) karikeres), hvilket betyder, at det bliver højst uklart, hvad jeg mener med, at der er tale om en bugtalt fornærmelse / karikatur svøbt i karikatur (længere nede forvirres også snakken om karikerede venner og Niels Barfoed, fordi Sonne er slettet), åh altså, men her er hele det originale tekststykke: 

Vi kan starte med et forholdsvis uskyldigt eksempel, som demonstrerer det lystfuldt tvangsmæssige i praksissen.
  Det drejer sig om et af de mere forglemmelige værker i oeuvret, En omvej til klostret, en såkaldt ”spændingsroman” fra 1983, dengang, et par årtier før krimibølgen, hvor det kunne være en sofistikeret overspringshandling at skrive kriminalistisk; Henrik Nordbrandt forfattede også en spændingsroman.
  Hovedpersonen, middelalderforskeren Alvar Tang, skal færdiggøre en bog på det italienske refugium San Cesaro (= virkelighedens San Cataldo) og hvirvles ind i en masse hæsblæsende dramatik, som ikke skal interessere os her, og som jeg heller ikke kan huske en snus af.
  Blandt refugiebeboerne er en vis Ole Galle, ”en elskeligt forbitret Rasmus Modsat altid med en tynd cigaret i munden og inden for armslængde af en flaske Stock cognac” – som ligner Rifbjergs generationskammerat, den stadig lyslevende digter Jørgen Sonne, til forveksling, især da han begynder at tale (og hikste):
  ”- Åh, De er sgu syltet ind i metafysik … Men man må jo sige til Shakespeares ros, at han er konsekvent, der er jo bogstaveligt talt ikke en af de danskere, der overlever. Hieh. Sikken et blodbad! Og trommer, hvabear, bommelomme, bommelom. Goodnight Sweet prince, jo jeg skal sgu love for det.  
  Det er også gennem Galle/Sonne, at en anden beboer, den unge digter Børge Grøn Johansen, præsenteres –  dette er noget så avanceret som bugtalt fornærmelse, karikatur svøbt i karikatur:
  ”Der går sgu geniet. En del englemarinade og to dele barokorgel, det er sgu en harsk blanding, men måske bliver han voksen en dag. Mærkeligt med det fugtige tusmørke, vi kommer sgu aldrig over det, tænk på Jørgensen, der sad hernede og pudsede sin helgenglorie hernede i et halv århundrede, og så på bunden var det ikke andet end synrener og Frederiksberg og ulykkelig kærlighed og lommebillard pog skyldfølelser alt sammen.”
  Dér fik Rifbjerg i forbifarten sønderknusende ram på Johannes Jørgensen også, just for the fun of it. Hvis læseren ikke umiddelbart kan identificere modellen til Børge Grøn Johansen, får han og hun endnu chance lidt senere, da Grøn Johansen og hovedperson Tang er på spadseretur sammen:
  ”Han var lille og bleg og med et kruset hår om hovedet, engleagtigt, faktisk (…) Grøn Johansen tjente bl.a. til udkommet ved at skrive lange og tilpas lærde boganmeldelser i en avis med kulturelle ambitioner, og af dem fremgik det, at hans sans for det fiktive var betydeligt mere udviklet end for det faktive, og han var ikke bleg for at beskrive selv prætentiøse og let gennemskuelige internationale sællerter som århundredets mesterværker, hvis de bare havde den mindste anelse af fantasi-nimbus og var lidt smarte. Venlig ung mand.”
   Avisen med kulturelle ambitioner er klart nok Weekendavisen og Børge Grøn Johansen er – hør navnet! – selvfølgelig Bo Green Jensen, dengang boganmelder, nu filmanmelder. Og det virker ikke, som om Rifbjerg har et egentligt horn i siden på Bo Green, han er bare kommet indenfor radaren, måske faktisk dér på San Cataldo. Og Jørgen Sonne holder han decideret af, hvilket så bare aldrig har været en forhindring for karikaturtegning, bare spørg barndomsvennen Niels Barfoed. Troldspejlet var en permanent bygningsfejl, kunne man sige.
  Gik han imidlertid i kødet på et egentligt hadeobjekt, var der ingen grænser for grusomheden og skamløsheden; folk og røveres fysiognomi var til enhver tid fair game

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar