Ulrik Høy, høyere, høyest 1945-2019

Kær, filuragtig kollega på WA gennem mange år, menende alt muligt sort, men elskende poesi og skrivende som en energisk drøm - her en opsang til blandt andre mig fra 2009 (på akkurat min 41 års fødseslsdag), stadig hørt med ørt forført øre, akut savnet:

Anmelderiet har taget overhånd

Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.

I de seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud, digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.

Set i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde? Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.

Så mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i kulturlivet.

Der er så få kunstnere med talent og så få kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten. Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi, mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det: Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!

Det er så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok. Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo til anprisningen og den facile præsentation.

Som det er nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og sproget bliver derefter - svampet.

Kritiker eller anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet på den anden.

Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller ugudelige kredse.

For det er så vigtigt, at kritikken er »ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er, når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden, så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl? Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi

Hvad de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige katalog af udgivelser?"

ULRIK & BO-INTROEN (inkl. Andersine-citat)

Min tredje begyndelse (det var den anden, der blev brugt) på dagens WA-forsideartikel (som i forsiden på HELE avisen), "Højfornærmeren", om Klaus Rifbjerg -

-->

Mange af os, fra Søren Krarup over Carsten Jensen til Anders Fogh Jensen, er ramt af en helt særlig ensomhed ved Klaus Rifbjergs død. Hvem skal nu attakere og karikere os rasende veloplagt på mindste foranledning? Hvis vi ikke længere er kløpulver for Rifbjergs pen, hvem er vi så?

  Hvem og hvad er Weekendavisen, hvis avisen ikke længere er offer for Store Klaus’ hån, spot og latterliggørelse, som den har været det med et fast abonnement de sidste 25 år? Der er sørgerigt og meningsløst ikke længere at kunne forvente et intenst og indædt overfald som dette, fra den aldrig bogopsamlede føljeton ”Stop Hother!”, der kørte i Information gennem sommeren 1998 – en politiinspektør Mortensen forvilder sig rundt i det danske parnas:

  ”Han var en god patriot, ingen tvivl om det, alligevel gøs han, da han en dag så en flok mennesker marchere op i den stride vind iført sære uniformer af gammeldags snit og med stålhjelme på hovedet, der lignede omvendte kar. De var iført gasmasker og udstyret med rifler årgang 89 og blev anført af en høj, dinglevorn mand, hvis vilde øjne luede gennem maskens glas, og som bar et skilt med påskriften 'Aldrig mere den niende april!'. Mortensen syntes, der var noget bekendt ved personen, men med masken på var han ikke til at identificere. Men så begyndte han at synge og slog samtidig voldsomt ud med armene, som om han ville dirigere de andre. Og minsandten om de ikke faldt i. Det virkede mere end ejendommeligt, og kriminalkommissæren følte sig pludselig hensat til et surrealistisk mørkt Afrika til generalforsamling i Elefanternes Sangforening.

  Kun ved at koncentrere sig helt, lykkedes det ham at genkende melodien, der snøvlende og samtidig stakåndet pressede sig ud af maskernes filter: 'Det haver så nyligen regnet'! Og da det vandrende kor kom til 'Frø af ugræs er føget over hegnet', og stemmerne løftede sig, ikke mindst førerens, faldt tiøren. Den skønne tenor, der ganske vist nu snoede sig ud af noget, der mindede om en støvslugerslange, kunne umuligt tilhøre nogen anden end Ulrik Høy. Ulrik Høy, som kriminalkommissær Mortensen sidst havde truffet i torturkælderen under Weekendavisen, hvor den høje mand havde skudt til måls efter skabeloner af tyske frontsvin, fordi han ikke troede Anden Verdenskrig var forbi endnu og lo henrykt imens, var en uforglemmelig person i det Mortensen nu havde lært var det danske åndsliv. Hvem kunne glemme Ulrik Høy!”

  Rifbjerg gjorde ham i hvert fald en hel del uforglemmeligere. Nogle linjer længere nede er det anden Weekendavisen-medarbejder, der kommer i fokus, det bliver jeg nødt til lige at få med (og ja, ja, jeg medvirker også selv, det kan vi tage en anden god gang):

  ”Der stod en mand i ribsbusken ved siden af trappen. Kriminalkommissæren standsede sine skridt. Han havde mange principper, et af dem var, at han under ingen omstændigheder ville have sit erhverv og sit privatliv blandet sammen. Og på det punkt var han og konen enige. Det sydede elektrisk i overskægget. ­Hvem er De? Manden, der ikke var ret høj og havde korte lår, så på Mortensen med et flakkende blik. Det hjerteformede ansigt var trukket så langt ned, at den svage hage næsten forsvandt bag sweaterens rullekrave. Jeg hedder Bjørnvig, peb han. ­ Bo Bjørnvig. Mortensen stod med begge fødder plantet hårdt i fliserne. Igen var der et eller andet, der virkede bekendt, men uplacérbart. ­ Hvad laver De her? ­ Jeg er blevet degraderet.”

  Typisk for satirens overgivne hensynsløshed er den fysiognomiske fortegning, eller sagt mere direkte: Han elskede at gøre grin med, hvordan folk så ud.
  Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.