Tycho praler og DK-disser

Tycho Brahe var også digter, en af DK første nævneværdige; Harald Voetmann oversætter digtet til hans dødfødte tvillingebror forrest i Alt under månen - her er en del af Tychos bistre og bitre Elegi til Danmark, skrevet i 1597, da han efter en beef med Christian IV drog i eksil (og selvfølgelig på latin - oversat af en vis H. Holten-Bechtolsheim (suverænt oversætternavn) i 1904, fundet i Billeskovs Den danske lyrik):

DANMARK, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket dig, hjemstavn,
  Siden du er mig så hård, streng imod mig og min færd?
Sagtens mener du vel, at jeg har forset mig mod dig,
  Da det er mig, der har gjort, at du i verden er kendt.
Sig mig, hvem der før mig har udført så store bedrifter,
  At han har hævet dit ry op i stjernernes kreds?
Hvem kan vel gøre mere end jeg? Ja hvem kan benytte
  Hele den kostbare skat som jeg har skænket mit land?

Ham de sender selvanden til Hven, som de allerede
  Tror, Urania, er trængt dybt i din helligdom ind.
Ankommen, si'er de, han studsede, da han betragted
  Instrumenternes pragt, - skønt jeg kun efterlod få.
Hvad formår vel en slig ignorant, som røber han aldrig
  Saadanne ting har set, ikke engang derom har hørt?
Rådvild står han og ser og spørger, hvor de var udført,
  Spørger om deres brug; - selv han gør sig til spot.
Dog, for han ikke skal synes forgæves at gøre sin rejse,
  Dadler han opfyldt af had alt, hvad han ikke forstår.
Helt naturligt det er, da han var sendt af min fjende;
  Længe han tænkte på ondt, lumsk var altid hans færd.
Har jeg fortjent af dig, mit fædreland, sådan at smædes?
  Er det din eneste tak, for hvad jeg virked for dig,
At hvad du ikke forstår, du dadler og møder med hånsord,
  Stræber al din magt for at formindske min ros?
Dig har jeg søgt at gøre berømt i den vidtstrakte verden;
  Hvorfor vise du da smålighed over for mig?

Andre har titler, har gods, har store betroede poster,
  Skønt de står under mig både i slægt og i år.
Ære fik mine brødre, men mig, som dog er den ældste
  Ætling af Brahernes slægt, viser man hån og foragt.
Nid har aldrig jeg følt, langt snarere ynkes jeg dem, som
  Glædes ved døgnets pjank, døv for det eviges røst.
Næppe har nogen haft sans for mit arbejde hjemme i Dannmark,
  Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si'er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
  Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol til Pol.
Dig, Ptolomæus, Alphons og dig Kopernikus, har jeg
  Rakt en hånd, når I gled; selv stod jeg fast på min fod.
Himmelklodernes gang I mægted ikke at forske,
  Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i sandhed er stort.
Nye støtter jeg rejste for himlens strålende hvælving,
  Aldrig revner den mere, hindret har jeg dens fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig tak for min gerning,
  Lad så min samtid blot vise sig karrig og kold.