EGO-INTROEN (inkl.. Andersine-citat)

Min første begyndelse på dagens WA-forsideartikel (som i forsiden på HELE avisen), "Højfornærmeren", om Klaus Rifbjerg  -

-->

Jeg karikeres, ergo findes jeg! Jeg karikerer, ergo er jeg kritiker!

  Tusind tak til Klaus Rifbjerg for at knæsætte min identitet i Weekendavisen Bøger fredag 31. maj 1996, for snart nitten år siden. Jeg var debuteret som anmelder to uger før, og i et flere spalter langt læserbrev med den smukke overskrift ”Loppesang” tog den store kanon samtlige de fire tekster, tre anmeldelser og en kommentar, jeg havde haft i tillægget ugen før, under kærlig behandling; særligt kommentaren, et forsvar for Rifbjergs nyligt afdøde arvefjende, var en torn i øjet:
   ”(…) en opskrivning af Poul Borum, der efter Bukdahls mening har været udsat for utilstedelig kritik, skønt han (stadig efter Bukdahls mening) er den største kritiker nationen har fostret og som oven i købet skrev i en avis, der er den eneste man kan læse med nogen morskab, nemlig Ekstra Bladet. For nu at blive i jargon'en, så lad os ta' den bagfra, som pigen sagde og slå fast, at Poul Borum var en udmærket lyriklæser og i visse sammenhænge en god formidler. Men en god kritiker var han ikke og en god forfatter slet ikke.

  Til bevis for sin påstand om Borums herligheder anfører Bukdahl en anmeldelse, Borum skrev i en sammenhæng om Anders Bodelsen og som skal forestille at være eksemplarisk. Den lyder sådan »Anders Bodelsen er imponerende. Nu har han skrevet over tyve bøger, der med matematisk præcision holder kedsommelighedsprocent 62. En sportsmand«. Her siger - ifølge Bukdahl - Borum fra, som han i andre tilfælde rosværdigt siger til. Men hvis man nu kikker lidt nærmere på tingene, så er udsagnet om Bodelsen ikke en anmeldelse, knap nok en vittighed og under ingen omstændigheder en morsom sådan. Man kan i højden tale om plat uforskammethed, noget der kan få kællingerne omkring guillotinen (og Lars Bukdahl) til at gnække af fornøjelse, men så er det også slut. Metoden (den ondskabsfulde vittighed på en forfatters eller en bogs bekostning) er hentet hos Hans Brix (der også skrev i denne avis), og den er ikke blevet mere sympatisk med årene.”

  Den vældige glæde og taknemlighed, dette læserbrev vakte i mig, var givetvis ikke intenderet. Men efter otte usynlige år på Kristeligt Dagblad kunne jeg ikke forestille mig noget fornemmere ridderslag end at blive offer for Klaus Rifbjergs hån. Jeg ville bare have ønsket mig – hvilket jeg naturligvis gav udtryk for i mit endnu længere svar; nu var spillet gående – at hans hån havde været mere præcist og personligt hård. Det ønske nåede jeg at få opfyldt rigtige mange gange, og mit hjerte gjorde et lille hop hver gang.

  Sommeren 1998 medvirker jeg, sammen med flere andre af Weekendavisens medarbejdere, i en sommerføljeton betitlet ”Stop Hother”; efter en boksematch med Informations Erik Skyum forelæser jeg på Forfatterskolen:

  ”Det lagde (…) ingen dæmper på den unge mands entusiasme, han strøg blot Søren Kierkegaard-håret op i en endnu højere valk, så det glimtede i sygekassebrillerne, og huggede løs mod forsamlingen med ørnenæsen som en spætte på vej ind i et træ.”

  Det er det bedste: En fyndig, fornærmende, fysiognomisk metafor! Så er man fandengalme til! Men nok om mig – som Rifbjerg heller aldrig ville have sagt; det var heldigvis aldrig nok!

   Lettere patetisk er det, at læserbrevet skoser mig og Borum for at praktisere en kunst, ”den ondskabsfulde vittighed på en forfatters eller en bogs bekostning”, som Rifbjerg var den uofficielle og ubesejrede Danmarksmester i. Lige præcis Borum var den eneste, der overhovedet var i samme liga, og hvad angår et enkelt forfatterskab, Rifbjergs eget, var Rifbjerg ude af stand til at toppe forhåningen, og det pissede ham selvfølgelig overordentligt af.

  Alt andet lige gjorde Borum aldrig grin med folks udseende; det gjorde Rifbjerg uafladeligt. Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.