Det sidste. jeg læste i Rifbjergs seneste bog (der er givetvis flere i det mytiske Gyldendalpengeskab), Besat, i går eftermiddags - fra novellen "Tåge", en kvinde vågner engang under besættelsen:
Desuden elsker hun ham. Mens hun står med hænderne under den kolde hane og prøver at gnide liv i det stykke 20 % sæbe, som ligger til fælles brug, er det ikke svært at forestille ham inde i sengen, hvor han ligger på siden og sover. Han ligger på siden og sover som de fleste mennesker, og det hele er der inklusive det lille, grå overskæg, der laver en lyd mod puden, hvis man hører godt efter, og han bevæger sig i søvnen. Han har haft det overskæg altid, det giver hans udtryk noget mandigt og autoritativt, det skaber respekt, men det er også komisk på en lidt ubehagelig måde, hvad hun ikke kunne undgå at bemærke, da Boy begyndte at kysse hende for mange år siden. Der kom den mund anstigende, og hun havde lyst til at gemme sig i hans krave, men så knirkede de små børster allerede mod hendes overlæbe, og det gjaldt om at vænne sig til dem, for de ville sandsynligvis være der i mange år, knirk knirk, ligesom hans tunge og alt det andet, der fulgte med, fordi det nu engang var sådan og ikke kunne være anderledes. Der var ikke så meget at snakke om.
- skal vi sige her i morgenlysets chok - det var jo ikke meningen at der nogensinde skulle holde med at udkomme Rifbjergbøger! - at det er en allegori på den ikke bare litterære offentligheds forhold til Klaus Rifbjerg siden 1956, da han aggressivt veloplagt debuterede med Under vejr med mig selv.
Hvil i fortsat rullende, ubændig uro. Store Klaus!
Hen genopstår næppe, men vil sandsynligvis udkomme posthumt mange år frem i tiden, som en anden Frank Zappa. Han oeuvre er langt fra ovre.
SvarSlet