Åh nej, Sonne forsvandt! Her er han igen (uden Andersine)!

Jørgen Sonne-karikaturen Alvar Tang rød ud af begyndelsen på min WA-forsideartikel om "Højfornærmeren", eller rettere præsentationen af ham og den ene, men ikke den anden af hans replikker (hvori Bo Grreen Jensen (under dæknavn) og Johannes Jørgensen (under eget navn) karikeres), hvilket betyder, at det bliver højst uklart, hvad jeg mener med, at der er tale om en bugtalt fornærmelse / karikatur svøbt i karikatur (længere nede forvirres også snakken om karikerede venner og Niels Barfoed, fordi Sonne er slettet), åh altså, men her er hele det originale tekststykke: 

Vi kan starte med et forholdsvis uskyldigt eksempel, som demonstrerer det lystfuldt tvangsmæssige i praksissen.

  Det drejer sig om et af de mere forglemmelige værker i oeuvret, En omvej til klostret, en såkaldt ”spændingsroman” fra 1983, dengang, et par årtier før krimibølgen, hvor det kunne være en sofistikeret overspringshandling at skrive kriminalistisk; Henrik Nordbrandt forfattede også en spændingsroman.

  Hovedpersonen, middelalderforskeren Alvar Tang, skal færdiggøre en bog på det italienske refugium San Cesaro (= virkelighedens San Cataldo) og hvirvles ind i en masse hæsblæsende dramatik, som ikke skal interessere os her, og som jeg heller ikke kan huske en snus af.

  Blandt refugiebeboerne er en vis Ole Galle, ”en elskeligt forbitret Rasmus Modsat altid med en tynd cigaret i munden og inden for armslængde af en flaske Stock cognac” – som ligner Rifbjergs generationskammerat, den stadig lyslevende digter Jørgen Sonne, til forveksling, især da han begynder at tale (og hikste):

  ”- Åh, De er sgu syltet ind i metafysik … Men man må jo sige til Shakespeares ros, at han er konsekvent, der er jo bogstaveligt talt ikke en af de danskere, der overlever. Hieh. Sikken et blodbad! Og trommer, hvabear, bommelomme, bommelom. Goodnight Sweet prince, jo jeg skal sgu love for det.  ”
  Det er også gennem Galle/Sonne, at en anden beboer, den unge digter Børge Grøn Johansen, præsenteres –  dette er noget så avanceret som bugtalt fornærmelse, karikatur svøbt i karikatur:
  ”Der går sgu geniet. En del englemarinade og to dele barokorgel, det er sgu en harsk blanding, men måske bliver han voksen en dag. Mærkeligt med det fugtige tusmørke, vi kommer sgu aldrig over det, tænk på Jørgensen, der sad hernede og pudsede sin helgenglorie hernede i et halv århundrede, og så på bunden var det ikke andet end synrener og Frederiksberg og ulykkelig kærlighed og lommebillard pog skyldfølelser alt sammen.”

  Dér fik Rifbjerg i forbifarten sønderknusende ram på Johannes Jørgensen også, just for the fun of it. Hvis læseren ikke umiddelbart kan identificere modellen til Børge Grøn Johansen, får han og hun endnu chance lidt senere, da Grøn Johansen og hovedperson Tang er på spadseretur sammen:

  ”Han var lille og bleg og med et kruset hår om hovedet, engleagtigt, faktisk (…) Grøn Johansen tjente bl.a. til udkommet ved at skrive lange og tilpas lærde boganmeldelser i en avis med kulturelle ambitioner, og af dem fremgik det, at hans sans for det fiktive var betydeligt mere udviklet end for det faktive, og han var ikke bleg for at beskrive selv prætentiøse og let gennemskuelige internationale sællerter som århundredets mesterværker, hvis de bare havde den mindste anelse af fantasi-nimbus og var lidt smarte. Venlig ung mand.”

   Avisen med kulturelle ambitioner er klart nok Weekendavisen og Børge Grøn Johansen er – hør navnet! – selvfølgelig Bo Green Jensen, dengang boganmelder, nu filmanmelder. Og det virker ikke, som om Rifbjerg har et egentligt horn i siden på Bo Green, han er bare kommet indenfor radaren, måske faktisk dér på San Cataldo. Og Jørgen Sonne holder han decideret af, hvilket så bare aldrig har været en forhindring for karikaturtegning, bare spørg barndomsvennen Niels Barfoed. Troldspejlet var en permanent bygningsfejl, kunne man sige.
  Gik han imidlertid i kødet på et egentligt hadeobjekt, var der ingen grænser for grusomheden og skamløsheden; folk og røveres fysiognomi var til enhver tid fair game. 

ULRIK & BO-INTROEN (inkl. Andersine-citat)

Min tredje begyndelse (det var den anden, der blev brugt) på dagens WA-forsideartikel (som i forsiden på HELE avisen), "Højfornærmeren", om Klaus Rifbjerg -

-->

Mange af os, fra Søren Krarup over Carsten Jensen til Anders Fogh Jensen, er ramt af en helt særlig ensomhed ved Klaus Rifbjergs død. Hvem skal nu attakere og karikere os rasende veloplagt på mindste foranledning? Hvis vi ikke længere er kløpulver for Rifbjergs pen, hvem er vi så?

  Hvem og hvad er Weekendavisen, hvis avisen ikke længere er offer for Store Klaus’ hån, spot og latterliggørelse, som den har været det med et fast abonnement de sidste 25 år? Der er sørgerigt og meningsløst ikke længere at kunne forvente et intenst og indædt overfald som dette, fra den aldrig bogopsamlede føljeton ”Stop Hother!”, der kørte i Information gennem sommeren 1998 – en politiinspektør Mortensen forvilder sig rundt i det danske parnas:

  ”Han var en god patriot, ingen tvivl om det, alligevel gøs han, da han en dag så en flok mennesker marchere op i den stride vind iført sære uniformer af gammeldags snit og med stålhjelme på hovedet, der lignede omvendte kar. De var iført gasmasker og udstyret med rifler årgang 89 og blev anført af en høj, dinglevorn mand, hvis vilde øjne luede gennem maskens glas, og som bar et skilt med påskriften 'Aldrig mere den niende april!'. Mortensen syntes, der var noget bekendt ved personen, men med masken på var han ikke til at identificere. Men så begyndte han at synge og slog samtidig voldsomt ud med armene, som om han ville dirigere de andre. Og minsandten om de ikke faldt i. Det virkede mere end ejendommeligt, og kriminalkommissæren følte sig pludselig hensat til et surrealistisk mørkt Afrika til generalforsamling i Elefanternes Sangforening.

  Kun ved at koncentrere sig helt, lykkedes det ham at genkende melodien, der snøvlende og samtidig stakåndet pressede sig ud af maskernes filter: 'Det haver så nyligen regnet'! Og da det vandrende kor kom til 'Frø af ugræs er føget over hegnet', og stemmerne løftede sig, ikke mindst førerens, faldt tiøren. Den skønne tenor, der ganske vist nu snoede sig ud af noget, der mindede om en støvslugerslange, kunne umuligt tilhøre nogen anden end Ulrik Høy. Ulrik Høy, som kriminalkommissær Mortensen sidst havde truffet i torturkælderen under Weekendavisen, hvor den høje mand havde skudt til måls efter skabeloner af tyske frontsvin, fordi han ikke troede Anden Verdenskrig var forbi endnu og lo henrykt imens, var en uforglemmelig person i det Mortensen nu havde lært var det danske åndsliv. Hvem kunne glemme Ulrik Høy!”

  Rifbjerg gjorde ham i hvert fald en hel del uforglemmeligere. Nogle linjer længere nede er det anden Weekendavisen-medarbejder, der kommer i fokus, det bliver jeg nødt til lige at få med (og ja, ja, jeg medvirker også selv, det kan vi tage en anden god gang):

  ”Der stod en mand i ribsbusken ved siden af trappen. Kriminalkommissæren standsede sine skridt. Han havde mange principper, et af dem var, at han under ingen omstændigheder ville have sit erhverv og sit privatliv blandet sammen. Og på det punkt var han og konen enige. Det sydede elektrisk i overskægget. ­Hvem er De? Manden, der ikke var ret høj og havde korte lår, så på Mortensen med et flakkende blik. Det hjerteformede ansigt var trukket så langt ned, at den svage hage næsten forsvandt bag sweaterens rullekrave. Jeg hedder Bjørnvig, peb han. ­ Bo Bjørnvig. Mortensen stod med begge fødder plantet hårdt i fliserne. Igen var der et eller andet, der virkede bekendt, men uplacérbart. ­ Hvad laver De her? ­ Jeg er blevet degraderet.”

  Typisk for satirens overgivne hensynsløshed er den fysiognomiske fortegning, eller sagt mere direkte: Han elskede at gøre grin med, hvordan folk så ud.
  Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.

EGO-INTROEN (inkl.. Andersine-citat)

Min første begyndelse på dagens WA-forsideartikel (som i forsiden på HELE avisen), "Højfornærmeren", om Klaus Rifbjerg  -

-->

Jeg karikeres, ergo findes jeg! Jeg karikerer, ergo er jeg kritiker!

  Tusind tak til Klaus Rifbjerg for at knæsætte min identitet i Weekendavisen Bøger fredag 31. maj 1996, for snart nitten år siden. Jeg var debuteret som anmelder to uger før, og i et flere spalter langt læserbrev med den smukke overskrift ”Loppesang” tog den store kanon samtlige de fire tekster, tre anmeldelser og en kommentar, jeg havde haft i tillægget ugen før, under kærlig behandling; særligt kommentaren, et forsvar for Rifbjergs nyligt afdøde arvefjende, var en torn i øjet:
   ”(…) en opskrivning af Poul Borum, der efter Bukdahls mening har været udsat for utilstedelig kritik, skønt han (stadig efter Bukdahls mening) er den største kritiker nationen har fostret og som oven i købet skrev i en avis, der er den eneste man kan læse med nogen morskab, nemlig Ekstra Bladet. For nu at blive i jargon'en, så lad os ta' den bagfra, som pigen sagde og slå fast, at Poul Borum var en udmærket lyriklæser og i visse sammenhænge en god formidler. Men en god kritiker var han ikke og en god forfatter slet ikke.

  Til bevis for sin påstand om Borums herligheder anfører Bukdahl en anmeldelse, Borum skrev i en sammenhæng om Anders Bodelsen og som skal forestille at være eksemplarisk. Den lyder sådan »Anders Bodelsen er imponerende. Nu har han skrevet over tyve bøger, der med matematisk præcision holder kedsommelighedsprocent 62. En sportsmand«. Her siger - ifølge Bukdahl - Borum fra, som han i andre tilfælde rosværdigt siger til. Men hvis man nu kikker lidt nærmere på tingene, så er udsagnet om Bodelsen ikke en anmeldelse, knap nok en vittighed og under ingen omstændigheder en morsom sådan. Man kan i højden tale om plat uforskammethed, noget der kan få kællingerne omkring guillotinen (og Lars Bukdahl) til at gnække af fornøjelse, men så er det også slut. Metoden (den ondskabsfulde vittighed på en forfatters eller en bogs bekostning) er hentet hos Hans Brix (der også skrev i denne avis), og den er ikke blevet mere sympatisk med årene.”

  Den vældige glæde og taknemlighed, dette læserbrev vakte i mig, var givetvis ikke intenderet. Men efter otte usynlige år på Kristeligt Dagblad kunne jeg ikke forestille mig noget fornemmere ridderslag end at blive offer for Klaus Rifbjergs hån. Jeg ville bare have ønsket mig – hvilket jeg naturligvis gav udtryk for i mit endnu længere svar; nu var spillet gående – at hans hån havde været mere præcist og personligt hård. Det ønske nåede jeg at få opfyldt rigtige mange gange, og mit hjerte gjorde et lille hop hver gang.

  Sommeren 1998 medvirker jeg, sammen med flere andre af Weekendavisens medarbejdere, i en sommerføljeton betitlet ”Stop Hother”; efter en boksematch med Informations Erik Skyum forelæser jeg på Forfatterskolen:

  ”Det lagde (…) ingen dæmper på den unge mands entusiasme, han strøg blot Søren Kierkegaard-håret op i en endnu højere valk, så det glimtede i sygekassebrillerne, og huggede løs mod forsamlingen med ørnenæsen som en spætte på vej ind i et træ.”

  Det er det bedste: En fyndig, fornærmende, fysiognomisk metafor! Så er man fandengalme til! Men nok om mig – som Rifbjerg heller aldrig ville have sagt; det var heldigvis aldrig nok!

   Lettere patetisk er det, at læserbrevet skoser mig og Borum for at praktisere en kunst, ”den ondskabsfulde vittighed på en forfatters eller en bogs bekostning”, som Rifbjerg var den uofficielle og ubesejrede Danmarksmester i. Lige præcis Borum var den eneste, der overhovedet var i samme liga, og hvad angår et enkelt forfatterskab, Rifbjergs eget, var Rifbjerg ude af stand til at toppe forhåningen, og det pissede ham selvfølgelig overordentligt af.

  Alt andet lige gjorde Borum aldrig grin med folks udseende; det gjorde Rifbjerg uafladeligt. Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.