Sondheim does Rifbjerg i mit hoved

Vi havde været i Palads og set Into the Woods og var lidt manisk oppe at køre over vores grundglæde over filmen, og vi skulle købe ind i Fakta ved Nørreport, og jeg stod ved kassen og ventede på dig, og jeg læste i Klaus Rifbjergs efterårsroman i lommestørrelse, Idræt, som ikke havde fået læst, og som jeg havde i lommen, fordi jeg skal anmelde hans nye samling af "fortællinger", Besat, der ser virkelig lovende ud, noveller med indskudte prosadigte vist ca., og jeg havde alle (med Rifbjerg jævnaldrende - han er et år yngre) Stephen Sondheims virtuost knopskydende, semi-rappende sange fra musicalfilmen i hovedet, da jeg begyndte at læse videre i bogen, og pludselig passede den travle, bouncy Sondheim-lyd perfekt til Rifbjergs travle, bouncy skrift i nærmere bestemt kapitel 4, der flashbacker tilbage til en hospitalsindlæggelse i protagonistens barndom, så jeg oplevede mig nynnede læse, læsende nynne:

Han vidste ikke af, at omsrog i stort regi har undertoner af hade, hvor skulle han vide det fra? Slask sagde det mod linoleummet, når gulvkluden kom farende, og hun bøjede sig ned for at vaske gulvet, klink, sagde det, lille klink, når termometeret blev slået ned, før det skulle op i enden og lade sig påvirke. Helt hyggeligt, respit på stjålen tid med bevidstheden om helvedet, der ventede, det naturlige, det, som åbenbart var i roden, det, som alle accepterede, vejen til helbredelsen (hvad ingen sagde), vejen ad hvilken (som ingen vidste, hvad var), men absolut moderne, alle instrumenter slebne og fuldkommen hensigtsmæssige, blanke, dødbringende ved mindste fejl, men mirakuløst præcise i hånden på eksperten, hvis tørke forbandt sig med kødet, som med en underspillet, knirkende hvisken åbnede for betændelsen, mens alting skreg, og cigaretten, som akrobaten med god grund og fuld ret undte sig selv bagefter og efter stuegangen, blev tændt, og han sås i silhuet, uangribelig, sugende røgen til sig og spyende denf ra sig i en tilsyneladende uendelig sky, mens han tænkte på alt andet end den helbredelse, han bragte, i længden kedelig, i øjeblikket en udfordring, men ellers en distraktion og ikke noget, der gjorde ondt, i hvert fald ikke på nogen han kendte eller brød sig om og da slet ikke ham selv, sentimental kunne man i hvert fald ikke kalde ham.

- til sammenligning, og det er helt forskellig tekstlighed, men den mesterlige FART er den samme, et klip fra heksens monolog, i den lange intro-sangsekvens til Into the Woods:

[WITCH]
In the past, when your mother was with child, she developed
an unusual appetite. SHe took one look at my beautiful garden
and told your father that what she wanted more than
anything in the world was
Greens, greens and nothing but greens:
Parsley, peppers, cabbages and celery,
Asparagus and watercress and
Fiddleferns and lettuce-!
He said, "All right,"
But it wasn't, quite,
'Cause I caught him in the autumn
In my garden one night!
He was robbing me,
Raping me,
Rooting through my rutabaga,
Raiding my arugula and
Ripping up my rampion
(My champion! My favorite!)-
I should have laid a spell on him
Right there,
Could have changed him into stone
Or a dog or a chair...
But I let him have the rampion-
I'd lots to spare.
In return, however,
I said, "Fair is fair:
You can let me have the baby
That your wife will bear.
And we'll call it square."

 

- Klaus Rifbjerg ankommer til akademimøde på Rungstedlund