Et par sider senere - flagermusevinger!

(fortællingen "Tåge" følger flere medlemmer af en familie - Karl er den store dreng og Doris (vistnok) hans søster; "One September in the rain" er et Louis Armstrong-nummer))

Men der var ingen flyversjusser eller noget, der bare lignede, da Doris en aften kom ind, og Gregers var på manøvre, eller hvad han var, og Karl havde indtaget overkøjen, men lå i den underste, hvor Doris bøjede sig ind over ham, og han mærkede hendes bryster svinge frem og tilbage som bløde kirkeklokker, og hun udstødte det sædvanlige fnis, men også sagde et eller andet, han ikke rigtig fik fat i: "Noget, du kan lide, ikke?" "Hvad tænker du nu på?" Og så var det netop "One September in the rain", der ligesom kom valsende ind fra højre øre, og hun lo endnu en gang og klappede ham på kinden og valsede selv ud ad døren, han havde slet ikke set de dejlige ting, blot mærket dem som flagermusevinger omkring kinderne og næsen, eller var det noget han havde drømt?

- bløde kirkeklokker, flagermusevinger omkring næsen - metaformester!

Jeg læser videre, jeg kan heldigvis læse videre

Der var ikke så meget at snakke om.
  Det grå lys som nu arbejdede sig ind over badeværelsets gule, fik temperaturen til at falde på en harsk måde. Der var bedre under dynen, der var også bedre i den krop, hun efterhånden fik bygget op, mens hun drejede nøglen om for at åbne døren til gangen. Låsen skrumlede og gav sig med en usmurt jamren, mens hun drejede nøglen rundt, der var lyde i huset, som hun hørte og ikke-hørte, men lige nu sad nøglen i hende selv, og hun fandt det egentlig komisk, at hun låste døren, når hun skulle tisse, før et eneste menneske i huset var vågen, og ingen ville forstyrre hende. Men det var tanker, der åbnedes for, mens det net af sødme, der var karakteristisk for hende, foldede sig ud og svøbte sig om hende og løb ind alle vegne, hvor hverdagsnøglen lukkede op med sin tunge skrumlen og halvdagen forvandlede sig til rigtig dag.

- prosa findes slet ikke, der findes poesi i forskellige formater og opsætninger, alt andet er ligegyldigt!

Der kom den mund anstigende - Klaus Rifbjerg 1931-2015

FUCK, HVOR KUNNE HAN FØRST OG FREMMEST BARE OG LIGE TIL DET SIDSTE SKRIVE!

Det sidste. jeg læste i Rifbjergs seneste bog (der er givetvis flere i det mytiske Gyldendalpengeskab), Besat, i går eftermiddags - fra novellen "Tåge", en kvinde vågner engang under besættelsen:

Desuden elsker hun ham. Mens hun står med hænderne under den kolde hane og prøver at gnide liv i det stykke 20 % sæbe, som ligger til fælles brug, er det ikke svært at forestille ham inde i sengen, hvor han ligger på siden og sover. Han ligger på siden og sover som de fleste mennesker, og det hele er der inklusive det lille, grå overskæg, der laver en lyd mod puden, hvis man hører godt efter, og han bevæger sig i søvnen. Han har haft det overskæg altid, det giver hans udtryk noget mandigt og autoritativt, det skaber respekt, men det er også komisk på en lidt ubehagelig måde, hvad hun ikke kunne undgå at bemærke, da Boy begyndte at kysse hende for mange år siden. Der kom den mund anstigende, og hun havde lyst til at gemme sig i hans krave, men så knirkede de små børster allerede mod hendes overlæbe, og det gjaldt om at vænne sig til dem, for de ville sandsynligvis være der i mange år, knirk knirk, ligesom hans tunge og alt det andet, der fulgte med, fordi det nu engang var sådan og ikke kunne være anderledes. Der var ikke så meget at snakke om.

- skal vi sige her i morgenlysets chok - det var jo ikke meningen at der nogensinde skulle holde med at udkomme Rifbjergbøger! - at det er en allegori på den ikke bare litterære offentligheds forhold til Klaus Rifbjerg siden 1956, da han aggressivt veloplagt debuterede med Under vejr med mig selv.

Hvil i fortsat rullende, ubændig uro. Store Klaus!