På barken indskrives hvert åndedrag

I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok

Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende end egentligt ophøjet

Bøjet i regnbuer

Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit

De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger og Den korsfæstede budding, bare hedder Digte (forrige titel, Mit nøgne hjerte fra sidste år var også enkel, men ikke så enkel).

  Fordi hvert eneste velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode) digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig som en decideret folkelig nyklassiker:

  ”Vi lever også med hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som et lokomotiv, vær din egen nyhed.”

 Næseplov/jordbærduft-linjen er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner” ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.

  Nu jeg har outet mig selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:

  ”Derfor rydder du op i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der tynges til siderne af vild forsoning”

  Regnbuer har altid været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas, men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:

  ”regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”

  Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid” med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for, hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke til os alle sammen med ikke mindst den:

  ”Du har spist et æble indefra.”

-->

Udødelige forgængere

Jeg skriver om Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og Maria Gerhardts Transfervindue i WA Bøger i dag - ville have nævnt 2 forgængere ud i kunsten at skrive om døden som henholdsvis efterladt og døende og gøre det, med WA-tekstens ord, "mindeværdigt" = med kunstnerisk styrke simpelthen.

1. Henrik Nordbrandt i Ormene ved himlens port, 1995 (ovenpå en unavngiven, nær veninde/ekskærestes død)

Vejvæsen

Som et dyr, forskræmt, på fremmed grund
en græshoppe eller kamæleon
på vej hen over asfalten
mellem de blomstrende grøftekanter

kan jeg nat efter nat
ikke undgå at få øje på dig
når du standser, usikkert, indfanget
af lyskeglerne fra min drøm

2. Dan Turèll i Tja-a cha-cha, 1993 (da han vidste, han var dødeligt kræftsyg):

Early Morning

Endnu en morgen
Vistnok en gave:

Passérseddel til
Midlertidighedens have

Med sol og snegle
Og vækster og spejle

For det livsømme punkt:
Jeg gør landskabet tungt.

SOLEN ER BORTE - SONNE ER DØD!

Sidder lige og genlæser den nye digtsamling, Mere endnu, af Knud Sørensen, født 1928, der udkommer i morgen, og i en pause kigger jeg forbi Facebook og så ser jeg, at digteren Niels Hav har optrykt en nekrolog fra Politiken i dag over JØRGEN SONNE, født 1925, gudhjælpeme, som jeg lige har siddet og tænkt på, for så mange + 80-årige digtere er der altså ikke tilbage, Vagn Steen, født 1928, Benny Andersen, født 1929, Jess Ørnsbo, født 1932. Og Jørgen Sonne har virkelig betydet noget for mig, og jeg vil ikke træde den nekrolog i bedene, jeg skal skrive til i morgen, og jeg er virkelig nervøs for ikke at leve op til Sonnes stilistiske ideal, af dramatisk sirlig HIDSIGHED, og selvfølgelig kommer jeg ikke til at leve op til det, men jeg skal fandeme prøve, af alle kræfter, og Sonne var jo én af dem, der talte nøjagtigt, og akkurat med en VILD nøjagtighed, som han skrev, og han kunne ikke holde kæft, og derfor lavede Steen Møller Rasmussen og jeg den film med og om ham, der hedder 1 1/2 times sol, hvor reglen var, at han skulle tale hele tiden, og den regel var han hurtigt med på, og sikke han talte i sin rasende cirkler om først og fremmest poesi - og RECITEREDE poesi, på ethvert muligt sprog og fra alle tider, - han var totalt og inderligt og YDERLIGT selvoptaget, og han kunne være grusom som få, berygtede er hans fnysende lejemorderindsatser ved forfattermøderne på Rungstedlund, det var sådan jeg selv lærte ham at kende, han ville lige vide, efter min oplæsning af noget tåget prosa, om jeg havde HØRT om dadaisme og surrealisme, ellers ville han gerne anbefale nogle titler (ved samme lejlighed kørte han et nær-autistisk show omkring at få Brostrøm og kompagni på den limpind, at han selv havde skrevet de nye oversættelser af franske surrealister, som han havde læst op af - og senere udkom som UUNDVÆRLIG pragtbog (men sikke han hadede forlæggeren Claus Clausen bagefter; jeg måtte engang på Bogforum fysisk forhindre ham i at gå til angreb)), og jeg besøgte ham en håndfuld gange i den gamle skole i Glumsø og fik gladelig ikke et et ben til jorden, og den ene gang var det for at hente en stor bunke af hans sene, platte og viise readymade-poesi, ordklippene, som jeg redigerede et udvalg af for afsnitP, her er et LINK, der lykkeligvis stadig virker, og jeg var lynhurtigt en af kun to studerende (bortset fra at jeg ikke længere var studerende, jeg snød mig til det), der fulgte hans Aarestrup-forløb på KUA, han kunne analytisk smagende genfortrylle selv "Angst", hellige, hellige noter (ALT kunne skulle skrives ned, pånær måske den rigelige snagen i Emils sexliv, men det skrev jeg også ned), som jeg læste op af ved fejringen af 85 års-dagen i Poesiens Hus, og jeg er voldsomt glad for poesien, men jeg er begejstret beundrende hans prosa og især hans kritiske prosa, den hvirvlende og DEJSENDE, oprømte og NYDENDE præcision, og fremfor alt, det var den skriftlige åbenbaring, bogen om Degas, den vil jeg citere fra i næste blogpost, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere lige nu, jeg er ked af det som 100 onde år over, at Jørgen ikke lyser mere, for satan da! og her er et digt, som IKKE er klassikeren "Foldemændene", som han ikke kunne udholde, at hans indsats for fuld hammer og skalpel i poesiens tjeneste skulle reduceres til, fra Eroter, 1977, hans mest hede og forfinede samling: 

SKY -

For den der kunne følge dem
gratier undervejs
i nære skyer
sagte nu
i en duven frem
er de på vej
drømmende
under det tykt krummende hår
og lette på de lange smalle fødder
i folder af stof som hyller til
der åbner næsten og
er faldet
med budskab i den pegende finger

Der kom den mund anstigende - Klaus Rifbjerg 1931-2015

FUCK, HVOR KUNNE HAN FØRST OG FREMMEST BARE OG LIGE TIL DET SIDSTE SKRIVE!

Det sidste. jeg læste i Rifbjergs seneste bog (der er givetvis flere i det mytiske Gyldendalpengeskab), Besat, i går eftermiddags - fra novellen "Tåge", en kvinde vågner engang under besættelsen:

Desuden elsker hun ham. Mens hun står med hænderne under den kolde hane og prøver at gnide liv i det stykke 20 % sæbe, som ligger til fælles brug, er det ikke svært at forestille ham inde i sengen, hvor han ligger på siden og sover. Han ligger på siden og sover som de fleste mennesker, og det hele er der inklusive det lille, grå overskæg, der laver en lyd mod puden, hvis man hører godt efter, og han bevæger sig i søvnen. Han har haft det overskæg altid, det giver hans udtryk noget mandigt og autoritativt, det skaber respekt, men det er også komisk på en lidt ubehagelig måde, hvad hun ikke kunne undgå at bemærke, da Boy begyndte at kysse hende for mange år siden. Der kom den mund anstigende, og hun havde lyst til at gemme sig i hans krave, men så knirkede de små børster allerede mod hendes overlæbe, og det gjaldt om at vænne sig til dem, for de ville sandsynligvis være der i mange år, knirk knirk, ligesom hans tunge og alt det andet, der fulgte med, fordi det nu engang var sådan og ikke kunne være anderledes. Der var ikke så meget at snakke om.

- skal vi sige her i morgenlysets chok - det var jo ikke meningen at der nogensinde skulle holde med at udkomme Rifbjergbøger! - at det er en allegori på den ikke bare litterære offentligheds forhold til Klaus Rifbjerg siden 1956, da han aggressivt veloplagt debuterede med Under vejr med mig selv.

Hvil i fortsat rullende, ubændig uro. Store Klaus!

Den fuldkomne begynder - Tomas Tranströmer 1931-2015

Afsnittet om Tranströmer i Poul Borums Poetisk modernsime, 1966:

Tomas Tranströmer befinder sig i den mærkelige position at være en svensk klassiker, skønt han i dag kun er 35 år og har en minimal produktion bag sig - hans tre digtsamlinger, "17 dikter" (1954), "Hemligheter på vägen" (1958) og "Den halvfærdige himlen" (1962), rummer i alt kun 52 digte, men disse digte er således blevet lovsunget for deres fuldkommehed, at man næsten har glemt deres væsentlighed. Tranströmers poesi har virkelig hvad der skal til for at gøre en klassiker, det fuldendte, det nødvendige, det bestandigt nye.

Jag spelar Haydn efter en svart dag
och känner en enkel värme i händerne.

Tangenterna vill. Milda hammara slår.
Klangen är grön, livlig och stilla.

Således begynder "Allegro", med denne anden "den anden enkelhed" som Bonnefoy taler. De to digtere har meget andet til fælles, først og fremmest en ny "gestaltpsykologisk" opfattelse af den poetiske metafor, der hos franskmanden rendyrkes i en absolut uvirkelighed, medens Tranströmers metaforchok har en imponerende anskuelighed, tordenvejrsagtigt. Og billedet af lampen er fælles for de to digtere, som når Tranströmers vidunderlige "En mand fra Benin" - et digt om et fotografi af et afrikansk bronzerelief der forestiller en portugisisk jøde - lader denne jøde til sidst i digtet få stemme, "genfødt i metallets race":

Ja är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
förr att se sig själv i mig

Denne direkthed, som ikke er dokumentarisk, men kunst-gjort, er det stærke og samlede indtryk af denne digter, af hvem vi endnu kan vente os mange mesterværkers ro og uro.



- titeldigtet fra 1962-samlingen, oversat af Peter Nielsen:

DEN HALVFÆRDIGE HIMMEL

Modløsheden afbryder sit løb.
Angsten afbryder sit løb.
Gribben afbryder sin flugt.

Det ivrige lys strømmer ud,
selv spøgelserne tager sig en slurk.

Og vore malerier kommer for en dag,
vores istidsatelierers røde dyr.

Alting begynder at se sig omkring.
Vi går i solen, hundredvis.

Hvert menneske en halvåben dør
der fører indtil et rum for alle.

Den uendelige jord under os.

Vandet lyser mellem træerne.

Søen er et vindue til jorden.

Rappenskralden fra det ydre rum

Inge Eriksen 1935-2015

Jeg har ikke læst Inge Eriksen-romaner nok, og jeg er bange for, at de, jeg har læst, er de forkerte, og mon ikke hendes monster-ambitiøse rumoperaer får et comeback en af dagene, men jeg stødte ind i hende flere gange back in the day og kunne godt lide hendes cool og principielle hidsighed og ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke har bevaret den liste over anbefalelsesværdig og uundværlig science fiction, hun skriblede ned på vistnok Hald Hovedgaard (eller var det Rungstedlund?), da jeg afslørede min totale genreuvidenhed.

Helle Helles mor in memoriam

- fra Politiken-interview, 2005:

Mine forældre var enormt forskellige. Min mor var alene og udfarende, mens min far levede mere traditionelt. Så jeg var meget intuitiv som barn. Sådan som man bliver, når man har to hjem, der ikke ligner hinanden overhovedet. Det er noget med altid at kunne fornemme, når nogen er uvenner eller forelskede, selvopm det ikke bliver sagt. (...)
Fro samtidig med at tingene nogle gange ramlede omkring mig var både min mor og min far gode til at fortælle mig, at jeg var dygtig og kunne alt. Hemingway sagde, at man skulle have en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Men jeg tror ikke, at det er nok. Der også nødt til at være nogen, der pumper ens ego op. Det er det, der gør, at det bliver godt, når man skriver. Hvis man både synes, man er den største idiot. Og samtidig bliver ved med at tro, at man er den bedste.

- fra Rødby-Puttgarden:

Vores mors cykel var af mærket Jönsson. Den punkterede på landevejen mellem Rødby og Rødbyhavn en eftermiddag i juni. Hun var på vej fra arbejde. Først prøvede hun at cykle videre, men det bumpede for meget. Hun steg af cyklen og begyndte at trække. der var fire kilometer hjem. Hun gik og mærkede den lune blæst i ansigtet og på sine bare arme. Hun havde en skjortebluse på, hun svedte i ærmegabene.
  Lærkerne sang. Det raslede fra kæden i hendes cykel. Hun ville aflevere den hos Sørensen i Havnegade, så kunne hun hente den tidligt næste morgen. En bus fuld af endagsturister kom kørende imod hende, hun standsede og kiggede på ansigterne derind, da bussen passerede. Hun genkendte et af dem, en mand med rundt hoved, de havde gået i klasse sammen for længe siden. Hun nåede lige at vinke til ham, og han klarede op og vinkede tilbage, han genkendte også hende.
  Hun stod og kiggede efter bussen og smilede. Da hun gik videre, trådte hun på noget hårdt. Det var en ørering, hun havde tabt på vej fra arbejde engang i februar, hun havde kigget efter den lige siden. Den var ikke engang gået i stykker.
  - Hvor heldigt, sagde hun højt til sig selv og stak øreringen i lommen på sin cowboynederdel og tog en dyb indånding, hun kunne lugte græs og heste, musik strømmede ud fra et tomt førerhus på en traktor.
  Nede ved gården efter Tredje Tværvej havde en vædder viklet sig ind i sin fortøjning, vores mor satte cyklen på støttefod og fik vædderen fri ved at lokke den rundt og rundt med en håndfuld mælkebøtteblade. Hun vendte nynnende tilbage til sin cykel, hyldeblomsterne overvældede hende ved den lille lund efter byskiltet, hun satte cyklen i stativet nede ved Sørensen, stak et smilende ansigt ind i forretningen.
  - Kan du lappe min cykel til i morgen tidlig?
  - Alt for dig, Henriette, hvor ser du godt ud i dag.
  Resten af vejen hjem var heller ikke noget at snakke om, hun var så usædvanlig let til bens, hun slyngede sit net over skulderen og købte isvafler med hjem fra den gamle købmand. Tine og jeg lå i hver sin drømmeseng på terrassen, og så stod hun pludselig dér i døråbningen med et smilende og ukendt åbent ansigt, vi satte os hurtigt op:
  - Hvad er der galt, mor?
  - Er der sket noget? Du ser helt mærkelig ud.
  Hun faldt sammen i overkroppen. Så trak hun isvaflerne op af sit net, ansigtet blev sig selv igen:
 - Næ. det er ikke sket nogen som helst. Ingen verdens ting.

Øen stilheden - Jens Asbjørn Seehusen 1958-2015

En digter er død, og han var, rimeligt eller urimeligt, ikke en af de synligste - hårdt at debutere i de tidlige 80'erne, de to første samlinger: Byens fordybning, 1983, og Regnens rejsning, 1984, og ikke blive hovedperson, hårdere endnu at skrive sine bedste digte og tekster 20 år senere, digtsamlingen Lyset klirrer, 2003, og især kortprosasamlingen Idyller, 2005, det var dér, det omsider skulle begynde, og i stedet blev der tavst, og vistnok ikke med digterens gode vilje, og nu skal jeg plage redaktøren om at skrive en nekrolog og love, at den nok skal blive kort - mens jeg konstaterer, at hans bøger ligger i de flyttekasser med frasorterede bøger, jeg har ikke har pakket op, hvilket pludselig føles enormt brutalt.

(foto fra 80'erne ved Steen Møller Rasmussen)



Et digt fra Seehusens første og eneste optræden i Hvedekorn, i nr. 2, 1982 (han debuterede i Sidegaden kort tid før):

Telegram

Stykket mellem den stenede
strand med vandet og
skovens bryn der hvor damp
hænger dukket mellem
buske og tuer

Himlens tunge dække truende
den måne der får emmen
til at tøve
kastet ud over vandet
øen stilheden og
den indre forstummelse

- og her min anmeldelse af Idyller i WA Bøger:

-->

GOTIKLAKONIK Lyrikeren Jens Asbjørn Seehusen scorer et sent, men i al diskretion spektakulært gennembrud med sine hyper-fåmælte fantastiske fortællinger

De raslede meget på det lille værelse

Jens Asbjørn Seehusen: Idyller. 75 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof

Jens Asbjørn Seehusens grå og akavet kantede eller måske rettere forbumlet formørkede lyrik har jeg gennem årene haft et genuint besværligt forhold til, skiftevis er jeg blevet møgirriteret og uvilligt fascineret, sidste gang rundt, digtsamlingen Lyset klirrer, 1983, blev jeg begge dele på én gang, hvilket det enlige flapcitat på Seehusens nye, overrumplende vellykkede prosabog Idyller med al uønskelig utydelighed demonstrerer: ”Denne læser var efter endt læsning af Seehusens digtsamling i mindst et kvarters tid blot et øje, der stod i et landskab, det sker (heldigvis og desværre) ikke så tit.” Efter endt læsning af Idyller var det snarere et landskab, der stod i mine øjne (hvilket absolut er at foretrække), et på samme tid klart og foruroligende, moderne og gotisk landskab, der nok skal forstå at gøre sig gældende i de næste mange måneders drømme og især mareridt.

  En praktisk måde at udmåle landskabet og dets stemning på er at tage de første fire linier af bogens første tekst, ”Køkken”: ”Hun havde altid undret sig. Undret sig over hvor hendes sikre overbevisning om den anden sides eksistens stammede fra. Men i løbet af kort tid havde hun fundet en ny vished: At den anden side ikke holdt af hende eller med hende.” Og derefter tage de sidste fire linier af bogens sidste tekst, ”Et slot i Bretagne, 1967” (de årstalsgengivelser, som optræder i flere titler, er i al diskretion virkelig effektive): ”Den skikkelse, han ventede, lod vente på sig. Der var ikke en lyd at høre. Og tonen i hans højre øre var forstummet. Og skumringen varede ved.” Hvis vi ser bort fra kønsangivelsen (men også hvis vi ikke ser bort fra den) kunne det godt være begyndelsen og slutningen på den samme fortælling, og i mellemtiden kunne både de særeste sager og det rene (men dirrende) ingenting have udspillet sig. Det fantastiske ved afslutningsstykket er jo, hvor uhyggeligt fraværet af hyletonen i højre øre bliver!

  Seehusen (så ildevarslende navnet pludseligt lyder!) udnytter sin minimalisme maximalt, fortæller hele tiden lige præcis for lidt og for meget med en cool, som akkurat den gode (og slette) gamle forbumlede kantethed holder i ånde og levende. De bedste tekster praktiserer den klassiske fantastiske fortællings (todorovske) tøven mellem indbildning/vision og reel utrolighed midt i meget traditionelle moderne situationer med ensomme, par i krise og forældre & børn. De allerbedste tekster vender praksisen på hovedet og lader pludselig det utrolige tøve realistisk, et absolut hit og en kommende læsebogsklassiker er den tekst, der bare hedder ”Par”, og som lyder sådan her:

  ”De fløj lavt ind over inden de landede, så en mand slå en anden mand med et længere rør af jern og de to overflyvende græd begge tårer af olie, inden de bestemte sig for et sted at gå ned./ Med metalvinger slæbende efter sig, tjekkede de ind på det beskidte hotel, spiste kort efter et roomservicetilkaldt måltid og gav sig så til at file i metallet og smøre lidt her og der. De raslede meget på det lille værelse./ Hun talte om at få lavet sine bryster. Han sagde, at de var flotte som de var. Og ellers tænkte han kun på noget stærkt, han længtes efter at se verden, igennem isen i en gul whisky, og hun blev bare ved at snakke om bryster.”

  Prøv at lade være med at drømme om det! Sidste afsnit kunne høre til i hvilken som helst hårdkogt novelle (af Jan Sonnergaard), i lyset af de foregående afsnits suverænt henkastede fantastik, forlenes det imidlertid med en helt urimelig intensitet: meget mærkeligt og meget meget rigtigt. Men Seehusen har jo heller ikke meget til fælles med manende minimalister som Helle Helle, Solvej Balle, (den unge) Christina Hesselholdt, dertil er han både for skæv og for udspekuleret, snarere kommer man i tanke om Louis Jensens undervurderede kortprosa med dens krabbende illuminationer og formørkninger. Og ja, okay, der er også en håndfuld tekster, som er lidt for anstrengt tydelige og mystiske. Men de perfekte er de fleste, og hvor er en sådan prosaforklaring dog godt gået af en blakket og midaldrende firserdigter (tænk bare på de en hel del yngre lyrikere Annemette Kure Andersens og Ditte Steenballes lidet ophidsende nylige prosadebuter). Man tør slet ikke tænke på, hvad en roman af den unge, vildt talentfulde prosaist Jens Asbjørn Seehusen vil føre til! Den måtte meget gerne begynde ligesom den dér sidste tekst i Idyller: ”Han stod af toget på den tid, hvor november skumrer, og en ildmørk himmel brænder over en nordlig kystby.” Velkommen til.

- og endnu et digt fra Hvedekorn:  

Jeg åbner en dør ud til

bjerget der er vind og

langt uden forskrækkelse.

OVER ALLE HAVE! Henrik H 1946-2014

Den fantastisk iltre og viltre billedkunstner og forlægger og DIGTER Henrik Have døde i går på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, oplyser TV2 Midtvest, DET ER FOR GALT, og det vil vi ikke finde os i, selv om vi kan blive nødt til det. Have var en litterær ildsjæl, oprettede og dirigerede forlaget After Hand og var heftigt engageret i Arena; som digter var han en forfinet-vranten (og vittig) hermetiker, der på de mest uventede tidspunkter, ligesom bag om ryggen på ham selv og hans signatur-moustache, kunne slå ud i en stor og ren patos. Jeg ved ikke, om digtsamlingen Når man ikke har boet i landene, 1988, er hans hovedværk, det er måske snarere trilogien Noviciatet/ Postulanten/ Vikariatet, 99/01/03, skarpt forfulgt af de to sene bind, Forværelset / Hovedsporet, 11/12, men det var den første, jeg anmeldte og måske faktisk også læste, og jeg anmeldte den med et frydefuldt chok over ikke systemet, men schwunget og BRAVURAEN i galskaben., her er forbandet aktuelt det smukke smukke, ret-meget-sigende digt

OPRYDNING EFTER UGENTLIG KADDISH

På tilpasningsdagen
pudsede man porcelænsstykkerne.
Tilbageskridt! lød parolerne
og tilbageskridtets avantgarde
tog Gud ved hårene.
men den efterladte kørte fingeren
gennem den pjuskede isse,
lod månen og de faldne digte
får fred for oplivede insekter,
lod lyset brænde ud foran
ubevogtede jordhuler.

Og æbleblomsten, der ikke kender
vindens rasen, synger om lyset
at det kan være så svagt
at kroppen opsugs af sin skygge,
at lyset lan være så stærkt
at kroppen ikke længere fodfæster
sit afkast.

Er det blandt disse liljer
jeg skal lægges til hvile?
Så hellere de vilde stauder.
Så hellere siv og vandpest
frem for den lutrende modning
i altings beskedenhed.



(foto: Jørn Deleuran)