Forfattere er også bare meningsmagere, når de mager meninger

Skønlitteratur på P1 og Information har bedt en række forfattere, med Thomas Boberg som overlapper, om at mene noget om terror/ytringsfrihed, og når de mener noget, forfattere, så mener de ikke overraskende bare noget meningsmæssigt og debatmæssigt ligesom alle mulige andre meningsmagere og debatører, hvilket vel så bare er det, de er, uden noget særligt magisk og priveligeret meningstalent, hvad enten de som Kristina Stoltz mener noget, jeg synes er dumt - siger hun rent faktisk, at det er en god ting ved terroren, at den får os til at være mere påpasseligt medmenneskelige i vores kommunikation? Nej, vel?:

Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.

Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.