Jeg kan lide, at folk mener noget om et digt, hvillket de lige nu gør

Også Yahya Hassan mener bare noget mere eller mindre dumt og viist - og vel akkurat noget både dumt OG viist i en skøn og uskøn blanding - når han bliver interviewet i Politiken. Inkluderet i net-udgaven er en video, hvor YH oplæser sit nye alenlange langdigt, Og ved siden af at mene noget om meningerne, mener folk rundt om på sociale medier også noget om digtet, og det synes jeg til og som en afveksling er meget forfriskende, Min mening om digtet er, at det er fedt, at det er så monotont monstrøst, monstrøsitet er altid et plus, men at det til gengæld også når at blive ret kedeligt i sin opremsning af ting, Yahya-jeget ikke stoler på, fordi effekten og effekterne (enslydende ord / modsætninger, konkreter vs. abstrakter), på trods af mange lækre og sjove enkelt-ryk, i længden bliver for gråmeleret ens og uoverraskende, og fordi det grundlæggende format, opremsningsdigtet a la Dan Turèll, ikke opleves som egentlig originalt og personligt, som action-digtene og frem for alt det helt vildt energisk komplekse "Langdigt" i debutbogen stadig gør det; hvis det var en Digterdyst om at skrive den bedste Turèlske raga-rutine, så ville Yahya helt sikkert vinde suverænt, og det er det så bare ikke. Men lad os, fordi vi tror på talentet, tro på, at langdigtet er en motorvej af en genvej frem mod ny, genuin egenskrift. Jeg kan godt lide, hvad han selv mener om det, digtet nægter at mene noget om:

Så hvad stoler han på?
»Jamen, nok alt det, der er imellem tingene. Hvis jeg ikke stoler på formanden og bagmanden, må jeg jo stole på det imellem. Jeg stoler vel på det hele, samtidig med at jeg ikke stoler på en skid«.
Han læner sig tilbage i stolen.
»Det er fandeme svært at svare på«, siger han. »Hvad stoler jeg på?
Din egen fornemmelse måske?
»Nej!«, griner han.
»Den stoler jeg overhovedet ikke på! Det skriver jeg også til sidst i digtet«.
Så slår han over i versaler:
»JEG STOOLER IKKE PÅ SELVTILLIDEN. JEG STOOLER IKKE PÅ LIGESINDEDE«

Forfattere er også bare meningsmagere, når de mager meninger

Skønlitteratur på P1 og Information har bedt en række forfattere, med Thomas Boberg som overlapper, om at mene noget om terror/ytringsfrihed, og når de mener noget, forfattere, så mener de ikke overraskende bare noget meningsmæssigt og debatmæssigt ligesom alle mulige andre meningsmagere og debatører, hvilket vel så bare er det, de er, uden noget særligt magisk og priveligeret meningstalent, hvad enten de som Kristina Stoltz mener noget, jeg synes er dumt - siger hun rent faktisk, at det er en god ting ved terroren, at den får os til at være mere påpasseligt medmenneskelige i vores kommunikation? Nej, vel?:

Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.

Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.