- det udvalg af Jørgen Sonne, jeg læste op i går i Næstved Kunstforening, tog præg af morgenens terror i Bruxelles - Sonne var både en frydens og en gruens digter:
Skyggerne
Skyggerne glider over solgrå jord -
fem forår igen, i varme parker -
blodet er tørret hen i all marker
hvor ubemærkede de døde bor.
Men evig hvileløst er det der var -
som sår der springer op i gamle ar,
som lukte munde lukkede om skrig,
der ikke glemmer os og dagens krig -
og mange grave uden mindekors
med lig der ligger rullede i bundt
er mindesmærker over menneskers
endeløse mulighed for ondt.
(fra År. Sammenvalgte digte 1950-65)
Nota. Efter en verdenskrig over hele jordkloden, med civilie masseudryddelser ved fladebrande og gaskamre, gik vi ind i den politiske sindssyges årtier, kaldet Den kolde Krig, med den næroptagelser af de atombrændte eller en arm som var smeltet sammen med en flaske. Glemt -.
Derefter tog epoken med uoptalte massakrer fat, - er de nået op over de hundredeoghalvtreds i dag? - og de enorme forbrydelsers æra åbner sig nu, op fra ahvet over ørkenerne og til himlen, med disse omsiggribende, kalkulerede, profitgivende katastrofer for kloden. Se.
Så er det rædselstid, Radioavis.
(fra Stik i et sent århundredes sæder, 1994)
Kaptajn!
ildkuglerne, kaskadens åbne kræfter truer os, slangereden, kædernes pisk, går tiumferende frem i landene der er smittede med den uafladelige rasen
Kaptajn!
alle de mishandlede dyrs anklager, i bid ovenover sengen, gaver i vinduesrosetter af blod, regnen af sten-tænder og klatterne af excrementer i burene, begraver os i uendelige kåber ligesom sneen.
Kaptajn!
lysskærene af kul som blir til sæl, lyn, insekt for øjnene af dig, eskadronerne af hallucinerede, uhyrerne på hjul, skrigene fra de mekaniske søvngængere, de væskeformige maver på sølvplader, de kødædende blomsters grusomheder, vil invadere den enkle og landlige dag og din søvns biograf.
Kaptajn!
pas på de blå øjne.
(digt(linjer) af Tristan Tzara (dateret "1920 (1930)), oversat af JS i De franske surrealister, 1994)
PUNKT: SYN
for E.D. døende
Nederst i havet ligger den,
en ganske sprød og hvid sten,
et korn ...
Om du bøjer dig,
ned i dine ilinger
og strømgangene
og ser helt dér ned, er den her
i mørke - -
Du, foruroliger den dig, nu?
For sé, den begynder en dybere
lysen ud, snart
- førend den slukner - -
- men så sluttede jeg med dette klassiske, smukke og rene kærlighedsdigt, og da jeg kom hjem læste jeg det op én gang til, for dig:
Det er dig
Det er dig, siger øjnene.
Det er birke, det er neg,
siger armene.
Det er regnfald, skær i havet,
siger to læber.
det er vinger og aske,
siger fingrenes skælven.
Det er dig, siger alting.
det er alt, siger stumhed.
Det er tang og kantarel,
harpiks og blæst,
siger næsebors flige.
Det er kridt og engbund,
siger bugens hud.
Det er flyvende hjorte,
siger knæenes klo.
Det er sne, det er brænding,
siger en glemsel ...
Det er den saftende frugt i rasen,
siger det svulmende kærnegemme.
Det er folkeslags port,
siger en dødsøvns lyn.
Det er torden i kosmos,
siger fostrets hjerte.
(sidste digt i År)
Viser opslag med etiketten terror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten terror. Vis alle opslag
onsdag den 23. marts 2016
torsdag den 19. november 2015
1 til digter digter om det hvorom der ikke kan digtes
fra Ursula Andkjær Olsens blog - knib øjnene sammen om kuglepenskriften:
18/11/2015
18/11/2015
mandag den 16. november 2015
2 digtere digter om det hvorom der ikke kan digtes
Per Aage Brandt, født 1944, på Facebook:
så flyder blodet igen, mangfoldigt
og uendeligt, uendelige strømme
af uendeligheder udi dødens døds
død, guderne er blevet meget store
og kan ikke falde, kun kroppe kan
denne kunst, udi hvilken enhver
er en mester, rødt skrives navnene
og deres fortællinger, som flyder
over den tørre jord uden at læske
afgrøder, det er slut med den slags
og uendeligt, uendelige strømme
af uendeligheder udi dødens døds
død, guderne er blevet meget store
og kan ikke falde, kun kroppe kan
denne kunst, udi hvilken enhver
er en mester, rødt skrives navnene
og deres fortællinger, som flyder
over den tørre jord uden at læske
afgrøder, det er slut med den slags
(blut und boden)
Lea Løppenthin, født 1987, på sin blog:
1
At komme i tanke om Mr. Bean der har meget travlt med at komme ud af døren, de dårlige tricks han finder på for at spare tid, at tage elkedel og instant kaffe med ud i bilen og hælde kogende vand og instant ned i munden, at blande kaffen der i stedet for en kop, for at nå hen på et arbejde velsagtens, en måske indbildt arbejdsplads
ja det kan være en lille lindring at mindes den slags handlinger fra tv i det her meget travle og langsomme liv, hvor en susen i hjernen gør alting meget travlt og meget langsomt
at frygte enhver opfordring til bevægelse fordi bevægelse kunne få hele kroppen til at knuses
at være så taknemmelig for al bevægelse, der så alligevel opstår
i os og imellem os
at frygte enhver justering i farten, hvormed jeg rejser rundt i de andres hverdage og leder efter en hverdag, jeg kunne gøre til min
intet bryllup er mere ønskværdigt for mig end mig og en stabilitet bundet sammen med hinanden foran Gud og borgmesteren
og jeg er ikke værdig til nogen stabilitet
vi stod i et blåligt messecenter for nylig og en ven begyndte at sige noget
men måtte så stoppe igen
hans sætning kunne ikke give mening og han foretog en skamfuld pirouette,
og det gjorde os alle sammen meget lykkelige
denne mystiske drejen-rundt og det undskyldende smil
her vidste vi det tydeligt:
det var jo ikke det store problem at han ikke kunne fuldende sætning på denne skrækkelige markedsplads
pyha
men ellers har vi en del forpligtelser i verden til at sige sætninger der giver mening, til nød afbrudt af sætningen: ej undskyld det gav slet ikke mening
hvilket så kan få mig til at føle mig meget brødbetynget når jeg så tit ikke kan tale ordentligt
og så er der skyderier og gidsler igen, i Frankrig på fredag den 13.
alle de forskellige sorgopslag på facebook gjorde mig helt lammet
nej de gjorde mig helt smadret og mine venner måtte trøste mig igen
jeg kender ikke nogen som er døde i Paris
og indtil videre har ingen jeg kender kendt nogen som er døde i Paris
og pyha
og åh nej
og hvad er det for noget at være én af de overlevende fra de massakrer
hvad skal det blive for noget med resterne af deres liv
vi sad ret rædselsslagne rundt om bordet her til morgen sammen med nyhederne
og himlen var blå udenfor
og jeg er ret ofte bange for at blive sindssyg
ret ofte bange for at jeg længe har været sindssyg
at jeg er uden for rækkevidde
væk
og vækkere endnu
og jeg er ikke glad for at se at der er så mange måder at være uden for rækkevidde på
at planlægge og gennemføre en skud-aktion er en af de dårligste måder
og jeg er ikke glad for hvor konservativ jeg bliver af denne fjernhed i hjernen
hvor meget jeg takker ja til alt den intethed som enhver reklame lover
og nej til alt dét fra den fysiske verden som hver dag tilbyder
jeg havde en illustrativ drøm hvor jeg befandt mig på en markedsplads i en lille gullig sydeuropæisk by
og der var mange lækre råvarer til salg, gulerødder og nogle friske krydderurter
og så nogle skiver menneskekød der lignede lidt laks
ja dét skal du virkelig prøve sagde én af mine medrejsende
en lokal specialitet kunne jeg forstå
kødet kom fra en legendarisk kvinde af en slags
og jeg købte lydigt nogle skiver og gik videre inde i drømmen
det var først da jeg vågnede at jeg blev overrasket over mit køb
at jeg tilsyneladende så gerne ville være en velopdragen kunde
men i det vågne liv er jeg en meget mistroisk kunde
for det er som om al mad er menneskekød og ethvert åndedræt et tyveri
og sådan bliver det virkelig mange forbrydelser om dagen jeg kommer til at foretage mig
bare ved det minimum af mad og åndedræt, jeg sniger mig til
men hvad er det så præcis jeg skal have at vide af min drøm
og hvorfor vil jeg vide hvad drømmen gerne vil fortælle mig
drømme vil jo ikke fortælle noget
men dag og nat er det køb og bevægelse, der er temaerne
en anden nat for nylig, nej for en måned siden, på efterårsferie i Sydfrankrig
drømte jeg at Eddie Murphy, som er endnu et menneske, der gør mig tryg,
var i gang med at hænge min mor i et reb hjemme i dét hus, hun nu har solgt og som jeg har boet meget af mit liv i
og min mor smilede og nikkede høfligt og nysgerrigt til hans handling
og jeg rev hende ned og skældte først Eddie Murphy ud og så hende:
KAN DU IKKE SE AT HÆNGNING ER EN FRYGTELIG TING
kunne jeg sige til dem begge
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE HÆNGE MIN MOR
sagde jeg til Eddie
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE LADE HAM HÆNGE DIG
sagde jeg til Mor
og begge nikkede undskyldende til mig
man skal kraftædeme ikke komme uden for rækkevidde på alle de her måder
2
at min veninde i gymnasiet sagde om mig, at jeg spiste fortrydelsespiller som slik,
det er jo lige meget
man siger jo så mange forfærdelige ting i gymnasiet og i andre aldersgrupper
og selvom jeg ikke spiste fortrydelsespiller som slik
spiste jeg dem nogle gange, det er rigtigt nok
og det kan godt være at hun forsøgte at mindske mit forbrug ved at sige sådan
fordi det er usundt at spise fortrydelsespiller
jeg spiste rigtig meget slik, altså rigtigt slik
og jeg er ikke interesseret i bekendelser eller retfærdighed
at sige: der blev gjort sådan og sådan mod mig
eller: Jeg gjorde sådan og sådan
en buket af skandaløse handlinger
men alene at etablere en fortid bag mig, det er et ønske jeg har
alene det at fornemme at tiden ikke bare er blevet brændt
at enhver anden tid end NU, dette intet , ikke bare er blevet brændt
Lea Løppenthin, født 1987, på sin blog:
14. november
Posted: November 15, 20151
At komme i tanke om Mr. Bean der har meget travlt med at komme ud af døren, de dårlige tricks han finder på for at spare tid, at tage elkedel og instant kaffe med ud i bilen og hælde kogende vand og instant ned i munden, at blande kaffen der i stedet for en kop, for at nå hen på et arbejde velsagtens, en måske indbildt arbejdsplads
ja det kan være en lille lindring at mindes den slags handlinger fra tv i det her meget travle og langsomme liv, hvor en susen i hjernen gør alting meget travlt og meget langsomt
at frygte enhver opfordring til bevægelse fordi bevægelse kunne få hele kroppen til at knuses
at være så taknemmelig for al bevægelse, der så alligevel opstår
i os og imellem os
at frygte enhver justering i farten, hvormed jeg rejser rundt i de andres hverdage og leder efter en hverdag, jeg kunne gøre til min
intet bryllup er mere ønskværdigt for mig end mig og en stabilitet bundet sammen med hinanden foran Gud og borgmesteren
og jeg er ikke værdig til nogen stabilitet
vi stod i et blåligt messecenter for nylig og en ven begyndte at sige noget
men måtte så stoppe igen
hans sætning kunne ikke give mening og han foretog en skamfuld pirouette,
og det gjorde os alle sammen meget lykkelige
denne mystiske drejen-rundt og det undskyldende smil
her vidste vi det tydeligt:
det var jo ikke det store problem at han ikke kunne fuldende sætning på denne skrækkelige markedsplads
pyha
men ellers har vi en del forpligtelser i verden til at sige sætninger der giver mening, til nød afbrudt af sætningen: ej undskyld det gav slet ikke mening
hvilket så kan få mig til at føle mig meget brødbetynget når jeg så tit ikke kan tale ordentligt
og så er der skyderier og gidsler igen, i Frankrig på fredag den 13.
alle de forskellige sorgopslag på facebook gjorde mig helt lammet
nej de gjorde mig helt smadret og mine venner måtte trøste mig igen
jeg kender ikke nogen som er døde i Paris
og indtil videre har ingen jeg kender kendt nogen som er døde i Paris
og pyha
og åh nej
og hvad er det for noget at være én af de overlevende fra de massakrer
hvad skal det blive for noget med resterne af deres liv
vi sad ret rædselsslagne rundt om bordet her til morgen sammen med nyhederne
og himlen var blå udenfor
og jeg er ret ofte bange for at blive sindssyg
ret ofte bange for at jeg længe har været sindssyg
at jeg er uden for rækkevidde
væk
og vækkere endnu
og jeg er ikke glad for at se at der er så mange måder at være uden for rækkevidde på
at planlægge og gennemføre en skud-aktion er en af de dårligste måder
og jeg er ikke glad for hvor konservativ jeg bliver af denne fjernhed i hjernen
hvor meget jeg takker ja til alt den intethed som enhver reklame lover
og nej til alt dét fra den fysiske verden som hver dag tilbyder
jeg havde en illustrativ drøm hvor jeg befandt mig på en markedsplads i en lille gullig sydeuropæisk by
og der var mange lækre råvarer til salg, gulerødder og nogle friske krydderurter
og så nogle skiver menneskekød der lignede lidt laks
ja dét skal du virkelig prøve sagde én af mine medrejsende
en lokal specialitet kunne jeg forstå
kødet kom fra en legendarisk kvinde af en slags
og jeg købte lydigt nogle skiver og gik videre inde i drømmen
det var først da jeg vågnede at jeg blev overrasket over mit køb
at jeg tilsyneladende så gerne ville være en velopdragen kunde
men i det vågne liv er jeg en meget mistroisk kunde
for det er som om al mad er menneskekød og ethvert åndedræt et tyveri
og sådan bliver det virkelig mange forbrydelser om dagen jeg kommer til at foretage mig
bare ved det minimum af mad og åndedræt, jeg sniger mig til
men hvad er det så præcis jeg skal have at vide af min drøm
og hvorfor vil jeg vide hvad drømmen gerne vil fortælle mig
drømme vil jo ikke fortælle noget
men dag og nat er det køb og bevægelse, der er temaerne
en anden nat for nylig, nej for en måned siden, på efterårsferie i Sydfrankrig
drømte jeg at Eddie Murphy, som er endnu et menneske, der gør mig tryg,
var i gang med at hænge min mor i et reb hjemme i dét hus, hun nu har solgt og som jeg har boet meget af mit liv i
og min mor smilede og nikkede høfligt og nysgerrigt til hans handling
og jeg rev hende ned og skældte først Eddie Murphy ud og så hende:
KAN DU IKKE SE AT HÆNGNING ER EN FRYGTELIG TING
kunne jeg sige til dem begge
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE HÆNGE MIN MOR
sagde jeg til Eddie
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE LADE HAM HÆNGE DIG
sagde jeg til Mor
og begge nikkede undskyldende til mig
man skal kraftædeme ikke komme uden for rækkevidde på alle de her måder
2
at min veninde i gymnasiet sagde om mig, at jeg spiste fortrydelsespiller som slik,
det er jo lige meget
man siger jo så mange forfærdelige ting i gymnasiet og i andre aldersgrupper
og selvom jeg ikke spiste fortrydelsespiller som slik
spiste jeg dem nogle gange, det er rigtigt nok
og det kan godt være at hun forsøgte at mindske mit forbrug ved at sige sådan
fordi det er usundt at spise fortrydelsespiller
jeg spiste rigtig meget slik, altså rigtigt slik
og jeg er ikke interesseret i bekendelser eller retfærdighed
at sige: der blev gjort sådan og sådan mod mig
eller: Jeg gjorde sådan og sådan
en buket af skandaløse handlinger
men alene at etablere en fortid bag mig, det er et ønske jeg har
alene det at fornemme at tiden ikke bare er blevet brændt
at enhver anden tid end NU, dette intet , ikke bare er blevet brændt
lørdag den 14. november 2015
lørdag den 21. februar 2015
Forfattere er også bare meningsmagere, når de mager meninger
Skønlitteratur på P1 og Information har bedt en række forfattere, med Thomas Boberg som overlapper, om at mene noget om terror/ytringsfrihed, og når de mener noget, forfattere, så mener de ikke overraskende bare noget meningsmæssigt og debatmæssigt ligesom alle mulige andre meningsmagere og debatører, hvilket vel så bare er det, de er, uden noget særligt magisk og priveligeret meningstalent, hvad enten de som Kristina Stoltz mener noget, jeg synes er dumt - siger hun rent faktisk, at det er en god ting ved terroren, at den får os til at være mere påpasseligt medmenneskelige i vores kommunikation? Nej, vel?:
Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.
Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:
Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.
Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.
Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:
Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.
torsdag den 19. februar 2015
DE USEJE URYKKER NÅR DET UGÆLDER
Radiovært Nanna Mogensen skriver på FB:
Danske forfattere er seje og rykker, når det gælder! Tjek denne podcast, hvor Thomas Boberg, Adda Djørup, Peter-Clement Woetmann, Dorthe Nors og Lotte Garbers læser deres nyskrevne tekster om attentaterne i weekenden. Vi diskuterer også terror og litteratur.....http://www.dr.dk/radio/ondemand/…/skoenlitteratur-pa-p1-153…
- og jeg har ikke hørt eller læst teksterne, og nogle af dem er sikkert glimrende, poeterne stoler jeg i hvert fald halvt på i denne forbindelse, men jeg kan slet ikke klare den første sætning og nærmere bestemt de 3 ord
SEJE
RYKKER
GÆLDER
forfattere er SEJE når de på et radioprograms opfordring RYKKER med at skrive en bestillingstekst (for penge eller mest sandsynligt ikke for penge) om det massive stykke breaking news, der GÆLDER.
Gu er de da ej derfor SEJE, kunstnerisk sejhed - men hvad er sej også for et kæk-barnligt plusord - er at skrive det, der er nødvendigt (eller lysteligt unødvendigt) at skrive, hvilket sagtens kan være verdens mest hermetiske salme. Og til helvede med al forpligtelse på, at en forfatter RYKKER - og hvilket grimt ord for kunstnerisk nødvendighed, men det er vel fordi det netop betyder det modsatte, eller måske rettere betyder noget en journalist gør på en "historie" - når en begivenhed er kollektivt/journalistisk synlig nok til, at den objektivt GÆLDER som obligatorisk stof, som om virkeligheden i højere eller mindre grad kan være forpulede lektier.
Danske forfattere er seje og rykker, når det gælder! Tjek denne podcast, hvor Thomas Boberg, Adda Djørup, Peter-Clement Woetmann, Dorthe Nors og Lotte Garbers læser deres nyskrevne tekster om attentaterne i weekenden. Vi diskuterer også terror og litteratur.....http://www.dr.dk/radio/ondemand/…/skoenlitteratur-pa-p1-153…
- og jeg har ikke hørt eller læst teksterne, og nogle af dem er sikkert glimrende, poeterne stoler jeg i hvert fald halvt på i denne forbindelse, men jeg kan slet ikke klare den første sætning og nærmere bestemt de 3 ord
SEJE
RYKKER
GÆLDER
forfattere er SEJE når de på et radioprograms opfordring RYKKER med at skrive en bestillingstekst (for penge eller mest sandsynligt ikke for penge) om det massive stykke breaking news, der GÆLDER.
Gu er de da ej derfor SEJE, kunstnerisk sejhed - men hvad er sej også for et kæk-barnligt plusord - er at skrive det, der er nødvendigt (eller lysteligt unødvendigt) at skrive, hvilket sagtens kan være verdens mest hermetiske salme. Og til helvede med al forpligtelse på, at en forfatter RYKKER - og hvilket grimt ord for kunstnerisk nødvendighed, men det er vel fordi det netop betyder det modsatte, eller måske rettere betyder noget en journalist gør på en "historie" - når en begivenhed er kollektivt/journalistisk synlig nok til, at den objektivt GÆLDER som obligatorisk stof, som om virkeligheden i højere eller mindre grad kan være forpulede lektier.
tirsdag den 17. februar 2015
Just another debatindlæg om terror
men det eneste (først du og så) jeg fik lyst til at copy-paste i dagens meningskakafoni; Lucia Odoom, der svarer på en sympatisk, inderligt skrupforvirret blogpost af Rolf Sparre Johansson:
Dejligt ærligt skrevet. Jeg undrer mig over 16-årige Rolf for var det ikke først efter tårnene faldt at Bush sagde enten er I med os eller Imod os? 14 årige Lucia forbandt USA med Beverly Hills og afroamerikanere før d. 11 september. Og så ved jeg ikke jeg er så enig med mine mange facebookvenner i at samfundets reaktion er særligt bekymrende, samfundet er alle mulige mennesker og politikere og overbevisninger, der er ret uenige, og i lørdags blev det at være uenige pludseligt noget vi fundementalt skal være bange for. Noget man kan blive dræbt på grund af, herhjemme. Så ser jeg masser af facebookvenner der beklager racismen, men jeg kan ikke se hvorfor den skulle være særligt meget større nu eller blive det i fremtiden, pga det her. I Vestafrika frygter jeg for min familie, for at Boko Haram begynder at hærge i Ghana og ødelægge de mange religioners fine tradition for sameksistens. I London frygter jeg flere bomber i metroen, som mine brødre og min far sidder i hver morgen.Jeg ved ikke om jeg synes det er racisme at folk i afrika er bange for de vrede unge mænd, der splitter kontinentet yderligere. Men hvis vi oplever det her i Danmark, så begynder mine venner at tale om racisme, først og fremmest. Mennesker, der ikke kan lide det de ikke kender vil altid findes, men jeg er egentligt ikke særligt bange for racister, dem har jeg lært at tale med og leve med, jeg kan ikke leve med mennesker der vil dræbe andre pga. deres holdninger og deres religion. Jeg kan ikke få lov at tale med dem eller lytte på dem, fordi deres våben og deres vrede taler for dem. Jeg har virkeligt haft svært ved at skrive det her, fordi det må lyde sindsygt i andres øre. Men nu kender jeg racismen ret godt, den er subtil og kompleks og mangesidig..den er hverdag og svær at slukke i et hvidt homogent samfund som vores og også alle mulige andre steder i verden. Jeg ved ikke om racismen er min største frygt lige nu. Ærligt talt...jeg føler også foragt.. jeg føler også ensomhed.. jeg prøver at læse hvad alle tænker og føler for at komme ud af den.. jeg har det fucked.
Dejligt ærligt skrevet. Jeg undrer mig over 16-årige Rolf for var det ikke først efter tårnene faldt at Bush sagde enten er I med os eller Imod os? 14 årige Lucia forbandt USA med Beverly Hills og afroamerikanere før d. 11 september. Og så ved jeg ikke jeg er så enig med mine mange facebookvenner i at samfundets reaktion er særligt bekymrende, samfundet er alle mulige mennesker og politikere og overbevisninger, der er ret uenige, og i lørdags blev det at være uenige pludseligt noget vi fundementalt skal være bange for. Noget man kan blive dræbt på grund af, herhjemme. Så ser jeg masser af facebookvenner der beklager racismen, men jeg kan ikke se hvorfor den skulle være særligt meget større nu eller blive det i fremtiden, pga det her. I Vestafrika frygter jeg for min familie, for at Boko Haram begynder at hærge i Ghana og ødelægge de mange religioners fine tradition for sameksistens. I London frygter jeg flere bomber i metroen, som mine brødre og min far sidder i hver morgen.Jeg ved ikke om jeg synes det er racisme at folk i afrika er bange for de vrede unge mænd, der splitter kontinentet yderligere. Men hvis vi oplever det her i Danmark, så begynder mine venner at tale om racisme, først og fremmest. Mennesker, der ikke kan lide det de ikke kender vil altid findes, men jeg er egentligt ikke særligt bange for racister, dem har jeg lært at tale med og leve med, jeg kan ikke leve med mennesker der vil dræbe andre pga. deres holdninger og deres religion. Jeg kan ikke få lov at tale med dem eller lytte på dem, fordi deres våben og deres vrede taler for dem. Jeg har virkeligt haft svært ved at skrive det her, fordi det må lyde sindsygt i andres øre. Men nu kender jeg racismen ret godt, den er subtil og kompleks og mangesidig..den er hverdag og svær at slukke i et hvidt homogent samfund som vores og også alle mulige andre steder i verden. Jeg ved ikke om racismen er min største frygt lige nu. Ærligt talt...jeg føler også foragt.. jeg føler også ensomhed.. jeg prøver at læse hvad alle tænker og føler for at komme ud af den.. jeg har det fucked.
søndag den 15. februar 2015
Gadenavneekko
Borgervænget
Krystalgade
Svanegade
(også fordi vi så Ida Prætorius danse den sorte svane på Gl. Scene og gøre det knivskarpt, inden vi gik ud til politiopbuddet på Kgs. Nytorv, som undrede os en smule, inden vi kom hjem og fik nys om, hvad der pågik)
Borger
Krystal
Svane
Krystalgade
Svanegade
(også fordi vi så Ida Prætorius danse den sorte svane på Gl. Scene og gøre det knivskarpt, inden vi gik ud til politiopbuddet på Kgs. Nytorv, som undrede os en smule, inden vi kom hjem og fik nys om, hvad der pågik)
Borger
Krystal
Svane
Abonner på:
Opslag (Atom)
