Tillykke til FORFATTEREN Jens Martin Eriksen

der gudhjælpeme fylder 60 i dag, og som de senere år har været kraftigt overskygget af debattøren JME, der altid er skrap og altid saglig - man kunne godt savne at han bare en gang imellem gik fra koncepterne, debattøren, og syrede hidsigt ud, men det er nok meget godt, at han ikke gør, hvis altså bare forfatteren JMEfår lov til ikke at blive helt væk. og heldigvis kommer det snart en ny roman, den første siden meta-mosntrummet Forfatteren forsvinder ind i sin roman, en af de tykkere bøger, der har været indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris - og ifølge Gyldendal, som Eriksen er tilbage hos, hedder romanen

Et hvidt reb til Philippe Déprez

meget fed titel, og har dette fuldt ud lovende plot (brune notesbøger er altid en god ting):

I sommeren 2002 forsvandt den engelske journalist og forfatter Philippe Deprez efter en kaotisk rejse i Kosovo og Albanien.

Ti år senere begynder hans ven, forfatteren til denne beretning, at rekonstruere de sidste uger af den efterforskning, Philippe Deprez havde fortalt ham, at han var i færd med at foretage, efter at hans veninde, den albanske fotograf Tereza Halili, var forsvundet efter et politiforhør.

Det eneste spor, Philippe Deprez havde at gå efter, var hendes brune notesbog om en reportagerejse til lokaliteter, som hun ikke selv kendte betydningen af. For at løse mysteriet måtte han derfor søge hjælp. Det blev en rejse, der ledte ham ind i et tusmørkeland mellem politiske konspirationer, uhyrlig kriminalitet og vestlig uvidenhed.

Forfatteren søger at afdække og beskrive Philippe Deprez’ motiver for at efterspore Tereza Halili og forstå, hvorfor der ikke var nogen vej tilbage for ham, da historien først var begyndt.

Jeg tillader mig at glæde mig.

På min strengt destillerede bogreol står der 3 bøger af Jens Martin (som jeg, da jeg var purung digterspire, syntes var den cooleste coole pga. hans slæbende, verdenskloge, ærkekøbenhavnske mæle (transformeret fra aalborgensisk - har jeg senere fundet ud af, men selv, hvis jeg vidste det dengang, have det ikke gjort min drengebeundring mindre), debutbogen Nani, 1985 (30 års jubilæum!), måske det eneste genuine stykke 80'er-prosa, Entusiatiske historier, 1987, måske den eneste genuine samling postmodernistiske noveller, og Forfatteren forsvinder ind i sin roman, der er en slags sequel til Frank Morris-historierne i Entusiastiske, den første af hvilke slutter eller "slutter" sådan her (Frank Morris er, som I ved, hovedpersonen i Postbuddet ringer to gange) - det er Eriksen som eksistentielt-skriptuelt intensest:

Frank Morris ligger nu bundet på guillotinens bænk, og som han tænker, fatalistisk, så har ikke engang sætningerne andre muligheder end at gå ad den logiske vej til enden. Men han kunne også blive liggende her i evigheder, lade verden stivne, lade folkene i fængselsgården stivne i verden af salt og sten. Men på denne vis ville verden også dø, og han selv med, for på denne måde ville han aldrig få andre muligheder i noget andet liv. Og derfor, tænker han, må handlingen føres til ende, ritualet må afsluttes så alle kan fortsætte og verden blive ved med at leve sit liv. Men ikke kun som offer tænker han det, for han ved, at med sin død har han sin eneste mulighed for at genopstå og elev endnu et liv i ulykkelig kærlighed- Og et liv i ulykkelig kærlighed er bedre end intet, når han lige at tænke som kniven kommer rasende ned over hans nakke, ja et ulykkeligt liv, og kniven der kommer rasende ned, gennemskærer først kødet ved hans barberede nakke, og siden går den ind til benet, gennemskærer det, og det sortner for Frank Morris' øjne, og han når lige, som et sidste glimt, at se himlen, og tænke, at han nu denne dag kunne være en anden, og i det næste øjeblik ryster hans fastsurrede krop på bænken i spasmer, og du af decapiterede krop vælter blodet ned over kniven og sætningerne, som er faldet i slag. Og hovedet, der triller ned i kurven foran kniven, tænker, som i en trance der ikke kan standses, at der må hvile en eller anden forbandelse over livet, at noget må være bestemt, og at ikke andre muligheder for kærligheden kunne være blevet givet. det er blevet sådan, fordi det fra den tidligste begyndelse har været en bestemmelse, og hovedet tænker igen på bladene, på bladene, som blæser ud over markerne, og natten og regnen og kulden, og det vidunderlige i at komme lige ind i verden og tage den som i en drøm, før livet blev til. Og uanset hvilke omveje han har søgt, så har alting været bestemt fra dette vidunderlige og forbandede øjeblik, fra hvor han trådte ind i verden. Og sætningerne må tages i opløbet, hvis historien nogensinde skal skrives om. Men friheden er umulig når hovedet at tænke, som det blinker med øjnene for sidste gang, og øjenlågene sitrer, overlæben fortrækker sig, og bøddelen tager hovedet op af kurven og smider det ned i sækkens mørke.