Tvangsanonymiseret parodi

Jeg er godt gammeldags skuffet over Thomas Bobergs Hesteæderne 3. Svanesang i WA Bøger i dag - for fire år siden fik jeg ikke lov til at anmelde kulsort kostelige Hesteæderne 2. Den store duel; i stedet skrev jeg en kommentar, som jeg blev sat til at skrive om et par gange, så den ikke så voldsomt meget handlede om bogens SUT-parodier (men også om den falske Claus Beck Nielsen-roman med mig og Nielsen i hovedrollerne, som ingen heldigvis kan huske, og hvorfor minder jeg nu alle om den forglemmelige bog?) - her er, gravet frem fra computer-gemmerne, den første udgave af min kommentar:


-->

BEBOPBERG Af hvilken dårlig grund outer anmelderne ikke Søren Ulrik Thomsen som den karikerede og parodierede Kollega i Thomas Bobergs nye digtbog?

Poetisk navneforbud

Af Lars Bukdahl

Der er ikke nogen videre stolt eller fremragende tradition for litterære parodier i dansk litteratur. Et par af de få højdepunkter kunne være Ærbødigsts hyldestdigt til Jeppe Aakjær på 60-årsdagen i 1926:

  ”Naar Jeppe Aakjær fylder treds,/ saa skjarer Maanen veltilfreds,/ mens Gøgen pilrer med sit Kuk/ og hønen dulrer med sit Kluk.”

  Og Poeten Poul Sørensens 1958-parodi på T.S. Eliots The Waste Land, ”De Levendes Begravelse”:

  ”Godnat, Thomas. Godnat, Eliot. Godnat, alle travle kommentatorer.// Goddag, Goddag, mine franske Nathuer./ Godnat, Kjeld. Godnat, Abell./ Goddag, Mand … Økseskaft!/ Goodnight, sweetheart”.

  Torben Brostrøm har udgivet en hel samling med parodier på danske lyrikere, Poesien i spejlet, 1982, så præcist bugtaler han vennen Klaus Rifbjerg som mageligst:

  ”Dette skulle have været et digt/ om hvor forslugen jeg var som barn/ det skulle egentlig have været to/ i betragtning af den særlige interesse/ men de kunne godt slås sammen til et/ så digtet kom til at handle om flere ting.”

  Før jeg lystlæste Thomas Bobergs nye digtbog Hesteæderne 2: Den store duel læste jeg morgenligt Thomas Boberg tempereret positive 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, hvis mest kritiske afsnit lyder som følger:
  ”Selvfølgelig ligger der en gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”

   I min over 20 år lange karriere som Boberg-anmelder har jeg ofte anholdt små og store lyriske klicheer, men jeg måtte dér ved morgenbordet indrømme, at de to sidste citatbidder om lysende ord og stjerne/hjerte lød alvorligt kriminelle, men også mistænkeligt u-Bobergske.

  Digtet, citatet er taget fra, kan læses som Ugens Digt her lige ovenover og er trykt på side 32 i Boberg-bogen sammen med tre andre digte, side 31, 33 og 34, DER EKSPLICIT IKKE ER LAGT I MUNDEN PÅ DIGTERJEGET, MEN I STEDET DENNES FORHADTE ”KOLLEGA”. Digtet lige før, på side 30, slutter: ”Jeg var også blandt dem/ der så kollegaens/ erfarne blik/ hvile på sit store publikum,/ så åbnede han sin/ slanke blå bog/ og læste:”. KOLON! Digtet lige efter, på side 35, slutter (herligt nederdrægtigt):
  ”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”

  Uden de fire ham tilskrevne digte ville jeg ikke se nogen tvingende grund til, at anmelderne identificerede Kollegaen som Thomas Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, selvom han ligner til karikeret og polemisk forveksling: Nostalgisk, harmonisøgende, klassicistisk, gudstroende akademimedlem.

  Men MED de 4 digte forstår jeg helt ærligt ikke, hvorfor ikke en eneste anmelder udpeger SUT (kun Bredsdorff stiller hesteæder-digteren til ansvar for Kollega-linjer), eftersom de så åbenlyst er parodier på den modne Thomsen, fra den takstfaste rytmik til særgloser som delta og blå og præfixet knald-, og sammenlign bare Bredsdorffs stygge linje: ”et digt er en pisk af lysende ord” med afslutningen på første digt i Nye digte, 1987: ”Tilegnet alt der findes/ og tabes ned gennem versets fletning:”.
  Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.

  Sigende for den auto-eksorcistiske drivkraft er det også, at de to hårdest konfrontatoriske digte, groteskheds-udstillingen lige efter parodi-serien og selve det store duel-epos, hvor de to digtere går i kostelig genre-clinch, er de strammeste, fyndigste, klangfyldigste, med andre ord mest Thomsenske egen-digte i bogen. En boomerang-massakre er duellen derfor:
  ”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.

   De bedste parodier går værst ud over parodisten selv - og hen over hovedet på anmelderne og/eller under deres værdighed.

Forfattere er også bare meningsmagere, når de mager meninger

Skønlitteratur på P1 og Information har bedt en række forfattere, med Thomas Boberg som overlapper, om at mene noget om terror/ytringsfrihed, og når de mener noget, forfattere, så mener de ikke overraskende bare noget meningsmæssigt og debatmæssigt ligesom alle mulige andre meningsmagere og debatører, hvilket vel så bare er det, de er, uden noget særligt magisk og priveligeret meningstalent, hvad enten de som Kristina Stoltz mener noget, jeg synes er dumt - siger hun rent faktisk, at det er en god ting ved terroren, at den får os til at være mere påpasseligt medmenneskelige i vores kommunikation? Nej, vel?:

Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.

Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Jeg glemte Thomas

Bobergs Fantombillede i min årsrevy i WA Bøger, ikke engang i dårlig samvittighed-opremsningen til sidst kom den med, og det er ikke orden, vi må ikke tage gode digtere for givet; bogen indeholder nogle pænt tamme og tamt pæne digte og afsnit, men der også nogle vildt og galt kaneede rundgange, der er blandt det bedste og stærkeste, denne modigt koksede digter har frembragt, og bare fx dette "Karakterdigt":

1

han kørte galt i et kryds
Han stod i regnen og rystede.
Det er sært
han er ikke den hun troede.
En slags hvidvask persille og purløg.
En saks til at klippe i ben i byer.
Afrika Asien lige til albummet.
Han stod på et gulv
meget højt oppe
åbnede en dør og sprang i havet.

2

hun er en sorgmaskine.
Hun producerer sorg døgnet rundt
vi kommer fra nær og fjern
vi dukker ud af tågen
vi vandrer
vi når frem
vi stille os op i køen
og modtager vores doser sorg.
Hun er en sorgmaskine.

3

Han blomstrede én gang i liver
så slog han ihjel.
Hans selvhad er diktatorisk.
Han siger
selvhadets reneste modgift er glemsel.

4

Han slog en høj latter op.
Sådan en tyvstarter
en ungdom uden sikkerhedsnet.
Vi mødtes engang den ungdom og jeg
vi sejlede ned af floden
jægeren og jeg jægeren
gik fra borde hun stod der igen
en laber lodden
komet
med en hvid sulten hund

- lige nu befinder digteren sig langt, langt bort i Peru og oplever forhåbentlig noget karthasis gennem dette flotte uvejr, fotograferet til Facebook:

The Resurrection of Rolf

I interviewet i WA Bøger i dag i anledning den nye digtsamling Fantombillede taler Thomas Boberg om digteren Rolf Gjedsted, født 1947, der ikke har udgivet bøger siden 2002 - men et par gange eller tre haft tekster i Hvedekorn - og som, jeg kunne have en idé om, var bitter, hvis jeg ikke havde mødt ham i uimodståeligt sprudlende humør til åbningen af håndskrift-udstillingen i Den Sorte Diamant; han gik fra Gyldendal til Schønberg i sin tid, og så fandtes Schønberg pludselig ikke mere, og så holdt han op med at udgive bøger (jeg foreslog på et tidspunkt på Rolfs opfordring Gyldendal at udgive hans udvalgte digte, men fik et blank nej fra Johannes Riis); nu maler han vist mere (og skyder og dyrke karate og træner ridning) end han skriver digte, ærgerligt nok (for poesien, TB says:

Så har jeg gentaget nogle ting og forsøgt at finde et billede på min egen ungdom. Sommeren 1981 - åh, duft af sølv og blå vind - som var det år, jeg mødte digteren Rolf Gjedsted. Jeg glemmer det aldrig. Han sagde, han var den bedste digter, og i dag er der ingen, der kan huske ham. Han oversatte Rimbaud og var den store inspiration for Strunge, og om lidt er det mig, der er gammel og glemt.

Rolig nu, Thomas! Rolf har aldrig fået en akademi-pris, du har fået den Store og er trygt Gy-udkommende. Her er hele digtet fra Fantombillede, som er en smuk, typisk Bobergsk, forbumlet anfægtet minderune om en digter, der syv søren ikke er død:

Sommer 1981, åh duft af sølv og blå vind. På sommersko støder jeg ind i digteren Rolf, for længst et overmodent blomsterbarn, 30 år senere er han gammel og stort set lagt i glemsel (dette er vor skæbne). Husk, jeg er den bedste, sagde han, keder ud dig dig siden du altid er væk, du og Abu Simbel og dit røde sand og din udve og hjemve, keder du dig? Jeg fx ligger ofte i solen som et firben, det er min private ejendomsret. Han talte om den åndelige kapital i franske symbolistpenge, han talte om et spansk stenhus - en faderarv - et dybt stengærde, en Lorca-fantasi, som krybdyr æg under de sten. Han digtede om den suverænes leg med appelsintræer i Sierra Nevada. Forstår du, de gamle forsøger at overbevise os om at fortiden er fantastisk. Vores erindringer preller af på de andres: Lad os for helvede fyre hele skidtet af nu! Han talte om magikerens og voldsæstetens giftklo hævet i solen. Og jeg jeg som hader mig selv for min latterligt hovne blufærdighed. Jeg jeg som i et nu ser min flossede ungdoms uforbederlige humbug. Jeg jeg øjner en horisont med andre skorpioner. Jeg jeg som  senere ligner en gammel mands stammen. April 2011. En humlebi tumler mod vinduet.

Boberg burde på næste side simpelthen have trykt et klassisk, skønt Gjedsted-digt, men så gør jeg det bare i stedet for; dette, en futuristisk blues, fra Krigen er skøn, 1970, kunne godt være skrevet af Thomas, på en god dag, i 2014:

Verdens smukkeste krig

jeg vasker knivene

igen i år /
er der flere,
om at dele

årets priser.

Årets priser.

Årets pris /
et relikvie /

for VERDENS -

den smukkeste krig /

blev delt af flere,
der repræsenterer
den & den nation &

den & den situation /
helt klædt,
i hvidt.

Prisen for /

verdens smukkeste krig /

blev delt &

jesu forblødte, HJERTE /
blev skåret istykker
& i
4 kanter.

Igen i år /
kommer der repræsentanter

fra
ALLE 4 VERDENSHJØRNER

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene.

Boberg er en Herzogsk digter

Thomas Boberg er ude at vandre lige nu, som Werner Herzog hele tiden siger, at man skal, også i sit manifest:

6. Filmmakers of Cinema Verité resemble tourists who take pictures amid ancient ruins of facts.

7. Tourism is sin, and travel on foot virtue.

Thomas Boberg

8 hours ago

Posletten lever op til forventningerne, men virkelighed er altid noget andet end forestilling. Vi har nu gået tre dage i brændende sitrende sol mellem rismarker og majsmarker rismarker og majsmarker langs kanaler og stille dovent vand risen i vand til knæene en sumpbæver der en hvid hejre der et slangeskæl på stien eller på diget, en mand kommer forbi han fisker, men det er frøer, han har syv i kurven, ingen skygge sveden hagler, 10 km 20 km nu mangler der 10 til den næste by hvor vi kan sove, men vi taber tråden i skumringen, afmærkning forvirrende, vi raver rundt i mørket i en tæt sværm af myg, så dukker et mørkt tårn op bag en skov, vi skal forbi endnu en cascina, hundegøen, en af dem kaster sig mod metalporten, endelig når vi ind i Tromolo, en lille mand er der med det samme, han fører os til en anden mand der har hotel, så et vi snart installeret for natten, vi har vist overskredet grænsen for hvad der er morsomt , men italienerne herude er de morsomste og flinkeste mennesker i verden, i restauranten dukker endnu en mand op, han trækker et stempel op og stempler vores credenziali, vi skal op næste morgen og gå til Pavia, en på det tidspunkt utænkelig tanke, han siger der er 30 km til Pavia, så I må stå tidligt op.

Nye anti-meninger om og af Yahya

Blogpost af Thomas Boberg på Promenaden
her 

Langopdatering af Olivia Nordenhof på Facebook
her

Kommentar under Boberg-link på Facebook:

Yahya Ben del'Orm Hassan BARE GI DEN GAS VENNER

2 hours ago · Unlike · 7 

We do that!

Ny genre / battle: Mest Nederen Oplæsning

Efter Martin Kongstads suveræne Aarhushistorie har Thomas Boberg frembragt et nyt hovedværk i den dugfriske genre, en Viborghistorie på Promenaden helt enkelt betitlet "Oplæsning i Viborg", et klip derfra:

Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg Stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagendet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen linkede nogle dage før til Kongstads Aarhushistoire på Facebook, hvilket fremkaldte en mindre storm af nederen-oplæsning/perfromance-anekdoter, bl.a. denne glimrende ved og med Nicolaj Stochholm:

Jeg læste engang op på Lyngby Bibliotek, skulle optræde med en Islandsk gruppe der hed Klaxxi (sådan husker jeg at de stavede det) i deres store sal. Den er kæmpe og der sad 1 kvinde i sygepleje uniform, hun troede at det var et foredrag om psykiatri, hun havde taget fejl af datoen og blev empatitisk mens vi larmede for hende og de 3 bibliotekarer. Hun takkede os bagefter og sagde at vi havde strejfet hendes professionelle interesse.

Jeg har også selv flere gedigent groteske oplevelser på lager, lille indfoldet top 3:

1. Eneste betaling efter foredrag for yderst få i Toldhuset i Aarhus: Kæmpe Hoegaarden-ølflaske; vandrende ned af Vesterbrogade mellem flokke af afrikanske prostituerede med den ølflaske lænet mod skulderen som en tinsoldats gevær eller bazooka måske snarere.

2. Jørgen Leth-fordrag for næsten ingen på østjysk bibliotek, navnet escapes me (ØRUM! se kommentar), situeret i sådan en deprim total-kultur-bygning, hvor der også højlydt og med langt større publikum blev spillet eller måske bare trænet håndbold: BUMP, BUMP; BUMP, BUMP også i dag oplevede jeg noget, som BUMP BUMP BUMP BUMP.

3. Hundested Bibliotek (vistnok), bare et par mennesker og så en forskruet stirrende grandonkel, jeg ikke havde set i årtier, han sad præcist midt i den jo mere hullede end befolkede rundkreds, og jeg kunne ikke komme fri af den stirren, der senere insisterede på at køre mig hjem, at blive kørt hjem af en stirren.

For Forfatterskolen, ikke for eftertiden

Jeg har heller ikke læst alle tekster i Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis titel vistnok er FS 25, men mine favoritter i sofabbladrelæsningen er ikke-elev Thomas Bobergs "Den grimme ælling" (kan læses på Promenaden HER, uden kildeangivelse):

Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned  mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:

Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler  om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)

og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:

Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN

og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:

Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):

21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.

22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.

24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.

27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.

28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.

29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.

30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.

31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.

og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):

Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det.  Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.

Samlede Peter Bangs Vej-forbandelser

Søren Ulrik Thomsen i Det værste og det bedste:
Og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig.
(som jeg storhedsvanvittigt/paranoidt stadig vil mene handler om mig, altså linjen, ikke bogen)

Claus Beck-Nielsen i Selvudslettelser:
Derude hvor Frederiksberg ligger på sit yderste

Alskens digte og linjer i min egen digtsamling Næseblod i Sofus City

Thomas Boberg i rejsemindesamlingen I den næste by:
Adressen lå på det yderste af Peter Bangs Vej, den her grå blindtarm af en tilsyneladende endeløs gade. Nu havde vi boet der i fire år. Det var fem år siden, vi havde forladt Peru efter 13 års samliv der. Hold kæft, hvor kan man også bygge en udlængsel op på Peter Bangs Vej. 

Okayyyyyyyyy . . . TILLYKKE THOMAS B!

Thomas Boberg har fået tildelt Det Danske Akademis Store Pris, også kaldet den Store Klat, og TILLYKKE! med det - og bestemt ikke noget urimeligt valg, tre fjerdedele af de sidste 15 års bøger har i al deres rasende og indædte, sort lysende koksethed været vildt glimrende, de bedste: Americas, 1999, En stående aftale, 2002, Livsstil, 2005, Under uret, 2006, og frem for alt og allersenest Hesteæderne I  og II, 2010-11.

Valget følger Akademiets yderst forsigtige og langsomme, 1 etage ned, 5 op, elevatortur ned gennem generationerne (i litteraturens fra bunden stadig voksende babelstårn); 80'er-generationen fik sin foreløbigt eneste store klatmodtager med F.P. Jac, født 1955, for 4 år siden, og nu er vi så nået ned til sen-80'er-digterne (i et par årtier har det været en betingelse at være fyldt 50) med Boberg, født 1960 - og det ligner mistænkeligt et konsensusvalg, jeg kunne godt nævne andre (levende) digtere (af ikke mindst digte) fra den kvalitativt eksplosive mellem-generation, jeg ville have peget på først, selvom det er lidt skarnagtigt at gøre, men jeg er og bliver kritisk skarn: Pia Juul (der som akademimedlem ALDRIG kan få prisen, bizart nok, Inger C fik den heller ikke, grotesk nok - men OK, S.U. Thomsen og P. Tafdrup sidder også i Akademiet ...), Niels Frank og Simon Grotrian. Af ældre, prisværdige digtere vil jeg nævne favoritterne Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen (der ikke har fået en eneste Akademi-pris), Hans Otto Jørgensen og Marianne Larsen ( MARIANNE!). Om 2 år er det atter en gammelforfatters tur, og helst en af de nævnte selvfølgelig, og om 4 år kan elevatoren så rykke ned til 90'er-generationen, hvis mest fremragende (alle jo kvindelige) medlemmer til den tid så småt er i 50'erne, Balle, Hesselholdt, Aidt, Knutzon, Helle, Pryds, Hammann, og dem kan de næste ti-tolv år så gå med at give prisen, før turen omsider kommer til Ursula A.O, og om 25 år skriver jeg blogpost (direkte på jeres hjernebark) om, at det fandeme var på tide, at Theis Ørntoft fik den store klat.

Bla, bla, bla! TILLYKKE THOMAS!

Receptpligtig poesi gør dig syg i hovedet

Litteraturfestivalen København læser kører fra i dag gennem den næste uge med alt muligt oplevelsesværdigt; jeg og fem andre digtere, Lene Asp, Thomas Boberg, Christina Hesselholdt, Mads Mygind og Nicolaj Stochholm deltager med hver vores receptdigt eller (Hesselholdt er jo digter på prosa!) -tekst, der som placebo i ren opløsning udleveres på visse københavnske apoteker, her Thomas Bobergs begsorte pille:

Kan man skrive en pacemaker?
Dette
er ikke en skalpel, det er et sår
hun åbnede, da hun gik.
Kan man forme en lygte med mørket?
Et skib, en eng, en mund?
Kan man digte en pistol, en kusse, en bro?
Dette
er ikke en lykkepille, det er et sår
som fantasien har lukket med et sprog.

Undskyldning til Tue! + Claus Beck-fri kommentar

Jeg vil gerne have lov til at slå mig selv temmelig kraftigt over munden og sige undskyld (hvilket på grund af mundslåningen nok mest kommer til at lyde som et UGH) til Tue Andersen Nexø for at jeg for halvanden uge siden kritiserede ham for at reklamere for den ligegyldige, falske Claus Beck-Nielsen-bog (der rent faktisk er ankommet som en fysisk bog, siger de inde på avisen, suk!) Når jeg nu gør det samme i min kommentar bag på WA Bøger i dag, for det er jo ikke nogen undskyldning, at det ikke er sket med min gode vilje. Her er kommentaren i originaludgave, uden pseudo-Beckwerket:

BEBOPBERG Af hvilken dårlig grund outer anmelderne ikke Søren Ulrik Thomsen som den karikerede og parodierede Kollega i Thomas Bobergs nye digtbog?

Poetisk navneforbud

Af Lars Bukdahl 

Der er ikke nogen videre stolt eller fremragende tradition for litterære parodier i dansk litteratur. Et par af de få højdepunkter kunne være Ærbødigsts hyldestdigt til Jeppe Aakjær på 60-årsdagen i 1926:

  ”Naar Jeppe Aakjær fylder treds,/ saa skjarer Maanen veltilfreds,/ mens Gøgen pilrer med sit Kuk/ og hønen dulrer med sit Kluk.”

  Og Poeten Poul Sørensens 1958-parodi på T.S. Eliots The Waste Land, ”De Levendes Begravelse”:

  ”Godnat, Thomas. Godnat, Eliot. Godnat, alle travle kommentatorer.// Goddag, Goddag, mine franske Nathuer./ Godnat, Kjeld. Godnat, Abell./ Goddag, Mand … Økseskaft!/ Goodnight, sweetheart”.

  Torben Brostrøm har udgivet en hel samling med parodier på danske lyrikere, Poesien i spejlet, 1982, så præcist bugtaler han vennen Klaus Rifbjerg som mageligst:

  ”Dette skulle have været et digt/ om hvor forslugen jeg var som barn/ det skulle egentlig have været to/ i betragtning af den særlige interesse/ men de kunne godt slås sammen til et/ så digtet kom til at handle om flere ting.”

  Før jeg lystlæste Thomas Bobergs nye digtbog Hesteæderne 2: Den store duel læste jeg morgenligt Thomas Boberg tempereret positive 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, hvis mest kritiske afsnit lyder som følger:
  ”Selvfølgelig ligger den gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”

   I min over 20 år lange karriere som Boberg-anmelder har jeg ofte anholdt små og store lyriske klicheer, men jeg måtte dér ved morgenbordet indrømme, at de to sidste citatbidder om lysende ord og stjerne/hjerte lød alvorligt kriminelle, men også mistænkeligt u-Bobergske.

  Digtet, citatet er taget fra, kan læses som Ugens Digt her lige ovenover og er trykt på side 32 i Boberg-bogen sammen med tre andre digte, side 31, 33 og 34, DER EKSPLICIT IKKE ER LAGT I MUNDEN PÅ DIGTERJEGET, MEN I STEDET DENNES FORHADTE ”KOLLEGA”. Digtet lige før, på side 30, slutter: ”Jeg var også blandt dem/ der så kollegaens/ erfarne blik/ hvile på sit store publikum,/ så åbnede han sin/ slanke blå bog/ og læste:”. KOLON! Digtet lige efter, på side 35, slutter (herligt nederdrægtigt):
  ”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”

  Uden de fire ham tilskrevne digte ville jeg ikke se nogen tvingende grund til, at anmelderne identificerede Kollegaen som Thomas Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, selvom han ligner til karikeret og polemisk forveksling: Nostalgisk, harmonisøgende, klassicistisk, gudstroende akademimedlem.

  Men MED de 4 digte forstår jeg helt ærligt ikke, hvorfor ikke en eneste anmelder udpeger SUT (kun Bredsdorff stiller hesteæder-digteren til ansvar for Kollega-linjer), eftersom de så åbenlyst er parodier på den modne Thomsen, fra den takstfaste rytmik til særgloser som delta og blå og præfixet knald-, og sammenlign bare Bredsdorffs stygge linje: ”et digt er en pisk af lysende ord” med afslutningen på første digt i Nye digte, 1987: ”Tilegnet alt der findes/ og tabes ned gennem versets fletning:”.
  Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.

  Sigende for den auto-eksorcistiske drivkraft er det også, at de to hårdest konfrontatoriske digte, groteskheds-udstillingen lige efter parodi-serien og selve det store duel-epos, hvor de to digtere går i kostelig genre-clinch, er de strammeste, fyndigste, klangfyldigste, med andre ord mest Thomsenske egen-digte i bogen. En boomerang-massakre er duellen derfor:
  ”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.

   De bedste parodier går værst ud over parodisten selv - og hen over hovedet på anmelderne og/eller under deres værdighed.

Og her en oprindelig ordlyd af en midterlig overgang mellem to afsnit:

Som aktør i digterjegets digte kan den fromme og akademi-ophøjede Kollega godt synes inspireret af Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, men ikke nødvendigvis, dertil er figuren for meget af en groteske.

  Som digter af de fire digte kan Kollegaen ikke være andre end SUT!
Og her mine 3 (!) forslag til en underrubrik til 2. udgave af kommentaren:

Thomas Boberg parodierer Søren Ulrik Thomsen noget for kærligt (til at nogen opdager det), en Mr. Nobody parodierer Das beckwerk meget for usærligt

Kunsten at parodiere handler om at lytte sig ind til stilens hjerte og hårdt sidelæns, men med tungen lige i munden, tikke videre derfra

Parodier på danske forfattere er enten for klodsede eller for kærlige til at være for alvor stilistisk blodige og morderiske

Blogpost aflyst til fordel for den avis, ingen af JER læser

Jeg havde planlagt alle tiders blogpost om Thomas Bobergs gævt grumme og nederdrægtige Hesteæderne II: Den store duel, men så kom jeg til at love at skrive en kommentar til fredagens WA Bøger, og det passede blogpostideen kun alt for godt til (bortset fra at den som blogpost, inkl. digtcitat, kun ville fylde ca. to tredjedel af kommentaren, som derfor kommer til at blive lettere sludrevorn og som det værste: indeholde navnene Claus Beck-Nielsen og Janus Kodal), beklager!

Fandens yndlingskusines alternativ

Det er ikke rimeligt at bede mig om at vælge mellem at anmelde en bog, jeg har en skrækkelig LYST til at læse, og anmelde en bog, jeg er forfærdelig NYSGERRIG efter at læse, den ene bog er jeg 90 % sikker på vil more mig kongeligt, den anden bog har jeg ingen anelse om hvordan vil påvirke (og blive påvirket af!) mig (fordi den er skrevet af en næsten terroristisk uforudsigelig forfatter, og dem skal vi huske at hæge om, selvom det unægtelig er tryggere og rarere med (jo helst kvalificeret) forudsigelighed) ...  jeg valgte LYSTbogen, men fortryder allerede, fordi odsseen er større for, at anmeldelsen af NYSGERRIGbogen bliver den mest spændende (og besværlige) at skrive ...

Helt uden videre grusomt er det så for fanden bare, at jeg slet, slet ikke skal anmelde Thomas Bobergs Hersteæderne II: Den store duel og Susanne Stauns Hilsen fra Rexville - forbandet cruel and unusual punishment!

Fæl forvandling - Belzebub Boberg

Der er Søren Ulrik Thomsens "Henover himlen" fra City Slang:

Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død

Og så er der Thomas Bobergs titelløse digt i Hesteæderne, som jeg skal tale om i dag på Tag og læs på Testrup Højskole, det er en anden forvandling:

Tiden er vandet
vandet er skyerne
skyerne er tænderne
tænderne er luften
luften er pladserne
pladserne er søerne
søerne er lyden
lyden er månen
månen er kaffen
kaffen er kussen
kussen er lyset
lyset er melet
melet er blodet
blodet er fårene
fårene er taskerne
taskerne er pikkene
pikkene er blomsterne
blomsterne er hænderne
hænderne er musikken
musikken er floderne
floderne er sproget
sproget er krydderierne
krydderierne er han
han er hun
hun er den
den er du
du er jeg

Det forsvundne (sære) lem

Irriterende udskiftning af min overskrift til anmeldelsen af Klaus Rifbjergs nye roman i dagens WA Bøger:

I stedet for det meningsløse udråb "Rifraf Filongongong" (om en i særklasse tyst roman! (jeg havde brugt "Rifraf" bare, hentydende til ordet riffraff's engelske betydning: udskud, som anmeldelsens trompet - der nu i stedet er "mesterværk", og det er en rigtig god bog, men det sågu ikke noget mesterværk)) var min overskrift et omhyggeligt valgt citat fra romanen:

Den sære, stumme styrke i lemmet

(og nej, min overskrift til Boberg-anmeldelsen ovenover var heller ikke "Magtfuld surhed", men "Han snubler hele vejen op" - jeg har min rubrikære!)

Tiggende tyndhed

Jeg kommer heller ikke til at holde kæft om Skyum dér, men inden jeg går i gang med min gævt glade anmeldelse af Thomas Bobergs sublimt sure digtsamling Hesteæderne, vil jeg gerne anholde (mindst!) 1 stk. citatmisburg i Erik Skyum-Nielsen anmeldelse i Information, hvor han nemlig skoser digterjegets patos:

ja, han beskriver sig som så jamrende fattig, at "kun en ganske tynd film skiller mig fra tiggerens eksistens"

Men prøv lige at læse det hele, lille digt, citatet er hentet fra:

En ganske tynd eksistens
skiller mig fra filmens tigger.
En ganske filmisk eksistens
skiller mig fra den tiggende tyndhed.
En ganske tynd tigger
skiller mig fra eksistensens film.
En ganske tynd film
skiller mig fra tiggerens eksistens.

Et udsagn genereret af så eksplicit mekanisk en permutationsproces kan for syv søren da ikke tages for gode, centrallyriske varer, og da slet ikke med ordet "film" som den centrale joker-glose, der både betyder levende billeder (fra smalfilm til biograffilm) og (Nudansk ordbog): "et tyndt materiale af plastic" og "en tynd glat belægning".

Læselettelser x 2

Jeg er så umanerligt lettet over, at

Klaus Rifbjergs roman Skiftespor og

Thomas Bobergs digtsamling Hesteæderne

læst i ét dobbelt stræk denne søndag eftermiddag

ikke skuffede: serielle maveplaskere afløst af

melankolsk henholdsvis galsindig saltomortale