Reaktionen på at blive grupperet og kategoriseret af andre kan være at gruppere alt og alle i stadig mere specifikke kategorier. Desværre med en tendens til, at disse grupper bare ligger og kaster møg på hinanden. Som vi så det i weekenden, da den amerikanske skuespillerinde Patricia Arquette benyttede sin Oscar-tale til at plædere for ligeløn for mænd og kvinder og derefter fik en spand lort i hovedet af repræsentanter for farvede, homoseksuelle amerikanere, der ikke gad høre på en hvid, heteroseksuel, »privilegeret« kvinde.
I artiklen om generationen af »kvindeforfattere« citeres en litteraturforsker for at mene, at deres bøger ofte handler om »lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden«. Men at være et lille jeg i en stor verden lyder sådan set som et meget stort og alment litterært tema. Og måske er det lille jeg en af litteraturens forcer. Det jeg, der aldrig helt vil kunne identificere sig med prædikater som kvinde, bøsse, jøde, dansker, muslim osv. Det jeg, der er lille nok til at kunne sive ind i andre identiteter end forfatterens, ja sågar andre end menneskets.
I søndagens bogsektion blev Helle Helles 'Hvis det er' (som jeg, i øvrigt
sammen med to mænd, har nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris)
karakteriseret som en »feminin« bog. Det er på en måde en alvorlig kritik,
ikke af forfatterens køn, men af bogens litterære vellykkethed, al den stund
Helle Helle her for første gang lader sin jeg-fortæller være en mand. Men
det er måske en særlig »feminin« evne at kunne leve sig ind i andre, også i
folk af andet køn? I så fald kan vi vist roligt udnævne litteraturen som
sådan til »feminin«, for er der noget forfattere gør, så er det netop at
skrive sig ind i perspektiver og stemmer som overskrider deres eget
identitetsplagede jeg, ja sågar overskrider det menneskelige jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar