METAFORANMELDELSEN

Jeg nåede at skrive 2 anmeldelser af Olga Ravns nye roman Celestine - i avisen kan I læse spøgelsesanmeldelsen, her får I metaforanmeldelsen:

-->

RAVNEDATTER Olga Ravn romandebuterer sejrrigt med en på samme tid rasende og indolent overskrevet beretning om sen, håbløst rådvild ungdom

De døde spiser nachos

Olga Ravn: Celestine. 168 sider. 200 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Olga Ravns intenst vellykkede debutroman Celestine dementerer med eftertryk forfatterens udjævning af egne litterære praksisser, når hun udtaler sig som generationstalsmand: Døgndigte i tv og ironiske gifs på blogs er på deres måder lige så væsentlige, personlige ytringer som bøger på papir. Og det kan man helt sikkert, fra Johs. V. over Onkel Danny, finde gode eksempler på, men gu er de i Olga Ravns tilfælde ej!

  Det er i bogens indædt langsommelige og indtil udgivelsen dybt hemmelige rum, at Ravns skrift bliver væsentlig og personlig på fuldstændig oldnordisk manér – ikke i hendes privat og politisk kokette mediedigte og ikke på hendes neo-Nynne-vittige blog. Det, jeg oplever som omsider umiskendeligt og magtfuldt Ravnsk, er akkurat skriftens mættethed, dens hyper-præciserende overmættethed, især i billedsproget. Og cirka en tredjedel af bogens sprog er billedsprog, dette forbliver skamløst lyrisk prosa. Mest nådesløst attakerer billederne den navnløse, halvunge hovedpersons nedslidte pligtkæreste Kim:

  ”Nogle dage trasker han ind til byen, mens jeg underviser, han nægter at bruge penge på en taxa, ligesom han nægter at blødgøre sit ansigt, på trods af at det efterhånden består mere af tør hud end menneske. Det begyndte mellem øjnene og bredte sig derfra til resten af ansigtet som hvidkantede ø-grupper eller bakterier under hastig fordobling i en petriskål.”

  Og endnu hårdere (og sjovere) lidt længere nede på samme side:

  ”Det eneste, han lader til at sætte pris på ved sin fuldvoksne krop, er skægget, som han hele dagen nulrer tankefuldt som en anden i underansigtet indopereret sutteklud.”

    Denne flippede-fabulerende præcision – sørme nærmest Storm P.sk! – står i klar kontrast til jævnaldrende, kunst-prosaiske strategier som for eksempel den sirlige emblematik hos sidste uges debutant, Pernille Anbd-El Dayem og de silende spredehagl hos klassekammeraten Josefine Klougart.

  Nok billedlotteri for denne gang!

  Der er også, modsat Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng fra 2012, en slags handling(er) i bogen:

  Fortælleren bliver ansat som lærer på en kostskole og har sit rådvilde, distræte besvær med elever og kolleger  og med forholdet til ham Kim. Hun interesserer sig for og fremmaner - i selvstændige afsnit, jegfortalt og ikke – slotsspøgelset Celestine, muret inde for forbudt kærlighed i en fjern fortid (en spøgelsesfigur nr. 2, gammel dame på loftskammer, kunne ærlig talt godt undværes).

  Anden del begynder et år senere; Kim er ude af billedet, fortælleren er stadig lærer og tænker i mangel af kærlighedsbesvær en hel del tilbage på sin skilsmisseramte opvækst.
  Ravn lader Celestine være groft eksplicit spejlfigur for fortælleren – ”Spøgelser er som skilsmissebørn; det lemfældige forhold de har til andre mennesker, at de ser dem som gennemrejsende, skygger, dagens bismag” – men groover samtidig frit ud på hendes helt egen særlige skæbne som adelig teenager og bittert spøgelse, Hvilket resultereer i den absolut stærkeste danske genfærdsfiktion siden Pablo Llambías’ … rasende … , en lige så uforsonlig, yngre poltergeist.

    Den skarpe og tunge billedblomstring passer på klassisk form-indhold-manér til den tunge og skarpe ensomhed, fortælleren (og Celestine) oplever, med og uden Kim parallel-ludende omkring. Selve skilsmisse-afsnittene er blandt de mest hjerteskærende i ny litteratur, fordi de nægter sig sentimentalitet såvel som moralisme. Ravn bliver nødt til at luge lidt ud i de metaforiske bede for at komme helt ind, hvor det gør ondt, og hvor det nemlig er helt, helt konkret; fra en hård opremsning i afsnittet ”Til mine stedsøskende”:

  ”Jeg husker en stedsøster, der aldrig talte i bilen. Jeg husker  en stedbror, der sagde, hans buffalosko var gode at sparke med, når man var oppe at slås.”

   Celestine er et hørbart bankende mock-up af et nøgent hjerte, konstrueret af skumgummi og glasskår og muggent glimmer - og bare et uhørt godt stykke boglighed.