-->
RAVNEDATTER Olga
Ravn romandebuterer sejrrigt med en på samme tid rasende og indolent
overskrevet beretning om sen, håbløst rådvild ungdom
De døde spiser
nachos
Olga Ravn:
Celestine. 168 sider. 200 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Olga Ravns
intenst vellykkede debutroman Celestine dementerer
med eftertryk forfatterens udjævning af egne litterære praksisser, når hun
udtaler sig som generationstalsmand: Døgndigte i tv og ironiske gifs på blogs
er på deres måder lige så væsentlige, personlige ytringer som bøger på papir.
Og det kan man helt sikkert, fra Johs. V. over Onkel Danny, finde gode
eksempler på, men gu er de i Olga Ravns tilfælde ej!
Det er i bogens indædt langsommelige og
indtil udgivelsen dybt hemmelige rum, at Ravns skrift bliver væsentlig og personlig
på fuldstændig oldnordisk manér – ikke i hendes privat og politisk kokette
mediedigte og ikke på hendes neo-Nynne-vittige blog. Det, jeg oplever som omsider
umiskendeligt og magtfuldt Ravnsk, er akkurat skriftens mættethed, dens
hyper-præciserende overmættethed, især i billedsproget. Og cirka en tredjedel
af bogens sprog er billedsprog, dette forbliver skamløst lyrisk prosa. Mest
nådesløst attakerer billederne den navnløse, halvunge hovedpersons nedslidte pligtkæreste
Kim:
”Nogle dage trasker han ind til byen, mens
jeg underviser, han nægter at bruge penge på en taxa, ligesom han nægter at
blødgøre sit ansigt, på trods af at det efterhånden består mere af tør hud end
menneske. Det begyndte mellem øjnene og bredte sig derfra til resten af
ansigtet som hvidkantede ø-grupper eller bakterier under hastig fordobling i en
petriskål.”
Og endnu hårdere (og sjovere) lidt længere
nede på samme side:
”Det eneste, han lader til at sætte pris på
ved sin fuldvoksne krop, er skægget, som han hele dagen nulrer tankefuldt som en
anden i underansigtet indopereret sutteklud.”
Denne
flippede-fabulerende præcision – sørme nærmest Storm P.sk! – står i klar kontrast
til jævnaldrende, kunst-prosaiske strategier som for eksempel den sirlige
emblematik hos sidste uges debutant, Pernille Anbd-El Dayem og de silende
spredehagl hos klassekammeraten Josefine Klougart.
Nok billedlotteri for denne gang!
Der er også, modsat Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng fra 2012, en
slags handling(er) i bogen:
Fortælleren bliver ansat som lærer på en
kostskole og har sit rådvilde, distræte besvær med elever og kolleger og med forholdet til ham Kim. Hun interesserer
sig for og fremmaner - i selvstændige afsnit, jegfortalt og ikke – slotsspøgelset
Celestine, muret inde for forbudt kærlighed i en fjern fortid (en
spøgelsesfigur nr. 2, gammel dame på loftskammer, kunne ærlig talt godt
undværes).
Anden del begynder et år senere; Kim er ude
af billedet, fortælleren er stadig lærer og tænker i mangel af kærlighedsbesvær
en hel del tilbage på sin skilsmisseramte opvækst.
Ravn lader Celestine være groft eksplicit spejlfigur for fortælleren – ”Spøgelser er som skilsmissebørn; det lemfældige forhold de har til andre mennesker, at de ser dem som gennemrejsende, skygger, dagens bismag” – men groover samtidig frit ud på hendes helt egen særlige skæbne som adelig teenager og bittert spøgelse, Hvilket resultereer i den absolut stærkeste danske genfærdsfiktion siden Pablo Llambías’ … rasende … , en lige så uforsonlig, yngre poltergeist.
Ravn lader Celestine være groft eksplicit spejlfigur for fortælleren – ”Spøgelser er som skilsmissebørn; det lemfældige forhold de har til andre mennesker, at de ser dem som gennemrejsende, skygger, dagens bismag” – men groover samtidig frit ud på hendes helt egen særlige skæbne som adelig teenager og bittert spøgelse, Hvilket resultereer i den absolut stærkeste danske genfærdsfiktion siden Pablo Llambías’ … rasende … , en lige så uforsonlig, yngre poltergeist.
Den skarpe og tunge billedblomstring passer
på klassisk form-indhold-manér til den tunge og skarpe ensomhed, fortælleren
(og Celestine) oplever, med og uden Kim parallel-ludende omkring. Selve skilsmisse-afsnittene
er blandt de mest hjerteskærende i ny litteratur, fordi de nægter sig sentimentalitet
såvel som moralisme. Ravn bliver nødt til at luge lidt ud i de metaforiske bede
for at komme helt ind, hvor det gør ondt, og hvor det nemlig er helt, helt
konkret; fra en hård opremsning i afsnittet ”Til mine stedsøskende”:
”Jeg husker en stedsøster, der aldrig talte i
bilen. Jeg husker en stedbror, der
sagde, hans buffalosko var gode at sparke med, når man var oppe at slås.”
Celestine
er et hørbart bankende mock-up af et
nøgent hjerte, konstrueret af skumgummi og glasskår og muggent glimmer - og
bare et uhørt godt stykke boglighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar