Man sveder da Jolly Cola

"Kære Lars Bukdahl,

I forbindelse med undervisningsforlaget Systimes nyopdatering af vores iBog "Rod i sproget" vil udgivelsens redaktør,meget gerne kunne inkludere din anmeldelse "Man tuder da olie" fra Weekendavisen. Artiklen skal indgå i en opgave, hvor læserne (eleverne) skal arbejde med begreber om objektivitet og subjektivitet.

Er det noget, du vil give din tilladelse til?

De venligste hilsener"

Ja, hvis facit bliver, at denne anmeldelse er strengt objektiv

Forfattere er også bare meningsmagere, når de mager meninger

Skønlitteratur på P1 og Information har bedt en række forfattere, med Thomas Boberg som overlapper, om at mene noget om terror/ytringsfrihed, og når de mener noget, forfattere, så mener de ikke overraskende bare noget meningsmæssigt og debatmæssigt ligesom alle mulige andre meningsmagere og debatører, hvilket vel så bare er det, de er, uden noget særligt magisk og priveligeret meningstalent, hvad enten de som Kristina Stoltz mener noget, jeg synes er dumt - siger hun rent faktisk, at det er en god ting ved terroren, at den får os til at være mere påpasseligt medmenneskelige i vores kommunikation? Nej, vel?:

Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.

Eller de som Thomas Boberg (i Inf) mener noget, jeg synes er viist:

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

At gå ind for at holde kæft (og slå sig selv over munden for det) og ikke (og heller ikke)

Kristina Stoltz, der stadig er vært for al mulig lystelig hadtale under sit link til min aversions-blogpost, havde en opdatering i går i anledning af PEN-møde og Dan Parks plakater, som delvist lød sådan her:

Efter min mening kræver det en meget klogere og oplyst befolkning end den, vi i øjeblikket kan mønstre i Danmark, at leve i et frit samfund, hvor man kan sige og udtrykke hvad som helst!

Hvilket unægteligt lyder som en undsigelse af ytringsfriheden. Jeg citerer fra en citering af hendes opdatering i en andens blogpost og kan ikke citere mere, fordi KS slettede opdateringen med samt den kommentartråd, der løb lige så løbsk (dvs. pludselig kontra hende og hendes proselytter) som tråden under Blogdahl-linket; linket til opdatering + tråd i den nævnte blogpost fører nu til dette budskab + ikon:

Sorry, this page isn't available

The link you followed may be broken, or the page may have been removed.

Simon Pasternaks FB-rapport fra samme PEN-møde er dejligt og energisk klar i mælet, og den kan man stadig læse:

Nåh. Så er jeg blevet medlem af PEN’s bestyrelse og var til mit første møde i dag. Der sporedes en vis uenighed om visse ting, f.eks. Dan Park. Der kommer en erklæring fra PEN ud snarest, for selvfølgelig skal PEN have en mening, når kunstnere fængsles og værker kræves destrueret – i Sverige.
Uden at afsløre for meget, kan jeg afsløre, at jeg mener, at PEN skal forsvare kunstnerisk frihed og det rum, som kunsten giver for at reflektere over hvad som helst på en hvilken som helst måde uden at KONTEKSTEN, KRÆNKELSEN, FØLELSEN, SANDHEDEN, HISTORIENS NØDVENDIGHED, RELIGIONEN eller ANDRE STORE MED VERSALER SKREVNE SUBJEKTER skal have lov til at bestemme.
Og hvorfor?
Fordi jeg tror på autonom kunst som et rum for fri leg, et sted hvor det lille subjekt kan reflektere over sig selv og verden. Jeg tror ikke på kollektivets diktat, jeg tror ikke på store subjekter og magtanvendelse og skråsikkerhed, men usikkerhed og eksperiment og provokation og udsagn, der ikke lader sig kategorisere og samle til en klar og rar holdning og udsigelse. Og hvem siger egentlig at kunst skal være rar? Onkler skal være rare, men da ikke billeder eller bøger.

Mig uden andre 2

- fra FB-besked-korrespondance med Kristina Stoltz:

Jeg ved da ikke på forhånd, at jeg hader din bog, Kristina, det har jeg ingen anelse om; jeg kan have alle mulige fordomme, men de er spulet væk med syre lige så snart jeg begynder at læse. Jeg har, så vidt jeg husker, også anmeldt dig positivt. Jeg håber af alle kræfter, at din bog er god, det er jo derfor skuffelsen, hver gang jeg har læst mig frem til en negativ smagsdom, er så stor og måske også kan virke brutal; jeg synes, det er en skam og tragedie og skandale, når en bog ikke er god. Men jeg er jo altså ikke kritiker for at hjælpe eller "skade" forfattere i deres karriere; jeg er kritiker for at diskutere og karakterisere og smagsdømme litteratur, fordi jeg synes, det er vigtigt, og fordi jeg er god til det, helst god litteratur, men hvorvidt det er tilfældet, kan jeg heldigvis og desværre ikke vide på forhånd. Jeg er og skal være, når jeg skriver anmeldelsen, fuldstændig ligeglad med forfatteren, dig, beklager. kh

Selvfølgelig er jeg ikke objektiv og selvfølgelig er jeg fordomsfuld, men jeg bestræber mig altid for at være ærlig overfor MIN oplevelse af en bog - og jeg har talrige gange oplevet at mine fordomme er blevet dementeret af min læseoplevelse; eksempler? gerne: Mads Brenøes Bjerget, Maria Hellebergs Dronningeskolen.

Mig uden andre 1

(fra FB-tråden under Kristina Stoltz's link, omtalt nedenfor)

Lars Bukdahl Kære Kristina, Trisse, Nis, Jan & co. Sikke danske forfattere har ordet i deres afmagt; pastiche-voldstrusler, really? Hvorfor er det så pinligt at sige, at en bog er dårllg? Og hvorfor er det sadisme at gentage det? Projektet kunne jo være at forpligte sig på at diskutere - og opliste, NÆVNE - ikke bare god kvalitet, men også dårlig kvalitet, som ofte gør os klogere på, hvad litteratur er og kan være, end god kvalitet, der i sagens natur har det med at være unik. Som en selvfølgelighed ægger det til polemik og yndlingsaversioner, når bøger, jeg ikke bryder mig om, roses til skyerne af andre kritikere og kanoniseres af Den Litterære Institution, ikke fordi dårlig litteratur er vigtig for mig, men fordi god litteratur er. Se iø dagens blogpost - kh

Rygterne om min kritiske avisdød er stærk overdrevne ... Men kunne forfatterforeningerne ikke oprette et kursus med titlen (og det eneste budskab) DU ER IKKE DIN BOG. Så vidt jeg kan læse, skriver jeg om forfatterenes bøger - mens alle mulige forfattere her på tråden tror, jeg skriver om dem (Sonnergaard: personangreb, Stoltz: lade mig håne): til gengæld sviner de gladelig min person til som perverteret, sadistisk, falleret, småkorrupt og spøger med voldstrusler. Mine primære forbrydelser er 2, tror jeg: 1. Jeg insisterer hinsides anmeldelsen på at blive ved at tale om (og tænke over) de dårlige bøger, 2. Jeg forsøger at underholde mine læsere og tilhørere (og mig selv), (også) når jeg skriver og taler om dårlige bøger. Foredraget om yndlingsaversioner bestod sidste gang (på Egmont-højskolen - der er en højskole særligt for fysisk/psykisk handicappede) af 1 times generel snak om, hvad der gennem tiderne er blevet anset som litterære dårligdomme og en halv times opfisken af dårlige bøger, som jeg via teksteksempler kritiserer (fx gennem omstændelige metafor-gennemgange). Det er en strengt litterær øvelse, der forhåbentlig - SHOOT ME - også er underholdende-

tja selv, Tine, aversionen er nok udgangspunktet, men det kritiske projekt - ellers havde det ikke ret til at kalde sig kritisk - er jo så at begrunde og kvalificere aversionerne: hvorfor er disse bøger i mine opspilede øjne og ifølge mine chokerede smagsløg så forbandet dårlige; så godt som alle bøger på min liste i blogposten har jeg anmeldt eller skrevet om på anden måde, nogle op til flere gange, og som sagt er selve show-delen af Yngdlingsaversionerne noget så tørt som en serie af tekstlæsninger; at argumentere for og ræsonnere om sine aversioner oplever jeg ikke som synderligt perverst. 

Men hvorfor er det smagsløst? Det ville du jo ikke synes, hvis det var en liste over min seneste yndlingsperversioner (den slags lister laver jeg mange af). Det er vel en helt nøgtern øvelse: hvilke bøger komme jeg i tabnker om, når jeg skal fylde en pose med (helst eksemplarisk) dårlige bøger?, også fordi jeg har anmeldt eller på anden måde omtalt langt de fleste bøger på listen. Jeg temaiserer selv den dpårlige karma i blogposten, men hvorfor

hov, teknisk uheld - tanker, ikke tbanker, dårlige, ikke dbårlige - og så forsætter jeg sætningen: hvorfor er artikuleret negativitet så helt ekstremt upassende, selv og måske især i intellektuelt og kunstnerisk selskab?

Altså, listen er jo også en tekst, om (mine) aversioners brogethed og ekspansivitet (og idiosynkrasi), fra Big Rif (når han skriver barndomssdigte)) over Tafdrup og Peter Høeg til Leine og Klougart - med klar slagside til de af andre kritikere og den litterære institution kanoniserede forfattere; på den led er listen også et manifest polemisk rettet mod Den gode Smags automat-hierarkier

Futurister, dadaister og surrealister elskede at skrive lister over deres yndlingsaversioner, ingen havde mere stil end dem    

Den naturligt fornærmede bondepige

Meget friskt har Kristina Stoltz FB-linket til min aversions-blogpost nedenfor med følgende ord:

Dette er jo decideret perverteret, men heldigvis er nogle af mine yndlingsforfattere på listen, så jeg bør vel være stolt. TAK Lars, hvor ser du kær ud på billedet:-)

- og selv tak, men jeg ved egentlig ikke, hvad der er perverteret ved at opliste nogle bøger (de fleste af hvilke jeg har anmeldt eller blogget om og som jeg alle har gennemlæst = gennemlidt), som jeg synes er dårlige og tale om (at tale om), hvorfor de er dårlige.

Snakken om pervetering og kært udseende får mig imidlertid til at tænke tilbage på diskussionen om Christina Hagens kronik om, at kvindelige forfattere kun er synlige, hvis de er unge og smukke - og det med ungdommen passer i hvert fald ikke i litteraturens verden, jævnfør her i efteråret fejrede forfattere som Maria Helleberg, Pia Tafdrup, Pia Juul, Helle Helle og Iben Mondrup - som pludselig kom til at handle om flap-portrættet på Kristian Stoltz' roman, og det var alle, inkl. hende selv, enige om at finde lettere komisk, men der var ingen, der gjorde opmærksom på, at seksualiseringen af det foto var produceret i den kommentar om Christina Hagens kronik, Klaus Rothstein havde på bagsiden af WA Bøger, og som han fulgte op på i et interview med Stoltz i Skønlitteratur på P1:

På Kristina Stoltz kommende roman ser vi forfatteren i noget nær helfigur i en ærmeløs tanktop under gammeldags smækbukser. Billedet er indiskutabelt smukt. Forfatteren ligner en naturligt smuk bondepige, som ved, hvad hun vil og kan svare for sig. Men billedet viser også en kvinde, der næsten er påklædt nøgen. Er det så et problem? Nej, det er ikke noget problem. Men hvis Kristina Stoltz stillede op til et photo shoot i et magasin eller en avis på denne måde, ville hun så være iscenesat som en ‘kneppedukke’? Ja, det ville hendes kollega Christina Hagen jo nok mene. Men jeg tror nu, at billedet er valgt af Kristina Stoltz selv.

Al seksualisering og erotisering og kneppedukkeficering er noget, Rothstein for egen regning læser ind i billedet: feticheringen af tøjgenstandene (og deres navne), tanktop, smækbukser, "Billedet er indiskutabelt smukt" -  forhold til hvilken (reel?)-diskussion om forfatterskønhed?, "Forfatteren ligner en naturligt smuk bondepige" - no comments! men naturlig? til forskel fra botox-behandlede bondepiger?, forfatteren er "næsten (...) påklædt nøgen" - hvad i alverden betyder det? når hun på sin overkrop har mindst to lag tøj, Christina Hagen ville nok mene, at hun er "iscenesat som "kneppedukke""-  men det har CH da ikke udtalt sig om, gennem CH's forestillede optik ser KR KS som "kneppedukke".

Jeg undrede mig dengang, og jeg undrer mig nu, over, at ingen, heller ikke Kristina Stoltz heller ikke, da hun blev direkte konfronteret af KR i radioen, anholdt Rothsteins kommentar. Er det fordi - som påpeget af Rothstein med-radiovært Nanna Mogensen, da Asger Schnack skældte ud på DR's kulturdækning - at ingen ikke vil i radioen, og ingen derfor decimerer deres chance for at komme i radioen ved pege navngivet fingre af radioværterne? Jeg ved det ikke, og det kan virke som en klodset afledningsmanøvre at tale grimt om en anden kritiker end mig selv, men jeg har savnet, at nogen talte grimt om den kommentar, fordi den sgu var grim, og når jeg så bliver kaldt perverteret af den forfatter, der blev udsat for kommentarens kritiske overgreb, fordi jeg artikulerer mishag ved hendes roman, i en anmeldelse og på en liste, er det svært at holde mund om den uanholdte bondepigefiksering. For hvad vil hun kalde den? Naturligt smigrende?

Klumpordspil

Trompeten på min anmeldelse af Kristina Stoltz' roman På ryggen af en tyr i WA Bøger i dag skulle have været

ALLEGORITME (allegori + algoritme)

eftersom dens allegori er håbløst præ-konstrueret

men blev

ALLEGORYTME (allegori + rytme, formoder jeg)

men der er jo netop ingen rytme i den allegori, den klumper rundt til alle sider ...