når du taler om nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris på politiken.dk og bl.a siger om de danske nomineringer (hvoraf den ene, Hvis det er, er indstillet til Politikens Litteraturpris, hvilket Theis Ørntofts Digte 2014 også er) :
Man kan ærgre sig over, at Pia Juuls hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb
med en af de danske indstillinger, når nu Theis Ørntoft med sine ’Digte
2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad
fortjener international opmærksomhed,
Åh, mesterlige emnetyngde! Ja, onkeldigtene i Avuncular arbejder (og gerne undergravende) med hyggeligheden i onkelheden, men de fleste af de øvrige digte er for mig, i deres kuldslåede, lumske enkelhed, endnu mere uhyggelige (men det er jo ikke en konkurrence for syv søren!) end Ørntofts barokke postapokalyptik, fx dette:
*
Hun skal dø i krigen
Stranden er flad og forblæst
Hun er der alene
Lyset blænder men
der er ingen sol
Der er skum på bølgerne men
ikke meget vind
Hun ser på vandet mens hun går
Hun
ser sig ikke tilbage hun
går op i klitten ved
redningskanten og skraldespanden
Hun går i et roligt jævnt tempo
Hun har lige lært et fransk ord
det går hun og gentager
dégueulasse
dégueulasse
På gaden i badebyen
ser hun en fremmed kvinde
der sender hende et smil
Hun skal også dø i krigen
- og om Helle:
Vor egen Helle, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned
til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget feminin bog om kvinder. Den
spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en mand og en
kvinde, men manden er bogstaveligt talt usynlig, og den intense
kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet kvindeliv af
den slags, Helle Helle har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Hannu Raittilas ’Terminali’.
Kan vi kalde det en meget maskulin minimalismeshaming eller - patronisering i det mindste: alle disse overbærende adjektiver: spæde, intense, omtumlet (og diminutivet "kortfortælling - nej, ROMAN (og lyt til, hvor urimeligt, også kvalitativt, usynliggørelsen af en mand er)). Bredde som så meget bredere en kvalitet end smalhed, og hold op, hvor synes jeg, der er meget svæv, der jo nemlig ikke betyder det samme kalejdoskopisk, epokal overflyvning, i Helles sætninger. Og jeg forstår simpelthen ikke det med det meget feminine, er det bare fordi, bogen primært handler om et "kvindeliv", men kunne man ikke lige så godt betegne Helles totalt disciplinerede, sirlige stilighed, langt snarere hendes speciale jo end fremskrivninger af (u)specielt slags kvindeliv, som maskulin?
Hvor er jeg taknemlig for, at de to indstillede bøger er så markant lidt Politikenagtige.
torsdag den 19. februar 2015
Du har en sten i munden, Jes Stein
Etiketter:
Helle Helle,
Jes Stein Pedersen,
Nordisk Råds Litteraturpris,
Pia Juul,
Politiken
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar