Hør mig være overvejende glad for Josefine Klougart

(s essay om søvnløshed i Politiken) i AK 24syv i går - link her - hvor jeg adresserer en lytters mistænksomhed overfor hendes (/ tekstens) dybsindighed. Jeg fremhæver præcisionen (og den i resten af essayet fraværende snerren (sovehjertet er et død hjerte)) i essay-billedet:

-->

Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere - indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet uskyldige sovende hjerter.

på bekostning af den skrumlede, ufrivillige surrealisme (når man kommer til at tage det bogstaveligt, hvilket jeg altid gør) i roman-billedet (fra Om mørke):

Hans øjenbryn er større og mere og mere som planter,
hendes blik er lavet af træ.
Wiernestolenes spændthed i træet, måden det bøjer på, som kærlighed, der overvintrer.
Det at overleve sig selv..
To bjælker der står skråt op gennem rummet og holder ham oppe.

(for at den opadskrånende blikbjælker skal holde ham med planetøjenbrynene (hvad for en slags planter? ret afgørende - bregner?) oppe, må han enten stå på dem, eller de må være placeret under hans arme som krykker på den forkerte led (i hvilket tilfælde hun er temmelig lav)?) - det er pænt makabert, hvis den enes blikbjælker skal forestille at gå ind i eller ind under (jeg ved ikke, hvad der er værst) den andens øjne (i en twisted variation over bjælken i dit eget øje)) og på den facon holde ham oppe; det bliver også nødt til at være to yderst tynde bjælker (og så er det vel snarere pinde?), hvis der skal være plads til dem begge to, og de skal udgå fra øjnene (med mindre øjnene er meget lange og bjælkerne altså står på højkant, men så .. ) - HOV! stop nu, Lars, du skulle forstille at være overvejende positiv! men det er jeg i radioudsendelsen, Lars, mindst 60 %)