Hvordan man slår en forfatter ihjel

Helle Helle svarer læsere inde på Litteratursiden og klargør tidslinjen for forfatterens død, dette er første del af svaret (fin definition af kunstnerisk nødvendighed også: noget andet føles mere rigtigt eller lyder bedre - frem for sejt at rykke når det gælder):

Kære alle.
Jeg har læst med herinde og vil gerne sige tak for alle jeres kommentarer og læsninger og spørgsmål og tanker. For eksempel Kirstine Louise og Brønderslevs forslag til en alternativ slutning, der minder slående om, hvordan jeg selv længe troede, slutningen skulle være. Jeg forestillede mig, at Roar og Vejmand ville stige på bussen sammen og drage mod Aars efter en bagt sandwich med gorgonzoladressing. Men da det kom til stykket, var det bedre at slutte bogen ti minutter før, de når ud til busstoppestedet. I det hele taget tror jeg tit, jeg ender med at sætte punktum for en roman halvanden side tidligere end planlagt. Måske er det bare et billigt trick, der gør slutningen mere åben og dermed gådefuld. Men billedet af de to, Roar og Vejmand, på skovstien, føltes rigtigt. I det hele taget er det meget sådan, jeg skriver: Det skal føles rigtigt. Og der sker altid det, at den store plan, jeg har lagt for en roman, kikser gudsjammerligt. Fordi noget andet med ét føles mere rigtigt eller lyder bedre.
   En del af planen med "Hvis det er" var blandt andet, at jeg ville slå forfatteren ihjel i på side 35. Den ambulance, Roar og Vejmand hører lørdag aften lige før 21:58, skulle køre forgæves efter den allerede i-en-hårnål kvalte forfatter. Og i kraft af forfatterens død ville sproget i romanen fra da af ændre sig radikalt. Der skulle ikke være spor af minimalisme og ordknaphed og små betydninger. Det skulle være en bog, der ikke lignede mine tidligere. Læseren skulle få en stærk fornemmelse af, at noget nu var helt galt, og at de to romanfigurer var overladt til sig selv. Med at "slå forfatteren ihjel" mente jeg altså "at slå stilen ihjel".
   Den plan mislykkedes. Når Moritzen efterlyser noget nyt og spændende og spørger: "Tør eller kan Helle Helle ikke?", så er svaret altså nok, at jeg ikke KAN skrive i en komplet ny stil. Jeg ville ellers gerne. Tror jeg nok. Men at lave det sproglige skred, som jeg frejdigt planlagde, det evnede jeg alligevel ikke.
   Men der er stadig en forfatter, der muligvis er afgået ved døden. De to små drenge siger: "Faktisk er forfatteren død". Når børn siger "faktisk" om noget, kan det godt være, det ikke passer. Men ER forfatteren død, er hun helt sikkert blevet kvalt i en hårnål. Jeg sætter selv mit hår op, og hver morgen, inden jeg skal i gang med at skrive, står jeg foran spejlet og roder med frisuren med en hårnål mellem fortænderne og tænker: "Ikke trække vejret ind nu". Jeg tænkte, at det ville være en tilpas ond måde at slå en forfængelig forfatter ihjel på.

 - og sjovt nok slår også Pia Juul en forfatter i hjel, med det foruroligende hygsomme navn Peter Jyde, i krimi-digtsuiten "Mori skoven" i Helt i skoven, et af digtene:

OVERSKRIFTER

Lig fundet i bæk
Mand fundet død i skov
Små piger fandt lig i skov
Børn fandt skudt mand i bæk
Kendt forfatter myrdet
Forfatter skudt
Det ville have moret ham selv, måske, at se disse variationer? Han kunne have fundet på nogle bedre.
Forfatter omsider fjernet fra jordens overflade!
Hvem læste denne mands dødssyge bøger?
Peter Jyde endelig død!
Men det var godt, han var død og ikke skulle være vidnetil det eftermæle. "Kendt forfatter død". Hvis han var kendt, kunne de vel skrive hans navn? Og det kunne de ikke. Ingen vidste, hvem Peter Jyde var. Kun de hundrede, der købte hans bøger, og så hans mor og hans redaktør og så Veronika.
Som han skulle giftes med
men det blev jo ikke til noget
for han var jo død.