Skt. Harald rejser sig fra fornedrelsen

Harald Voetmanns nye roman Syner og fristelser har helt fortjent fået både 5 hjerter og 6 stjerner i dagens anmeldelser og også en stjerne- og hjerteløs, men forhåbentlig synligt begejstret anmeldelse i Weekendavisen. Det ligner en cementering af Voetmanns kanonisering (lige i hælene på Kritikerprisen for en måneds tid siden) som en af de allebetydeligste yngre prosaister, hvilket han selvfølgelig har været hele tiden og lige fra starten. Og det er sjovt at tænke tilbage på Haralds 10 år og 4 bind i kortprosaørkenen, hvor kvaliteterne i excesserne ikke var lige indlysende for alle. Her er et citat fra Erik Skyum-Nielsens Information-anmeldelse af debuten Kapricer (ret præcist lige så galt på den (og med parallel anti-avantgardistisk hån), som Lyngsøs Politiken-anmeldelse af Ursula Andkjærs debut Lulus sange & taler (som Skyum til gengæld var forside-jublende over) samme dag - jeg anmeldte forbandet nok hverken eller, fordi jeg sad i bestyrelsen for Arena, der var medudgiver af begge bøger, sammen med Lindhardt & Ringhof (ja, LINDHARDT & RINGHOF! men det var også dengang Simon Pasternak var redaktør på Taberforlaget) - men lykkeligvis FIK jeg anmeldt Lars Frost, Rasmus Nikolajsen og Lars Skinnebach OVERPOSITIVT, årets tre andre superdebutanter) - og moralen er jo bare henvendt til både forfattere og forlag: Keep on trucking & tro på talentet MED TYRKERTRO (det sidste vel også henvendt til kritikerne: der er ikke andet end talent, og lige meget hvor fordærvet og fordærvende det fremtræder, skal talent roses):

Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter rask. Måske skulle jeg hvae gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. jeg mindes ikke længe at have studeret en så overflødig bog.
  Over hen ved hundrede sider slæber man sig gennem en ørkenvandring af pubertær hittepåsomhed og stilforladte opgejletheder. End ikke den afsluttende tekst, der dog foregiver en slags samlet udspil - nemlig en pardodisk roman om en forfatter ved navn Harald, der på grundlag Katharinas den Stores erindringer forsøger at skrive 'sin' roman om kejserinden - aftvinger interesse, løs i anlægget som den er, lutter famlende opspring, der aldrig når frem til andet end at falde på halen og grine fjoget over sig selv.
  Bogens første del består af fantasi- og associationsstykker i avantgardistisk manér. Her udfoldes en stor variationsevne genremæssigt såvel som stofmæssigt, men grundformlen forbliver uforbedreligt ligegyldig, spredte dagbogsnotater, hengemte skriveøvelser, luftigheder og pjank.

- og her en af bogens korteste tekster, med paradis-motiv, måske handler den også om prosabegyndelse og/eller prosabegyndelsesreceptiuon:

Ved at gnubbe en slange og en fugleedderkop mod hinanden frembragte Eva en høj, pivende lyd, som fik alle glas til at gå fuldtsændig i samdder. De følgende dage forsøgte hun med mange andre gnubbekombinationer, bl.a. forsøgte hun at gnubbe edderkoppen imod en fiskebug og senere et råkostjern, men det var uden held.