Harald-highlights

SYND! at ikke flere af jer overværede min samtale med Harald Voetmann på Humanistisk Fakultetsbibliotek i går eftermiddags, tyst og intenst fortalte han SENSATIONELLE ting om sit forfatterskab, blandt andet. så vidt jeg husker (kun Erik Skyum skrev ned):

- Han kom som purung ind på Forfatterskolen med højtravende digte, som han meget straks blev flov over - men poesien spøger stadig, som højeste ambition og som skriveprocessuelt trick i de første gennemskrivninger af prosaen, hvor teksten opsættes og organiseres (gammeldags/systemisk) lyrisk

- Gennembruddet til at skrive debutromanen Vågen var en pågående livagtig drøm, han drømte i Italien efter at have gennemtravet alt for mange ruiner (manden elsker ruiner og fragmenter) og gennemlæst alt for meget sekundærlitteratur om Plinius, Petronius og co.: På en gade i Pompeji henvender en kvinde sig til ham, på turist-sproget græsk, og alt føltes frygteligt virkeligt og frygteligt fremmed

- Det var Hanne-Vibeke Holst, der fortale ham, at Vågen var en roman, til forfattermøde hos Det Danske Akademi, hvor han i baronessens havestue havde læst en bunke Plinius-tekster op, og samtlige tilstedeværende var uenige med hende, inklusive Harald, men et år senere opdagede han, at hun havde ret

- Syner og fristelser er skrevet i en vis fart under frivillig terror fra app'en Write or Die, der sletter vilkårlig tekst fra manuskriptet, når han ikke skriver hurtigt og effektivt nok

Skt. Harald rejser sig fra fornedrelsen

Harald Voetmanns nye roman Syner og fristelser har helt fortjent fået både 5 hjerter og 6 stjerner i dagens anmeldelser og også en stjerne- og hjerteløs, men forhåbentlig synligt begejstret anmeldelse i Weekendavisen. Det ligner en cementering af Voetmanns kanonisering (lige i hælene på Kritikerprisen for en måneds tid siden) som en af de allebetydeligste yngre prosaister, hvilket han selvfølgelig har været hele tiden og lige fra starten. Og det er sjovt at tænke tilbage på Haralds 10 år og 4 bind i kortprosaørkenen, hvor kvaliteterne i excesserne ikke var lige indlysende for alle. Her er et citat fra Erik Skyum-Nielsens Information-anmeldelse af debuten Kapricer (ret præcist lige så galt på den (og med parallel anti-avantgardistisk hån), som Lyngsøs Politiken-anmeldelse af Ursula Andkjærs debut Lulus sange & taler (som Skyum til gengæld var forside-jublende over) samme dag - jeg anmeldte forbandet nok hverken eller, fordi jeg sad i bestyrelsen for Arena, der var medudgiver af begge bøger, sammen med Lindhardt & Ringhof (ja, LINDHARDT & RINGHOF! men det var også dengang Simon Pasternak var redaktør på Taberforlaget) - men lykkeligvis FIK jeg anmeldt Lars Frost, Rasmus Nikolajsen og Lars Skinnebach OVERPOSITIVT, årets tre andre superdebutanter) - og moralen er jo bare henvendt til både forfattere og forlag: Keep on trucking & tro på talentet MED TYRKERTRO (det sidste vel også henvendt til kritikerne: der er ikke andet end talent, og lige meget hvor fordærvet og fordærvende det fremtræder, skal talent roses):

Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter rask. Måske skulle jeg hvae gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. jeg mindes ikke længe at have studeret en så overflødig bog.
  Over hen ved hundrede sider slæber man sig gennem en ørkenvandring af pubertær hittepåsomhed og stilforladte opgejletheder. End ikke den afsluttende tekst, der dog foregiver en slags samlet udspil - nemlig en pardodisk roman om en forfatter ved navn Harald, der på grundlag Katharinas den Stores erindringer forsøger at skrive 'sin' roman om kejserinden - aftvinger interesse, løs i anlægget som den er, lutter famlende opspring, der aldrig når frem til andet end at falde på halen og grine fjoget over sig selv.
  Bogens første del består af fantasi- og associationsstykker i avantgardistisk manér. Her udfoldes en stor variationsevne genremæssigt såvel som stofmæssigt, men grundformlen forbliver uforbedreligt ligegyldig, spredte dagbogsnotater, hengemte skriveøvelser, luftigheder og pjank.

- og her en af bogens korteste tekster, med paradis-motiv, måske handler den også om prosabegyndelse og/eller prosabegyndelsesreceptiuon:

Ved at gnubbe en slange og en fugleedderkop mod hinanden frembragte Eva en høj, pivende lyd, som fik alle glas til at gå fuldtsændig i samdder. De følgende dage forsøgte hun med mange andre gnubbekombinationer, bl.a. forsøgte hun at gnubbe edderkoppen imod en fiskebug og senere et råkostjern, men det var uden held.

Autentisk Othloskrift og -pseudononsens

This manuscript was written by the monk Otloh, or Othlo, of Saint Emmeram, a remarkable figure in 11th-century literature, and is comprised almost exclusively of his own works. Born around 1010 in the diocese of Freising, Bavaria, Otloh studied at Tegernsee Abbey. He took a great interest in the art of writing, in which he was self-taught. He became a well-known scribe of his time. In 1032, after a serious disagreement with the local provost, he left Tegernsee for the Benedictine Abbey of Saint Emmeram in Ratisbon (present-day Regensburg). Some 30 years later, he left Saint Emmeram for Fulda. Besides his extensive work as a scribe, Otloh was the author of numerous works dealing with theological problems in prose and verse. Otloh’s works are written in Latin, except for a prayer* in Old Bavarian which follows a Latin example “Oratio cuiusdam peccatoris” (Prayer of a sinner). The manuscript came from Saint Emmeram’s Abbey to Munich in 1811. 

*
Den bøn indgår som et centralt stykke fremmedtekst (og giver titel til det næstsidste kapitel, "Zilezzist") i Harald Voetmanns Syner og fristelser, et med danske læseøjne fantastisk nonsens/lyddigt - Ursonate, gå hjem og vug:

Trohtin almahtiger, tu der pist einiger trost

unta ewigu heial aller dero

di in dih globunt

iouh in dih gidingant

tu inluihta min herza

Dina gnata megi anadenchin

unta minta sunta. Zilezzist piuiliho ih mih selhen

unta alla mina arbeita allen minen fliz dina gnada.

Odo ni chunna

odo ni wella mih bidenchan duhr mina brodi

unta duhr mina unruocha

odo durb mina tumpheit.

Unta also din guita, unta din wistuom ist.

Gider ikke kommentere på det latterlige, forlorne ostehjul*, vil bare læse videre i Voetmann

s** nye roman, der pludselig udkomme rpå fredag, det var jeg ikke forbredt på, men nu er jeg midvejs og munken Othlo og hans guide og et lam er på vej lige lukt i helvede:

Mørkestrømmen syntes at mildnes nu, jeg kunne åbne øjnene igen og så flammebyens flækkede tårne og barakker under mig. Vi landede på en øde plads omringet af sorte tandstumpstårne. Tårnene var oplyst af en indre glød, en fælles puls af lys slog i dem. Torvet var øde, men fjerne skrig kunne høres fra alle retninger.

Min fører eller følgesvend fortalte mig på dette tidspunkt noget om, at torvet her var bygget til modtagelse af dignitarer og notabiliteter blandt de fortabte, men denne del af hans talestrøm lyttede jeg ikke opmærksomt til.

For i det øjeblik vi landede, og jeg lod mig glide ned fra det store lams ryg, bemærkede jeg, at lammet var blevet hårdt såret, ja, det havde helt og aldeles mistet sit højre bagben og haltede nu ynkeligt omkring på kun tre ben på brostenene, mens en sortnet og skummende stump af det fortærede ben spjættede i luften bag det. Det gik op for mig, at lammet i vores flugt måtte være blevet ramt af en dråbe af et havuhyres giftige spy, og at denne dråbe havde opædt dens ben.

*

Asta Olivia Nordenhof

10 mins ·

Hvor er det elendigt nu at få dette ostehjul at se som er udueligt til at præsentere os for noget som helst vi kan tænke over. Hvor er det ELENDIGT at kunne læse på Søren K Willemoes facebook profil at han mener om Maja Lee Langvad at hun ’turnerer rundt med sin seksualitet’. Hvor er det elendigt at det er tilstrækkelig journalistisk ambition for en avisredaktion at ’få folk op af stolene’. Det er samme ambition som de havde for playlisten på crazydaysi i kalundborg, som i øvrigt nu er nedlagt så måske blev det alligevel for trist i længden at stå der på byens bakketop og spille macho og sige kykkeliky

Danske debutanter skriver om sig selv | Bogmarkedet

En gennemgang af 26 bøger skrevet af debutanter i 2014 og 15 bekræfter en række af Mette Høegs kritikpunkter.

**

Harald Voetmann

Mindst tre af de kvindelige forfattere, der optælles som "debutanter" i artiklen her, har udgivet flere bøger (Olga Ravn, Amalie Smith, Line-Maria Lång). En af dem har udgivet fem bøger over de sidste fem år og bliver her regnet med som "debutant fra 2014-15". Den truende rød/lyserøde del af lagkagen er pumpet kunstigt op for at understøtte en lam pointe, og det havde været ganske nemt at pumpe det blå op på samme måde ved at inkludere en håndfuld af de mænd, der også har udgivet fire-fem bøger. Eller bare nogle af de mandlige debutanter, der faktisk bliver overset i opgørelsen: det kunne være Thomas Rydahl, Søren Fauth, Sigurd Buch Kristensen osv. Jeres statistik er ubrugelig, men I får point for den subtile farveopdeling.

• 
Martin Glaz Serup Gitte Broeng har skrevet 5 bøger!

• Bjarke Larsen Mht Gitte Broeng, Amalie Smith, Olga Ravn og Line-Maria Lång er der tale om ROMANdebutanter. Det burde vi selvfølgelig have gjort mere tydeligt opmærksom på.
  Vi har også fravalgt alle krimi-forfattere.
  Vi har ikke påstået, at listen er komplet. Kun at den er repræsentativ. Og det mener jeg ikke, disse indvendinger ændrer på.
  Vores formål har udelukkende været at prøve at kvalificere debatten med at komme med lidt empiri. Hvorfor vi så skal skydes alle mulige skumle motiver i skoene.
• 
• Peter-Clement Woetmann Det store spørgsmål er også hvorfor debutanten tilskrives betydende magt i forhold til dansk skønlitteratur. Nå. Kan vi finde mere at hetze

  
  
• 
• Iben Mondrup Men Bjarke, der optræder jo også forfattere i lagkagen, som debuterer med digtsamlinger??? Hvor er logikken i opgørelsen så?

  
  
• 
• Johanne Thorup Dalgaard Kære Bjarke. Man kan ikke bare "påstå" at ens sample er repræsentativ. Man kan vælge at randomisere udvælgelsen af cases, og derved sikre repræsentativiteten i forhold til populationen. Eller man kan vælge en non-probabilitsitsk sample, hvor man argumenterer for, at netop den udvælgelsesmetode man gør brug af, fører til repræsentativitet. I det sidste tilfælde er man altid på lidt usikker grund fra et statistisk synspunkt. Udvælgelsesmetoden skal som minimum fremlægges klart og tydeligt og desuden skal dens måde at sikre repræsentativitet på godtgøres med logisk sammenhængende argumentation og overvejelser om hvilke begrænsninger og faldgruber, der gør sig gældende for den videre analyse af data på baggrund af metoden. Hvilket altså ikke inkluderer ens egen mavefornemmelse/påstand. Uanset hvad skal man definere sit analyseobjekt og sin population og fremlægge sin metode, så andre har mulighed for at efterprøve ens påstand. Ingen af delene gør sig gældende for jeres "statistik".

  
  
• 
• Harald Voetmann Bjarke Larsen, ok. Men det er en statistisk, som er gennemhullet af fejl og derfor ubrugelig, det er dét, jeg er ude på at påpege, jeres motiver vil jeg gerne lade jer selv om. Men hvorfor er det f.eks. interessant for jer at inkludere romandebutanter men ikke inkludere spændingsromaner eller krimier? Det giver umiddelbart ingen mening at man tæller med, hvis man som sin bog nr fem skriver en roman, men ikke hvis man som sin bog nr et skriver en ambitiøs moppedreng af en krimi, som Thomas Rydahls Eremitten. Og lægger man de mange udeladelser af mandlige debutanter oveni, er det meget svært at se den mindste empiriske værdi i det her.

  
  
• 
• Harald Voetmann og når jeg nævner Thomas Rydahls Eremitten, er det selvfølgelig også fordi den vandt Debutantprisen på BogForum. Hvor den altså godt kunne tælles med. I har formentlig selv kørt en historie, hvor TR står med stor check og titlen som årets debutant.

  
  
• 
• Bjarke Larsen Vi har ikke taget krimierne med, fordi jeg ikke har fået indtryk af, at krimierne var til debat. Det er ligesom em anden genre.
  Angående udeladelserne er det tilfældigt. Vi er også blevet gjort opmærksom på kvindeligr debutanter, der mangler.

  
  
• 
• Bjarke Larsen Der er jo ikke tale om en PhD afhandling, men et forsøg på efter bedste evne at tegne et billede af nogle tendenser og forsøge at berige den hidsige debat med lidt empiri.
  Intet af der, der er blevet indvendt, ændrer ved de overordnede konklusioner.

  
  
• 
• Harald Voetmann Det ændrer på muligheden for overhovedet at drage en konklusion, når empirien og metoden ikke holder. Så kan I have formodninger i stedet.

  
  
• 
• Harald Voetmann Hvis man skal tale om hvad der "dominerer" dansk litteratur, virker det da i øvrigt som en vild nok beslutning ikke at ville inddrage de genrer, der rent faktisk sælger mest og når ud til flest læsere.

  
  
• 
• Bjarke Larsen Det er jeg helt uenig i. De mangler, der er nævnt, ændrer ikke på konklusionerne.

  
  
• 
• Harald Voetmann Nej, men de ændrer på deres validitet.

  
  
• 
Johanne Thorup Dalgaard http://en.wikipedia.org/wiki/Truthiness

Truthiness - Wikipedia, the free encyclopedia
Truthiness is a quality characterizing a "truth" that...