MIn endelige Mette Høeg-kommentar er omsider i Weekendavisen

og det er ikke Blæksprutten om skole-antologier, selvom den vist gerne vil være det, nej, det er selvfølgelig anmeldelsen af Signe Gjessings Blaffende rum nænnende alt og af alle gode grunde plus hinanden: digterens faktum, bogens faktum, forlagets faktum, digtenes faktum, avisens faktum, anmelderens faktum, anmeldelsens faktum, smagsdommens faktum, læsningens faktum, citaternes faktum, POESIENS FAKTUM - og så har Signe ellers denne præcise, afsluttende kommentar til debatten (Lise er ikke for ingenting min mors navn):

Vær Pause. Den kan vi altid
skylle til pause igen. Vi skal
kunne pausen udenad og vifte

med den, når sole falder i deres
første svime over den tydelige
grad af lise, der synes at være
deres nye spor i rummet.

De prøver dem, lys mister fatningen,
vores liv er blevet lysenes prøverum."

- og til Nordjyske udtaler hun autoritativt:

"- Da jeg var barn, var det eventyrbøger, jeg kastede mig over. Astrid Lindgren og Harry Potter. Det var jo ikke sådan bøger, der havde noget med livet og indsigt at gøre. Men var nærmere sådan en slags instruktionsbøger til, hvad du skulle lege.
- Poesi og digte har en helt anden funktion. De er virkelighedsinstruktioner - hvordan sker der virkelige ændringer i dit sind."

Ubrugt underrubrik, der havde gjorde kommentaridentiteten tydeligere:

Signe Gjessing afslører med stor og intrikat omhu mælkevejen som egen poetiske navlestreng