Mette Høeg-fejden bliver CATUL-FEJDE!

Mildest talt udgivelseaktuelle Harald Voetmann skrev et vildt skarpt og bare FORNUFTIGT indlæg i Mette Høeg-debatten på Facebook, som jeg ville have citeret et eller andet sted under alle omstændigheder:

"Note om bl.a. Mette Høeg-cirkusset.
Jeg blev citeret i Politiken for en uge siden for et noget bombastisk udsagn i retning af: “en litteratur, der kun forsøger at spejle en hverdag interesserer mig ikke så meget som romaner, der undersøger grænserne for det menneskelige.”
Er jeg nogen sinde stødt på en litteratur, der udelukkende forsøger at spejle en hverdag? Tjo, det er jeg nok, men det er forholdvist sjældent. Og det er under alle omstændigheder ikke noget, der er dominerende nogen steder, hvad jeg også får tilføjet.
Til gengæld har jeg intet problem med en litteratur, der bruger et hverdagsligt rum som afsæt for tanke og sansning. Mit udsagn går på det uambitiøse; bøger, som stiller sig tilfreds med at kommunikere noget, der nemt havde ladet sig reducere og genfortælle i en anden form. Jeg kunne lige så vel have sagt: “en litteratur, der udelukkende forsøger at fortælle en god historie interesserer mig ikke,” “en litteratur, der udelukkende vil fortælle mig om storpolitik interesserer mig ikke” osv.
Jeg er ikke interesseret i litteratur, der forsøger at kommunikere eller formidle (med mindre det drejer sig om faglitteratur selvfølgelig). Samfundet er ved at drukne i kommunikation og formidling og som oftest er det noget, der skjuler og forvrænger det menneskelige, samtidig med at det vil sælge os vaskepulver og alkopops eller få os til at stemme på en eller anden bandit. (Merkur må som gudernes sendebud være kommunikationens gud, ligesom han er skytsgud for tyve og købmænd, en gennemført utroværdig personage.) Den bedste litteratur prøver ikke at kommunikere, den søger kontakt. Mere som en berøring end en festtale. Og med berøring mener jeg omtrent alt fra kindkys til spark i røven. Litteraturen kan skabe den særlige kontakt med andre dele af det menneskelige, fordi den ikke kun er en 1:1-gengivelse af tanker og historier. Skønlitteratur kan vække sanserne; en vellykket beskrivelse af en rosenhave eller et brændende lokum kan sanses. Når sanserne er vakt kan der kobles tanker og følelser til det sansede. I bedste tilfælde skaber den kombination en følelse af berøring med et andet menneske eller en anden del af det grundlæggende menneskelige, med alt hvad det måtte indebære af sorg og længsel og glæde.
Et eksempel: Vi kan sørge oprigtigt over Catuls knuste hjerte 2000 år senere, få følelsen af at kunne sørge med ham gennem digtene. Derved kan den sorg også komme i berøring med vores egne oplevelser af sorg, udvide forståelsen af den følelse og gøre det en smule mindre ensomt at være stedt i sorgen. I hvilket rum eller med hvilket udgangspunkt den kontakt finder sted, er uvæsentligt for mig at se, jeg har ingen præferencer her. Det kan være det indelukkede teenagepigeværelse (som i Mary MacLanes fortælling fra 1902, som jeg oversatte for et par år siden) eller det kan være den helt store tjubanghistorie som Greven af Monte Christo eller Moby Dick. Men hvis vi skulle udrydde det introspektive, navlepillende, selvoptagede etc. fra litteraturen ville det være farvel til Catul, og til Sei Shonagon, Rousseau, Shakespeares sonetter, Ewald, Baudelaire, Proust, Plath, Ginsberg etc. Det indadskuende kan ofte vise sig at være det mest generøse.
Jeg har nu skrevet tre historiske romaner om døde hvide mænd, med både tjubang og splat og kulør, og de er blevet pænt modtaget. Hvis dansk litteratur var domineret af navlepillende kvinder, som kun gad læse om hinandens småproblemer i politisk korrekt form, ville jeg befinde mig langt langt langt ude i kulden og det ville absolut være i min interesse at bekæmpe dem med næb og kløer. Hvad angår Mette Høegs antydning om mændenes seksuelle favorisering af de yngre kvindelige forfattere: Jeg skriver ikke dette for at få eller opretholde kontakt til de “kønsmodne” forfatterinder, som hun kalder det. Jeg har prøvet at være i et forhold med en anden forfatter for mange år siden og det er bestemt ikke noget, jeg har tænkt mig at forsøge igen. Så hvis der faktisk skulle findes kvindelige forfattere med interesse i min kvabsede og skaldede person, må jeg bede dem om at holde sig på anstændig afstand.
Hvad angår “formbevidstheden”, at nogle forfattere skulle sætte “form” over “indhold”: Selvfølgelig er en forfatter nødt til at være optaget af form. Det er kun det, vi har at arbejde med. En god historie fortalt uden formbevidsthed kan man høre på sin lokale bodega. Det kan være både sjovt og rørende, især hvis man har fået et par øl, men oftest er det ikke noget, man ville gide læse sig igennem 500 sider af; det kræver at fortælleren sidder levende ved siden af én for at være interessant. Ligesom en fotograf er nødt til at interessere sig for lys eller en matematiker er nødt til at kunne forholde sig til tal, er forfattere nødt til forholde sig til formen. Hvis man som litteraturforsker mener, at form er noget rent ydre og overflødigt, tyder det på, at man ikke har forstået det mest grundlæggende ved ens forskningsfelt. Kan man forestille sig en forfatter, der er for bevidst om sin form? Tjo, men på samme måde, som man kan forestille sig en keramiker, der véd alt for meget om ler. Det kan være irriterende ved et middagsselskab, hvis man virkelig ikke gider høre på lange tirader om spændstigheden i forskellige typer rødler, men det er næppe et stort problem for vedkommendes professionelle virke.

Nogle timer senere svarede Mette Høeg med sin egen Facebook-opdatering, ligesom i hendes Cecile-ptronisering formår hun at fejllæse hovedpointen komplet, men særdeles dumdristigt vælger hun i sin tungt dansk stil-agtige opsats at fokusere på Voetmanns Catul-reference; hun har vist ikke nogen idé om (igen problemet med den reelle belæsthed (hun kan ikke engang ikke stave til Voetmann)), hvor suverænt kyndig Harald er på akkurat klassisk/latinsk litteratur - (og Christina Hagen på kommentar-tråden: "Min hjerne går i stykker, hvis hun siger partikulære bare én gang til. Nu igen!"):

"Det partikulære og universelle:
En hel del litterære klassikere bliver som bekendt populariseret og udbredt i banaliseret form gennem citater og lignende. Men i de færreste tilfælde beror populariteten på ren banal generaliserbarhed: det simple forhold, at Catul elskede en kvinde engang, og at det gør nogen også i dag, er ikke hovedårsagen til, at kvaliteten af Catuls digte stadig anerkendes og beundres næsten 2000 år efter deres udgivelse, sådan som Harald Voetman synes at mene.

Catuls digte adskiller sig markant fra den samtidslitterære tendens, som jeg i en artikel i Weekendavisen for nylig kritiserede, idet Catuls digte netop ikke repræsenterer et reproduceret udtryk og en bevidstløs, selvoptaget og ufarlig dyrkelse af populære tendenser. I stedet er digtene et vovet og radikalt forsøg på at udfordre samfundets dominerende værdier – borgerdyderne under den romerske republik – gennem lyrisk dyrkelse og tilbedelse af en gift kvinde med et plettet offentligt rygte.
Figuren Lesbia i Catuls digte refererer formodentlig til virkelighedens Clodia, en gift kvinde kendt for sin frivolitet. Afsættet i det personlige og partikulære er ligesom formen afgørende for digtenes udtryk og virkning. Den stærkt personlige og idealiserede fremstilling af kærlighed var i Catuls samtid nyskabende. Men samtidig med, at Catul afviser de konventionelle romerske kunstneriske former og i stedet trækker på alexandrinsk digtning, inddrager og forholder digtenes jeg sig bevidst og moralsk tynget til de gældende romerske dyder. Inddragelsen af de konventionelle værdier i en nybrydende form er provokerende, eksperimenterende og konstruktiv og samtidig dybt original.
Catuls digte handler ikke blot om en banalt generaliserbar kærlighed mellem mand og kvinde. Inddragelsen og udfordringen af samfundets gældende normer hæver digtenes perspektiv fra individets uvedkommende hverdagslige og selvoptagne kærlighedsoplevelse, uden at det nære og personlige perspektiv derved udviskes. Det er netop sammenstillingen af de to perspektiver – det personlige og partikulære og det samfundsrelevante og ideelle – der skaber en spænding og gør digtene både bevægende, underholdende og vedkommende. Catuls digte præsenterer en personlig fortælling om et forelsket, frustreret, splittet og ulykkeligt jeg og anvender samtidig denne fortælling i en behandling og udfordring af generelle samfundsmæssige og kunstneriske normer og former på en produktiv, oplysende, grænseflyttende og original måde.
Catuls digte er fortsat umiddelbart rørende, vedkommende og interessante næsten 2000 år efter deres nedskrivning. Så lad endelig Catul være forbillede for vores samtids forfattere.
"Reason blinded by sin, Lesbia,
a mind drowned in its own devotion:
come clothed in you excellences –
I cannot think tenderly of you,
sink to what acts you dare –
I can never cut this love."
(Carmen 75)"

Nu er det krig på ragekniven! Voetmann svarer så godt som fnysende:

"Ok. Nu vil Mette Høeg altså tale om Catul. Jeg skrev nedenstående som kommentar hos én, der havde delt det. Og beklager - det bliver meget nørdet:
Du kan da næppe mene, at det her er en rimelig fremstilling af mit synspunkt? Jeg taler for, at det er igennem formen, at litteraturen kan finde en relevans og holdbarhed - at et "indhold" uden form ikke har videre litterær relevans. Hendes udgave af dét er, at jeg skulle finde Catul interessant alene pga hans forelskelse.
Hun skriver i øvrigt noget vrøvl om Catul her - at han skulle være en enestående stemme for sin tid er helt bizart. Hans generation er navngivet (Hoi Neoteroi), de arbejdede alle med de samme former, metre, temaer, og hvis man skal tale om kærlighedslyrik som virkelig revolutionerende og i modsætning til samfundsordenen skal man en hel generation længere frem; til Augustus-tiden og de romerske elegikere, først og fremmest Ovid. En af grundene til at Catuls kærlighedsdigtning ikke i samtiden har virket voldsomt provokerende er netop "Lesbia"-navnet, som Høeg slår ned på. Det navn har for samtiden angivet, at digtene handlede om en slavepige ("pigen fra Lesbos" - en sådan havde nødvendigvis været slave på det tidspunkt i Rom) samtidig med at det selvfølgelig var en henvisning til Sapfo. Kærlighedsdigte til slaver var uproblematiske i samtiden, som man også f.eks. kan se det senere hos Horats. Det var ikke Catul, der gjorde op med dette, men Properts, Tibul og Ovid (samt den ofte oversete kvindelige digter, Sulpicia, en teenagepige). Identifikationen af Lesbia med Clodia (primært på baggrund af Ciceros "Pro Caelio") er tidlig og meget problematisk, der er ikke rigtig nogen gode grunde til at tage den for gode varer, det er spekulation, Mette Høeg her bygger sin læsning på, og selv hvis Lesbia var lig med Clodia, var det åbenlyst ikke Catuls intention at gøre direkte opmærksom på det, tværtimod maskerede han hende som slave. Osv osv osv."

Han kan ikke lade være at tilføje en kommentar til den Catul-oversættelse, Høeg har valgt:

" i øvrigt er det da en decideret elendig oversættelse af digt 75, hun har fundet frem. Det, der står som tredje linje i den engelske, er slet ikke at finde i den latinske original, ikke det, der minder om. Resten er også dårligt oversat, men vildt nok bare at finde på en linje."

Adspurgt om en mere korrekt oversættelse, svarer han:
"Her er Otto Gelsteds oversættelse, med omvendt ordstilling og heller ikke ligefrem tekstnær, men i det mindste uden falsk linje i: "Se hvorhen min ånd for din skyld, o Lesbia, drives / ødelagt har den sig selv, faldt for sin troskab mod dig, / så at den ikke kan holde dig kær, selvom du blev tugtig / ikke beherske sin drift, selvom du ter dig forrykt.""

Catul-fejden pågik sent i aftes, og er endnu ikke blevet genoptaget. Jeg vågnede fuld af forventning og satte mig til rette med morgenmad foran computeren og blev alvorligt skuffet, det er så kostelig og lovende en ekskurs, den må please ikke være slut!