lørdag den 16. maj 2015

Olieret litteratur - citatbuket til temalørdag

I aften sender DR2 temalørdag om OLIE

Lørdag den 16. maj – Den fordømte olie:

Verdens ældste fortælling om olien er, at den er ond. Den ødelægger planeten og får det værste frem i mennesket. Samtidig drømmer stort set alle lande om at gøre nye oliefund, fordi olien giver adgang til enorm rigdom, vækst og uafhængighed af Mellemøsten. ’DR2 Tema’ lørdag klokken 20.00-22.30 undersøger fortællingen om den onde olie. DR2 rejser til North Dakota, hvor olieboomet har fyldt staten med oliemillionærer og fået prisen på olie til at falde i hele verden. Og til Mexico, hvor olien er kommet i hænderne på voldelige narkokarteller.

Jeg medvirker (medvirrer skrev jeg næsten) i et indslag om olie i kunsten - og blev bedt om at finde 3 x 3 litterære citater om olie inden for tre tematiske zoner; de er nok ikke allesammen kommet med og i hvert fald ikke verbatim, så her er den fulde buket (tak til mine Facebookvenner for rådgivning)

-->
OLIECITATER

Olien der får det værste frem i mennesket
(stikord: blind ærgerrighed, pengebegær, magtbegær)

Ej heller kunne sømændene nu – hverken ved nat eller dag – gå på dækket, uden at Akab var der; enten stod han i sit taphul, eller han skridtede hen over plankerne mellem deres to ufravigelige grænser – stormasten og mesanmasten; eller de så ham stå i kahytslugen med den levende fod på dækket, som om han ville træde op; hatten havde han trukket dybt ned over øjnene, så uanset hvor urørligt han stod, og uanset hvor mange dage og nætter han ikke havde ligget og gynget i sin køje, vidste de aldrig med sikkerhed, om hans øjne bag hatten af og til var lukket i, eller om han stadig urokkeligt havde blikket rettet mod dem, og det skønt han en hel time ad gangen kunne stå i lugen uden at ænse den nattefugt som samledes i dugperler på hans frakke og hat, der var som mejslet i sten. Det tøj, natten havde vædet på ham, tørrede solskinnet den næste dag, nat efter nat gik han aldrig under dæk; hvad han fik brug for i kahytten, sendte han bud efter.

fra Herman Melvilles roman Moby Dick, 1851 (oversat af Flemming Chr. Nielsen - jagt på hvalolie)

Efter meget besvær, Trækken og Halen og Truen og Smigren og Tusken og Intrigeren var omsider Ejerne af de firetyve Grunde mødtes i det Groartyske Hjem og havde, baade Mand og Kone, sat deres Navne under en fælles Overenskomst, der gik ud paa, at ingen af dem forpagtede deres Grund bort udenom de andre. dette dokument var blevet tinglæst paa Amtstuen; men efterhaanden gik det op for Deltagerne, hvad det var, de havde rodet sig ind i. De var blevet enige om at optræde enigt; og fra det Øjeblik af havde det ikke været muligt at blive enige om noget som helst.
  De mødtes hver Aften Klokken syv-tredve og skændtes til Midnat eller længere. De gik udmattede hjem og kunde ikke falde i søvn; de forsømte deres Forretning og Husholdning; Græsplænerne blev ikke vandede – hvorfor skulde de slide som Slaver, naar de snart blev rige? De afholdt Minoritetsmøder og dannede Smaaafdelinger og gav Løfter, som de atter mere eller mindre hemmeligt brød, før Solen gik ned. Deres skrøbelige menneskelige Natur var blevet spændt haardere, end den kunde taale; Begærlighedens  Ild var blevet tændt i deres Hjerter og bragt til en Hvidgløden, der fik ethvert Princip til at smelte.

Fra Upton Sinclairs roman Olie (Oil!), 1927 (oversat af Elise Koppel)

The United States has no
quarrel oil the Iraqi people; they’ve suffered too
oil in silent
captivity. Liberty for
the oil people is
a great moral cause, oil a great strategic
goal. The people
oil Iraq deserve
it; the security of
oil nations requires it. Free societies do oil
intimidate through cruelty
and conquest, and
oil societies do not
threaten the world oil mass murder. The United
States supports oil
and economic liberty
in a unified oil.

(George W. Bush to the United Nations, September 2002)

fra Kristin Prevallets (transformations)digt ”Cruelty and conquest”, 2002 (andet afsnit)

Olien og dommedag
(stikord: helvede på jord, (lang)tidsindstillet bombe, apokalyptiske fornemmelser)

En umådelig orden råder. En orden for hvilken
hverken myre eller mammut, lav eller ceder – eller menneske
er målestok
En orden, hvor ingen grader mellem udslettelse og indføjning
findes.
      Kun nogle klumsede lammede fortabte væsener
synes uigenkaldeligt at være snublet
ud af den og have arbejdet sig gennem en klæbrig pøl
hertil. Ynkelige karikaturer af edderfugle, sortænder,
fløjlsænder, troldeænder, skalleslugere
trængt gennem kulde og sult i opgivende
hvilestilling eller med næbbet utrætteligt pillende
brystet, vingerne, ryggen under dem, og oprejst bugen
i ishulninger under skrænterne – eller flaksende skræmt
ved det sorte omrids, den lange skygge af et menneske
ud over isen, så man beskæmmet
går opad skrænten, og uden om dem og ned igen,
hvor intet rører sig. Hvor udpinte organismer i uoverkommelig
træthed har strakt
halsen og næbbet udover issandet, døende, døde,
ukendeligt et eller andet, nu jeg passerer dem-

fra Thorkild Bjørnvigs digt ”Olie” i samlingen Abeguder, 1981

Flertallet af de sodpartikler, som hvirvlede rundt i den smule udstødningsgas, der engang havde været et hestehjerte, samlede sig til en lille konstellation, der indfangedes af den fedtede oolit ved udstødningsrørets munding. Lidt senere løsnede denne lille assemblage af sandskorn, vognsmørelse og udstødningspartikler sig fra mundingen og blev af vinden ført op i 20 meters højde. Efter en rum tids stigen, falden og flyven hid og did røg vores lille sammenklumpning ind under et tagskæg, hvor den satte sig fast på en løsthængende tråd fra et for længst forladt spindelvæv- Her hang den et lille døgns tid, duvende i den dovne, texanske varmebrise, indtil en altandør nedenfor blev flået op, hvorved der skabtes en undertryksvind, som rev sodapartiklerne løs fra sandskorn, fedtstof og spindelvævstråd.
  Hånden på altandøren var Clarissas, og skriget, der i næste øjeblik gjaldede ud mellem skræntens træstammer, kom fra hendes strube (…)
  Bagefter hev hun efter vejret, og disse tunge åndedrag, foruden måske brisen i træerne, var det eneste, der hørtes. I dette øjebliks næsten-stilhed blev Clarissas skæbne beseglet, idet eks-hestehjertets sodpartikler blev indfanget af en af de kraftige indåndinger og suget ned i lungernes mørke.

Fra Peter Adolphsens roman Machine, 2006

Og også hvis det er dét man ser alle vegne
OLIEN
hvis olien er et vildt og ustyrligt brandsår
et ukendt dyr i sjælen
i kødsjælen
i bilsjælen
i asfaltsjælen
i Skänk- og Gazetsjælen
i madvaresjælen
i rejsesjælen
i velfærdssjælen
i struktursjælen
hvis man hele tiden ser olien blive brændt af
hvis man ser oliebålet bag det hele
og tænker:
hvad nu når det om lidt slipper op
min gud, også der

fra Nikolaj Zeuthens digt ”Selvfølgelig hvis man lige der” fra samlingen Oliebål, 2009

Olien og guldgraverdrømmen
(stikord: rush, high life, fascination)

Seddel: Dommeren arbejder på en nu oliebrønd
Lucky Luke: Hent dommeren! Sig til ham, at hvis han ikke kommer NU, så indklager jeg ham for senatet.
Dommeren: Jeg var lige ved at finde olie! Jeg kan FØLRE det!
Luke: Helt i orden … men gå nu ind og gør din pligt!
Dommeren: Okay … bare vi overstå det i en fart. Hvad skal den anklagede kendes skyldig i?
Oliearbejder: Dommer … der er fundet olie på dit felt! Det fosser ud!!!
Dommeren: Jip-piii … !!
Anklaget olietøndetyv: Dommer … jeg kan skaffe dig olietønder til en fornuftig pris!

Fra Morris og Goscinnys Lucky Luke-album I boretårnets skygge, 1971

Det er den Sylfest Bruhøl der nu sidder på syvende sal og er i den syvende himmel og får roomservice af en uudgrundelig livréklædt tjener som skænker vin fra støvede flasker og trækker sig diskret tilbage, mens den ikke længere norsktalende amerikaner beder ham undskylde denne enkle servering heroppe på værelset, men personligt var han af den bestemte opfattelse at man her kunne forhandle og drøfte sager af fælles interesse langt mere effektivt og uforstyrret end nede i den efter hans bestemte opfattelse helt ordinære spisesal, og som så fortsatte med at gentage det, der for så vidt også stod med guldskrift på visitkortet, at han repræsenterede et af de internationale olieselskaber, og at de nu havde diskuteret fremtid og olieboringsteknologi i forhold til prognoserne for Nordsøen, og på dette punkt havde bestemt sig for at knytte norske petrografisk og sokkelgeologisk ekspertise til sig, og også ville sætte tilsvarende økonomisk pris på at knytte specielt hr. Bruhoels  indsigt og fagkundskab på dette felt til sig.

Fra Kjartan Fløgstads roman Fyr og flamme, 1980 (oversat af Kirsten Vagn Jensen)

Olien ejer en erindring. Dens erindring er ikke subjektiv, ikke menneskelig, men udgjort af billeder af jordens bevægelser fra en tid, hvor plankton, alger og små havdyr sank døde mod havets bund og dér formede et tykt tæppe, mens trykket steg og ilten langsom forsvandt.
  Olien komprimerer minder fra jordens krop.
  Den smører alle politiske og historiske fortællinger.
  Den bærer på historier, vi ellers er udelukket fra.
  Den har set ting, vi ikke kender.
  Den er hidsig og vred.
Alt omkring den er forsvundet, mens den har eksisteret i sprækkerne i jordens klippegrund: Dinosaurusserne er uddøde, insekter og amøber er muteret.
  I jordens reservoirer ruger olien nu som en dynamisk, termisk energi; et tykt fluidum, der pulserer til rytmerne fra månens flow og bader hele jordens system i elektromagnetiske felter.
  Olien er et mørke, udgjort af puls og lys.
  Udgjort af billeder, drømme og minder.
  Af myter.
  Olien befolker sine eventyr med oliesmuglere, entreprenører, arkæologer, jihad-krigere, amerikanske udstationerede, al-Qaeda-soldater, oliemagnater, antikke guders lig, ådsler, fossiler, lårben, jernøkser, mumier og diamanter.

Fra Ida Marie Hedes hybridværk Inferno, 2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar