Jeg har fået mig tiltusket et eksemplar af Signe Gjessings
Blaffende rum nænnende alt - allerede i sit fysiske format: som en hardcover billedbog og lige så kort, 32 sider, og sin opsætning, der er yderliggående HORISONTAL, dvs langlinjende, for vild poesi. Som ikke bliver mindre betimelig i sin ekstreme utidighed i lyset af al debatteriet lige nu - et centralt ord og begreb og helet reelt fænomen i digtsamlingen, ved siden af verden og universet/verdesnrummet, er akkurat Horisonten, lige så umådelig som helt håndgribelig. Jeg tænker, at disse tre digte på side 21 også handler om åbne vs. lukkende (og fortegnende og simpelthen blinde) læsninger af poesi:
som et
www.
foran flertydigheden i et udsagn står du uden at sige noget,
og taler så:
skyggerne er totalt overkvalificerede til deres
poster
rundt omkring - vi taler om skygger, der med lethed kunne
træde til som pollen i akacier; der findes næsten ikke "skygger"
mere.
.
Her er aldrig nogen inde på
bundtets kontor
længere: intet samles i bundter; der
smides i stedet -
bladene smides op på stilkene
.
Verdesnrummet arbejder med lys, når noget skal fikses.
Det, der henligger i fin stand er: højden, der hæver bakkerne over fx. havet; højde generetl; nære relationer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar